https://imgix.femina.dk/media/article/renee-9_0.png
Selvudvikling

Renée: Er du til stede med dit barn?

24. maj 2016
af Renée Toft Simonsen
Venskab, tryghed, tillid og nærvær. Når vi bruger disse ord til at udtrykke os med, så stiger chancen for, at andre hører os med empati og medfølelse
Forleden læste jeg et indlæg på nettet fra en far, som er uddannet i socialvidenskab og pædagogik og arbejder som certificeret træner i ikke-voldelig kommunikation med speciale i genoprettelse af værdighed efter voldelig konflikt. UNIVERSELLE BEHOV UANSET ALDER Under en træningstime med en 5.-klasse, hvor overskriften er: Plads til alle, trivsel og konflikthåndtering, lægger han 60 behovskort ud på et gulv med ord som: Venskab, tryghed, tillid, nærvær, intimitet, beskyttelse, fred, ro, læring, accept og mad. Alle sammen universelle behov for os mennesker, uanset hvor gamle vi er, eller hvor vi kommer fra. Ifølge hans erfaring er det sådan, at når vi bruger disse ord til at udtrykke os med, så stiger chancen for, at andre hører os med empati og medfølelse. ALTID PÅ SIN SMARTPHONE Den omtalte far beskriver så, hvordan alle ungerne sidder rundt om de her ord og nu skal fortælle om, hvilke behov de kunne tænke sig at sætte fokus på i deres eget liv – og pludselig er der en pige, der siger, at det, hun allerbedst kunne tænke sig, var at lave mad sammen med sin egen far, men det har han bare aldrig tid til, fordi han altid er i gang med sin smartphone. LÆS OGSÅ: Renée: Sæt tempoet ned, når du får børn SAVNER VENSKAB MED MOR OG FAR Faren spørger videre og hører ungerne én ad gangen. Den tredje, der får ordet, er en knægt, og han begynder bare at græde. I hånden holder han ordet nærvær. Han forsøger at sige noget, men kan ikke komme i gang, fordi han græder så meget. Lige efter er der en pige, der begynder at græde, mens hun holder ordet venskab i hånden. Faren spørger pigen, hvorfor hun græder, og hun fortæller, at hun savner venskab med sine forældre. De har bare så travlt hjemme hos hende. Om morgenen taler de hårdt til hinanden, når de skal ud ad døren, og når hun kommer hjem, så har de travlt med at lave mad, og bagefter skal der ryddes op, og så skal forældrene lige sidde ved computeren. ET KÆMPESTORT KOLDT SORT HUL Det ender med, at flere børn begynder at græde, og læreren må hente servietter at tørre de røde øjne med. Da der er grædt færdigt, samler faren hele flokken tæt omkring sig i en rundkreds, og så falder der endelig ro over børnene, mens de sidder og lytter interesseret til hinanden. På et tidspunkt spørger faren den første dreng, der begyndte at græde, om, hvad ordet nærvær betyder for ham? Efter at have tænkt sig godt om svarer drengen, at det handler om ”at blive oplevet af sin far”. Så spørger faderen, hvordan det føles IKKE at blive oplevet af sin far, og drengens svar tror jeg bare skal stå helt alene her til sidst, for han oplevede det som ”at have et kæmpestort koldt sort hul indeni”. Kærlig hilsen Renée Skriv til FEMINA, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Renée mener”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Læs også