https://imgix.femina.dk/media/article/renee-6.png
Selvudvikling

Renée: Jeg er taknemmelig for vores sundhedssystem

6. november 2015
af Renée Toft Simonsen
I Danmark har vi et fantastisk system, hvor alle kan gå til lægen uden at skulle hive kreditkortet op af pungen, og hvor enhver kan blive opereret, hvis man har brug for de
Til dig, der er mellem 50 og 74, stod der i brevet. WHAAAT – det må være en fejl! tænkte jeg, den kategori kan jeg helt enkelt ikke identificere mig med! Men den var god nok, jeg er blevet 50, og der stod jo mit navn foroven. HOLD KÆFT, HVOR DET KØRER Brevet var en indkaldelse til en koloskopi – et tilbud, man automatisk får, når man bliver 50, om at blive screenet for tarmkræft. Tidligere på ugen havde jeg været til mammografi, en tur til øjenlægen for at få stærkere kontaktlinser, og ja – i næste uge skal jeg så have min første stifttand. Hold kæft, hvor det kører. IKKE MIT EGET FORFALD Men det var i grunden ikke mit eget forfald, der var pointen med denne klumme. Forfaldet kommer til os alle, vi må bare prøve at bære det med så stor værdighed, som vi hver især kan mønstre. Det, jeg ville fortælle, handlede om den taknemmelighed, jeg følte, efter at jeg havde været i kontakt med alle de her sundhedsmæssige instanser, hvor både mammografien og koloskopien var helt og aldeles gratis. Ikke nok med, at jeg bliver kaldt ind automatisk. Mit møde med de mennesker, der varetager opgaverne hands-on, har også været aldeles positivt. SE OGSÅ: Renée: Lad os fejre overgangsalderen DET KOSTEDE IKKE EN KRONE Begge steder kørte det helt stramt, uden ventetider, med venlige væsener, der gjorde, hvad de kunne, for at ubehaget skulle være så lille som muligt. Spørgsmål, de sikkert har besvaret en million gange, blev besvaret endnu en gang med et smil. Og det allerbedste var, at det ikke kostede mig en krone. Jeg blev ikke tilbudt de her undersøgelser, fordi jeg havde råd til dem, men fordi jeg var kvinde og i den alder, hvor de skønnes nødvendige. Alle får de her tilbud, og for alle er det gratis. KOSTEDE EN FORMUE I NEW YORK Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en gammel veninde i New York, som jeg talte med for ikke så længe siden, der fortalte, at det havde kostet hende en formue at blive syg og opereret. Tænk, at vi stadig bor i et land, hvor vi kan komme på sygehuset helt gratis og være sikre på, at vi får al den hjælp, vi har brug for – alle sammen. Tænk, at vi bor i et land, hvor vi kommer på sygehuset, inden vi bliver syge, for at undgå at vi skal blive syge, helt gratis! DANMARK ER FANTASTISK Jeg er udmærket klar over, at sundhedsforsikringen har sneget sig ind i vores univers, og at det er blevet sådan, at dem, der har sådan en, nu kan komme foran i køen og måske endda få bedre lægehjælp end dem, der ikke har. Jeg kan kun beklage den udvikling. Men vi har stadig et fantastisk system i Danmark, hvor alle kan gå til lægen uden at skulle hive kreditkortet op af pungen, og hvor enhver kan blive opereret, hvis man har brug for det, uden at skulle sælge huset! Hvor heldig har man lov at være? Kærlig hilsen Renée

Læs også