sorgen
Selvudvikling

Renée: Pas din egen butik

7. juni 2016
af Renée Toft Simonsen
Det er, som om vi er blevet en nation, der lever og ånder for at holde øje med naboen i vores bestræbelser på i det mindste at være bedre end ... nogen ..?
Vi så godt, I gik. Den sætning lader jeg lige stå et øjeblik, mens jeg sætter konteksten. VI ER JO OVER 50 Min veninde og jeg er ude at løbe. Solen er endelig fremme, det føles som forår, og glæden over skoven, duftene og luften er enorm. Vi snakker løs, og det mentale brusebad får frit løb. Gud, hvor jeg dog elsker de stunder i Guds fri natur, hvor hver en sten bliver vendt og drejet sammen med et menneske, jeg stoler 100 procent på, og som jeg véd tager kærligt imod, hvad der end måtte være inde i mig. Det sidste par år er vi begyndt at gå op ad alle bakker, også dem, der ikke har den helt store hældning. Vi er jo over 50, og det skal jo nødig blive så anstrengende, at vi ikke kan snakke sammen. LÆS OGSÅ: Renée: Tid til at sige pyt HVAD FANDEN KOMMER DET DIG VED Således kommer vi gående og snakkende hen ad skovstien, da der længere fremme kommer et par herrer løbende, der er lidt ældre end os. Jeg puffer til min veninde, og vi begynder at løbe igen. Da vi passerer den første herre, råber han pludselig: ”Vi så godt, I gik!”. Jeg vender mig og råber smilende tilbage: ”Det må I også meget gerne” – som i: Jeg har intet at skjule, og alt er fint. Men inderst inde kunne jeg mærke en irritation, et lille stik. Noget, der gav mig lyst til at løbe efter ham og spørge: ”Hvad fanden kommer det dig ved, om jeg løber eller går?”. SNYDER VI? Men efter det første lille stik får jeg lyst til at spørge ham, hvorfor han råbte lige netop de ord? Altså, hvad var det inde i ham, der fik ham til at råbe det, og hvad lå der egentlig i den sætning? For det, der potentielt ligger i den sætning, er jo, at vi snyder ved at gå? At vi er dovne? Eller måske at han er bedre end os, fordi han løber? At vi er nogle svæklinge? Listen over, hvad der kunne ligge i den sætning af kritik, er uendelig. Og den giver mig lyst til at løbe efter ham og udfordre hans ord. I stedet griner vi og siger en masse grimme ting om ham, ord, som bliver mellem min veninde og mig. DEN INDRE REGNSKABSFØRER Det er vældig befriende, men da jeg kommer hjem, bor ordene derinde endnu. Hvad er det, den gør, den sætning? Jeg kunne analysere den over 10 sider, men en klumme er så lille, at jeg vil nøjes med en mindre delkonklusion – nemlig at grunden til, at den sætning overhovedet rammer mig, er, at den allerede findes derinde! Jeg har allerede de ord boende i mit indre – det eneste, han gjorde, var at vække dem til live. Pegefingeren, politimanden, den indre regnskabsfører bor jo i os alle. Ja, faktisk er hele vores samfund gennemsyret af de ting. Det er, som om vi er blevet en nation, der lever og ånder for at holde øje med naboen i vores bestræbelser på i det mindste at være bedre end ... nogen ..? Havde min krop svaret på hans råb, tror jeg, det ville have lydt sådan her: ”Kom så the fuck ud af min butik, din fede fucking flodhest!”. Godt, jeg er et civiliseret menneske. I grunden utroligt, hvad sådan en bette sætning kan sætte i gang ... tænk lige over det, næste gang du får lyst til at kaste en frisk kommentar af sted ... Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Læs også