Renée: Er det mon i dag, flyet styrter ned?

Jeg sidder i Billund Lufthavn og venter på flyet til mit elskede Malaga. Imens læser jeg en artikel med et interview med vores kloge Århus-biskop, Kjeld Holm. Ved du, at du engang skal dø Han fortæller om en episode, hvor han også sad i en lufthavn og ventede, og hvordan han kom til at overhøre en telefonsamtale med en ung mand, der var yderst tilfreds med sin virksomheds vokseværk, velstand og vækst. Mens Kjeld Holm sidder og lytter til samtalen, får han lyst til at prikke den unge mand på skulderen og spørge ham: ”Undskyld, men ved du, at du engang skal dø?” Den måde, den unge mand talte på, vidnede nemlig ikke om, at han havde dét lille aspekt med i sine beregninger og overvejelser omkring sin virksomhed og den efterstræbte vækst. Lær af historien Kjeld Holm snakker videre i artiklen om netop det at være bevidst om, at vi engang skal herfra. At være bevidst om, at vores tid her på jorden er til låns fra den næste generation. Med tanke på, at tiden er til låns fra den forrige generation, og at vi skal aflevere den igen til den næste engang, bliver det uendelig vigtigt, at vi ikke kun tænker her og nu – men at vi i stedet tænker os selv ind i en lang række af generationer, der står på hinandens skuldre, og som derfor har alle muligheder for at lære af historien. LÆS OGSÅ: Renées klumme i sidste uge: Utroskab er noget af det, der gør allermest ondt Flyvskræk Da jeg er bange for at flyve, bliver jeg i tankerne ved med at cirkulere omkring det med, at vi alle skal dø, for det er jo nok sådan cirka den eneste ting, vi kan være fuldstændig sikre på her i livet. Jeg kigger rundt, mine tanker løber løbsk: Er det mon i dag, flyet falder ned? Kunne jeg være så uheldig at sætte mig ind i et fly sammen med én, hvis skæbne var beseglet, så det i dag var deres tur – og jeg så røg med i faldet? Det er ikke hendes tur Jeg får øje på en lille tøs på omkring seks år. Hun hopper op og ned, hun glæder sig til det, der ligger foran. Hendes hår er englehvidt, og hun er absolut yndig. Jeg bliver enig med mig selv om, at det umuligt kan være hendes tur nu. Som hun danser af sted der foran mig, har hun hele livet foran sig. Jeg bliver enig med mig selv om, at det nok skal gå med den her flyvetur. Lev livet, mens vi er her Og så må jeg pludselig grine lidt. For hele den tænkning, jeg har fordrevet tiden med, er fuldstændig og total meningsløs. Døden kan IKKE regnes ud. Alle bliver ramt en dag, og der findes ingen gud på en hvid sky, der sidder og vælger, hvornår du skal af sted. Døden er fuldstændig og aldeles vilkårlig. Det eneste, vi kan gøre, er at leve et anstændigt, værdigt og dannet liv, mens vi er her. Som Kjeld Holm siger: Pludselig er vi her ikke mere – så vi må hellere komme i gang! Kærlig hilsen Renée