https://imgix.femina.dk/media/article/renee-1.png
Selvudvikling

Renée: Paprika Steen all the way

25. september 2015
af Renée Toft Simonsen
Paprika Steen er et stort forbillede i vores familie, fordi hun søgte ind på teaterskolen syv år i træk, aldrig gav op, kom ind til sidst og nu er en af landets største skuespillere
Det er sommerferie, og vi har samlet hele familien på vores gamle finca i bjergene. Der bliver pludret om løst og fast, og en af de ting, der er på tapetet, er, hvad alle skal efter sommerferien. NERVØSE UNGE MENNESKER Der er en vis nervøsitet hos nogle af vores unge mennesker. Kommer de ind på den uddannelse, de har søgt? Hvis ikke, hvad pokker skal de så gøre? Jeg spørger min yngste om en af hans bedste kammerater. De søgte begge ind på den samme musikskole og har allerede fået svar. Hans ven kom ikke ind. ”Hvad skal han så?” spørger jeg. Den yngste kigger på mig med et skævt smil: ”Han skal bare arbejde, indtil han kan søge igen, mor. PAPRIKA STEEN ALL THE WAY Det er sgu da Paprika Steen all the way.” Jeg kan ikke lade være med at smile. Paprika Steen er nemlig et stort forbillede i vores familie, fordi hun søgte ind på teaterskolen syv år i træk, aldrig gav op, kom ind til sidst og nu er en af landets største skuespillere. Min mellemste siger, at hans kammerat, der har søgt ind på arkitektskolen, vil gøre det samme. Så kigger min ældste datter på mig og siger, at hun også bare vil søge igen, så snart hun kan komme til det. Hun vil selvfølgelig undersøge, hvad der skal til for at komme ind, og så gå i gang med at finde en måde, hun kan opfylde kravene på. LÆS OGSÅ: Renée: Det er hyklerisk, hvis vi presser de unge MIN KROP FYLDES AF STOLTHED Og så sidder jeg ellers bare dér og mærker min krop fyldes af en kæmpe stolthed over den determination og vilje, de unge mennesker lægger for dagen. Ingen af dem har på noget tidspunkt talt om, at de vil søge en uddannelse, fordi de så er sikret et arbejde, eller fordi det er dér, de kan tjene flest penge. Nej, de drømmer og håber og mærker. Hvor vidunderligt er det ikke, at man overhovedet kan drømme? Og hvad er livet værd, hvis ikke man kan det? Det at ønske sig noget og vide, hvad man har lyst til – sikke en gave! Som i alt andet her i livet kan man få afslag. Men hvad er meningen med det hele, hvis ikke man alligevel skal gå efter det? JEG KRYDSER ALT, HVAD JEG HAR ”10.000 timer til Carnegie Hall” er en anden ting, vi altid siger i min familie. Det betyder, at man skal øve sig og øve sig og øve sig, hvis man vil blive dygtig til noget. Og han har fuldstændig ret, min yngste – når man har øvet sig og øvet sig og øvet sig, så må og skal det bare være Paprika Steen all the way. Så jeg krydser selvfølgelig alt, hvad jeg har, for dem alle sammen og trøster og tørrer de tårer, der måtte komme undervejs, for sådan er livet jo også! Kærlig hilsen Renée LÆS OGSÅ: Renée: Skal man gøre noget for at være noget?

Læs også