Renée: Vi har reduceret livet til at handle om vores bidrag til vækst

Åh, hvor skal vi alle dog lægge øre til meget negativ snak om de unge, og ikke mindst mange direktiver om, hvordan de skal leve deres liv. Målet og beskeden er ikke til at tage fejl af, for de unge har én eneste stor opgave i det her liv, og den handler IKKE om, hvordan man bliver menneske. Næ, den handler om, at de skal igennem vores uddannelsessystem så hurtigt som overhovedet muligt, så de kan komme fabriksfærdige ud på den anden side og bidrage til væksten og bruttonationalproduktet. Hvor er det dog sørgeligt, trist, at vi har reduceret menneskelivet til at være et bidrag til kapitalismens konstante hunger for vækst. At der samtidig er stor forskel på, hvordan vi anskuer mennesker og det store dyr i ligningen, ”erhvervslivet”, er der ingen tvivl om. Ej heller er der tvivl om, hvem af de to, menneske eller erhvervsliv, vi som samfund synes bedst om, eller hvem vi behandler med mest omsorg. Mens de unge skal trues og piskes til at præstere og styrte gennem systemet, skal erhvervslivet have en dejlig saftig gulerod i form af færre skatter og bankpakker og den slags lækkerier – for det er nemlig den måde, erhvervslivet bliver motiveret på. Et eller andet sted virker det helt skørt ... jeg mener, hvilken forskning har vist, at unge på SU skal motiveres til at yde mere, ved at man presser og pisker dem, mens erhvervslivet skal motiveres til at yde mere ved at få mere? Renées klumme i sidste uge: Jagten på lykken Vi har også opfundet Pisa-undersøgelser, som er et redskab, der passer perfekt til erhvervslivets behov for hurtigt at komme igennem systemet og vækstparadigmet som den altoverskyggende og sande gud. Dem, der ikke helt passer ind, får så i stedet en masse mærkater. F.eks. har Pisa fundet frem til, at mellem 15 og 17 provent af de unge kan få mærkatet funktionelle analfabeter hæftet på sig. At det så viser sig, at den gruppe, der for år tilbage blev kategoriseret som funktionelle analfabeter, slet ikke er det, da ny forskning har vist, at 60 procent af disse unge er i gang med eller har færdiggjort en ungdomsuddannelse, godt fire år efter at de er havnet i den kategori, gør ikke sagen bedre. Og så er vi dér, hvor jeg begyndte. Jeg bliver frygtelig trist over vores måde at anskue ungdommen på. Og lidt vred, hvis jeg skal være helt ærlig. For hvad bilder nogen sig ind at presse unge mennesker på den måde, vi gør i dag, med karaktergennemsnit, der kan blive højere, hvis de bare skynder sig? Hvorfor har vi brug for at putte dem i kasser med negativt betonede betegnelser designet til at få dem til at føle sig mindre værd? Hvem fanden har ret til at bestemme, at den eneste gældende målestok i vores smukke liv handler om læse- og matematikkundskaber, og hvem har ret til at bestemme nøjagtigt, hvor hurtigt vi skal udvikle os – og ikke mindst i hvilken retning? Kærlig hilsen Renée