Renée: Vi kan ikke sikre os mod alverdens ulykker

Jeg lytter til morgennyhederne her noget tid efter det frygtelige skuddrama ved Krudttønden og Den Jødiske Synagoge. Værten fortæller, at OSCE (Organisation for Security and Cooperation in Europe and North America) under et besøg i Danmark sidste år havde oplyst det danske politi om, at der ikke var sikkerhed nok omkring de danske jøders synagoge. Nu lyder det anklagende, at hvis man havde lyttet til dem, havde drabet måske aldrig fundet sted? Måske er det rigtigt, hvem ved? Det danske politi fortalte den amerikanske sikkerhedsrepræsentant, at det dér med bevæbnede vagter ved skoler og synagoge ville gøre danskerne mere utrygge, fordi vi ikke er vant til den slags bevæbnet sikkerhedsopbud i gaderne. Jeg kunne ikke lade være med at blive glad over, at vi har så fornuftigt et politi og for, at vi ikke er vant til den slags sikkerhed, som de har i mange andre lande. Jeg håber ikke, vi opgiver vores mere ”afslappede” holdning i fremtiden. Det er jo ikke kun i forhold til terror, vi mennesker konstant forsøger at sikre os, og spørgsmålet kunne nemt stilles, hvad der er realistisk at forsikre sig imod i den her verden? Efter 9/11 har vi sikret os så meget, at man ikke længere kan bære en flaske vand gennem en lufthavn. Det lyder skørt og i begyndelsen syntes alle også, det var. Men i dag er der ingen, der rynker et bryn, når en tolder konfiskerer deres vandflaske eller en 600-kroners-parfume, fordi den indeholder 150 ml og ikke 100, som den må. LÆS OGSÅ: Er du styret af frygt eller kærlighed? Vi forsøger at forsikre os på alle mulige og umulige områder og ikke kun i forhold til terror. Forsikringsselskaberne har kronede dage, og når overskuddet offentliggøres hvert eneste år, må vi konstatere, at folk virkelig må være bange. For vi betaler med glæde uhyrlige summer til store selskaber, hvor vi ofte aldrig får en krone igen. Og hver eneste gang der sker noget forfærdeligt, styrter politikerne til skærmen og lover at de vil tage skridt hen imod, at den slags aldrig skal ske igen. Alligevel sker det hele tiden, for sådan er livet jo. Idéen om, at vi kan gardere os mod alt, hvis bare vi øger sikkerhedsniveauet i skoler, i børnehaver i undervisningen, på gaden og så videre, er utopi. Selvfølgelig kan vi få erstatning, hvis vores hus brænder, og vi kan tage en sikkerhedssele på, når vi kører bil. Men forsikre os imod, at intet ondt nogensinde vil ramme os selv eller vores børn, kan vi ikke. Man kan ikke gardere sig mod livet, og spørgsmålet kunne måske være, hvor meget tid vi skal bruge på at være bange og skærme os mod det, som muligvis kunne ske? Kærlig hilsen Renée