https://imgix.femina.dk/media/article/renee-7.png
Selvudvikling

Renée: Sæt kryds ved bæredygtighed

14. november 2014
af Renée Toft Simonsen
Det eneste, jeg ser, når nyhederne kører over skærmen, er politikere, der har helt vildt travlt med at finde ud af, hvem de skal bombe lige om lidt, og som ikke skænker det der med bære-dygtighed mange tanker. Ja altså, undtagen når de fører valgkamp
Jeg læste for nylig en interessant artikel omkring bæredygtighed. Desværre ikke det, vi hører mest om fra de folkevalgte. Der stod blandt andet, at vi kunne vedtage love i alle lande – uafhængigt af hinanden – der sikrer, at netop vores land stod for en økonomisk politik, der tager de nødvendige hensyn til naturen. Vi gør det bare ikke! I artiklen blev et bestemt land fremhævet. Landet var, til min overraskelse, Bhutan. I det lille kongedømme i det fjerne har de åbenbart formuleret et konkret forslag om et globalt skift til “bæredygtighedsbaseret økonomisk paradigme,” som de følger slavisk. Ifølge Bhutan har vi i verden alt, vi skal bruge, til at skabe det ny økonomiske paradigme – praktisk og politisk i form af målinger og kontrolsystemer og regulerende myndigheder – det eneste, vi mangler, er sådan set politisk vilje. Renées klumme i sidste uge: Hvorfor holder vi mund, når folk bryder de sociale koder Bhutan er åbenbart velsignet med at være et relativt ubetydeligt land afsides nok til ikke at være totalt opslugt af den materialistiske bølge, alle vi andre rider rodeo på, og lille nok til at kunne iværksætte alle de gode intentioner. I Bhutan er halvdelen af skovene intakte og beskyttet af loven, og deres fødevareproduktion er 100 procent økologisk. Desværre er det jo sådan, at der er grænser for, hvad sådan et lille land kan gøre alene. Udledningerne af drivhusgasser i for eksempel Chicago, London og Sydney smelter nemlig gletsjerne i Himalaya-bjergene, og det kan de intet stille op mod. Og det er såmænd der, hele problemet omkring bæredygtighed ligger. Vi er alle forbundne og afhængige af hinanden hele kloden rundt. Men, som der også stod i artiklen, ”fortsat økonomisk vækst og ekspansion i vor begrænsede verden er IKKE en pligt. Den globale økonomiske nedtur giver os en enestående mulighed for at give naturen et pusterum”. Det betyder såmænd, oversat til dansk, at vi i vores lille land kan vælge at sige nej tak til mere økonomisk vækst, hvis vi vil. Det kan vi gøre ved at sætte vores kryds et andet sted, end vi gjorde sidste gang. For helt ærligt, det eneste, jeg ser, når nyhederne kører over skærmen, er politikere, der har helt vildt travlt med at finde ud af, hvem de skal bombe lige om lidt, og som ikke skænker det der med bæredygtighed mange tanker. Ja, altså undtagen når de fører valgkamp, så har de jo altid en eller anden stueren spin-mening, de hurtigt glemmer, når først de sidder trygt og godt plantet i en lækker ministerpension i folketingssalen på Christiansborg. Kærlig hilsen Renée

Læs også