https://imgix.femina.dk/media/a76dce6ff187468dbbac6f910b618beb_5.jpg
Selvudvikling

Når skilsmissen rammer mere end to

5. september 2012
af Renée Toft Simonsen
De tanker og følelser, man har omkring egen eller andres skilsmisse, er måske ikke alle sammen nogle, man deler med de børn

Jeg fik for nylig et brev fra en kvinde, der var blevet skilt fra sin mand. Hun skrev, at skilsmissen nok var noget af det sværeste, hun havde gået igennem i sit liv. Sådan tror jeg mange mennesker føler det, når de bliver skilt. Især hvis man har været sammen i mange år, og især hvis man har børn sammen.

Skade børnene
En skilsmisse er helt enkelt et af livets traumer og noget, der kan tage mange år at komme over. Men denne her kvinde skrev til mig om noget af det, hun syntes havde været allersværest omkring hendes skilsmisse og en af de ting, vi ikke så ofte beskæftiger os med, når nogen bliver skilt: Omgivelserne og deres måde at tackle det på. Sladder, snak, stillingtagen og det at skulle vælge side - hvilket omgivelserne undertiden kan føle sig presset til - kan nemlig ifølge denne kvinde gøre stor skade, når der f.eks. er børn involveret.

Renées klumme i sidste uge: Godt man ikke bor i dagpengeland

Børnene tog afstand
Samtidig er forældrenes snak med børnene fra hver deres vinkel også virkelig noget, der er svært. Det var nøjagtig det, der var sket i hendes egen skilsmisse. Børnene, der var store, var åbenbart blevet involveret i omgivelsernes syn på, hvorfor hun ville skilles. Samtidig var det åbenbart også sådan, at eksmanden talte med børnene om mange af de ting, der i grunden burde være blevet blandt de voksne. Det endte desværre med, at børnene tog afstand fra deres mor, hvilket var uendelig smertefuldt for hende, det siger sig selv.
I sit brev til mig skrev hun: "Konflikterne kom, fordi mine børn i bund og grund bare gerne ville have lov til at elske både deres mor og deres far, og omgivelserne gjorde det besværligt for dem ...".

Voksne skilsmissebørn

Vær voksne
Jeg syntes, denne kvindes brev var væsentligt i forhold til at minde os om at være voksne, når enten vi selv eller nogen tæt på os bliver skilt. Måske minde os om, at det i realiteten er en sag mellem to mennesker, en sorgfuld og svær sag og noget, man ikke nødvendigvis behøver at fælde dom over. Og hvis man har tanker og følelser i forbindelse med egen eller andres skilsmisse, er de tanker og følelser, man har, måske ikke alle sammen nogle, man deler med de børn, hvis forældre er blevet skilt?

Kærlig hilsen
Renée

Læs også