https://imgix.femina.dk/media/ff3bb0dca3e5447cbfd88a48113335ca.jpg
Selvudvikling

Sådan takler du din teenagers kærester

1. oktober 2008
af Kirsten Winding
Foto: Nils Lund Pedersen
Den første kæreste betyder også de første skridt væk fra hjemmet. Det er begyndelsen til voksenlivet og frigørelsen fra forældrene, forklarer parterapeut og familiecoach Hanne Juul Thomsen. Hun giver 10 gode råd til hvordan du som forælder takler din teenagers kærester.

- Selvfølgelig gør det indtryk på én, første gang éns barn tager en kæreste med hjem, siger parterapeut og familiecoach Hanne Juul Thomsen.
Hun er selv mor til Kia på 21 og Mikkel på 20 og har derfor masser af erfaringer og oplevelser med teenagernes kærester. I perioder er børnenes kærester faktisk flyttet ind og har boet sammen med familien.

Tomt køleskab og afsavn
Det kan godt være lidt af en omvæltning, når man pludselig næsten aldrig er alene med sit barn mere. Og når der går fremmede unge mennesker rundt i éns hjem i undertøj, og køleskabet hele tiden skal fyldes op! Men kæresterne er et helt nødvendigt skridt i børnenes proces med at blive til livsduelige, velfungerende voksne, forklarer Hanne Juul Thomsen.
- De skal øve sig og prøve parforholdet af, og den første kæreste bliver sjældent den eneste.
Man må indstille sig på, at der bliver en vis udskiftning.

Hanne Juul Thomsens råd til forældre

  • Indstil dig på, at der sker forandringer, og at balancen i hjemmet forskubbes
  • Prøv at være fleksibel og tolerant - men sæt også grænser for, hvad du vil tolerere i dit hjem
  • Indse, at du ikke kan løse kæreste-problemer for dit barn. De skal selv lære af deres erfaringer.
  • Bak op, støt og giv gode råd, men kun når de beder om det
  • Lær at lytte mere, end du taler
  • Lad være med at blande dig mere end højst nødvendigt
  • Husk, at forbud oftest skaber trods
  • Hvis du kan lære at nyde, at der kommer nye unge i huset, er du godt rustet
  • Nyd, at du pludselig får mere tid til dig selv igen
  • Fokusér på det, du synes er spændende i dit eget liv - og bliv en inspirerende voksen frem for en kontrollerende

Læs også