Renée: Vi skal lære at tage afsked på en ordentlig måde

TV2 lancerede for en rum tid siden en TV-serie om, når far og mor går fra hinanden. Jeg ved, både af egen erfaring og fra venner og familiemedlemmer, at lige netop det med, at en far og en mor beslutter sig for at skilles, er en livskrise af de store. For nogle mennesker er det at blive forladt eller skilt så ulykkeligt, at det kan udvikle sig til et traume, der sagtens kan gå i arv til børnene. Vi ved godt, vi bør kunne tale sammen og finde fornuftige løsninger, men i stedet ender vi ofte med at såre hinanden så voldsomt, at vi pludselig ikke engang kan tale sammen. Næsten halvdelen af alle ægteskaber går i stykker på et eller andet tidspunkt. Voksne bliver ukampdygtige i lange perioder, og børn bliver gidsler i de voksnes personlige dramaer. I TV2’s serie var det, der virkelig glædede mig, at det var børnenes stemmer, vi hørte. Børn, der udtrykte, at de simpelthen ikke kunne forstå, hvorfor de voksne ikke bare kunne tale ordentligt sammen? Og det er et knaldgodt spørgsmål: Hvorfor kan vi ikke finde ud af at tage afsked med hinanden på en voksen og respektfuld måde? LÆS OGSÅ: Renée: Skærpet opmærksomhed på skilsmissebørnene I de her år oplever jeg heldigvis, at der kommer mere fokus på netop det spørgsmål, samt at det åbenlyst er noget, vi har brug for hjælp til at lære, det dér med at tage afsked med værdighed og måske endda med – ja, jeg drister mig til at skrive det – kærlighed? På en eller anden måde må det være lige netop kærligheden, vi skal finde eller måske finde tilbage til, når det hele er gået skævt? Bevidstheden om den kærlighed, der var engang, og den kærlighed, vi stadig har til vores fælles børn. Opmærksomhed på, at det lige netop er den, der skal få os igennem på en måde, så vi overlever med anstændigheden og selvværdet intakt, når det gør allermest ondt. Men de steder, hvor vi kan få hjælp til at lære at sige farvel på en bedre måde, er ikke mange, medmindre man har råd til en psykolog. Statsforvaltningen er overbebyrdet, ventetiden er lang, og løsningstilbuddet handler kun om mægling mellem parterne. Men alle ved jo, at det dér med at få øje på de svære følelser og så endda beherske sig i tilstrækkelig grad til at undlade at sende dem ud i verden helt enkelt ikke er noget, vi sådan liiiige kan. Det er noget, der kræver bevidsthed, opmærksomhed og ikke mindst træning – og det er efter min mening en eklatant mangel i vores sociale system, at vi endnu ikke har etableret steder i hver eneste by, hvor forældre kan henvende sig og få den hjælp, de har brug for til lige netop den proces. Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Børn har også krav på personlig frihed