Plejemor
Selvudvikling

Mor til fem fik en plejedatter: "Hun gik direkte i hjertekulen på mig"

For fem år siden trådte 12-årige Natascha ind i Jette Hill Ludvigsens forretning – og i hendes hjerte. For da det gik op for Jette, at Natascha var blevet tvangsfjernet og boede på børnehjem, tilbød Jette sig selv som plejemor.

Mor til 5 blev plejemor

Da jeg var lille, sagde min far altid til mig: "Det er tilfældigt, hvilken rede man havner i som barn, og I er havnet i en god rede." Hans ord har bidt sig fast i mig. For tænk, en god rede, vores fem unger har – og når man har en god rede, så kunne det jo være, at man kunne rumme et barn mere.

Jette Hill Ludvigsen har fem biologiske børn: Carmen på 6, tvillingerne Zoe og Amanda på 13, Sebastian på 15 og Louis på 17. Og for fem år siden fik Helle og hendes mand en datter mere: Deres plejebarn Natascha.

En vidunderlig pige

Jette er journalist og tidligere TV-vært, men i dag er hun indehaver af en livsstilsforretning i Vanløse, og det var netop butikken, der for år tilbage dannede rammen om et af de mest skæbnesvangre møder i Jettes liv.

– Det er den der følelse af, at man går ud ad en landevej, og pludselig kommer der en sidevej. Og ups – den havde man ikke lige set, at man skulle ned ad. Sådan en sidevej var Natascha, smiler Jette.

– Jeg er på arbejde en lørdag, og ind i min forretning kommer Natascha, der er 12 år på det tidspunkt, sammen med sin mor. De to summer lidt rundt i butikken og kigger på en jakke, og Natascha får hurtigt øje på et billede af mine biologiske børn, som jeg har hængende i forretningen. Hun kan genkende min ældste søn, Louis, og det viser sig, at de to går i parallelklasse – så vi falder hurtigt i snak, fortæller Jette.

På et tidspunkt skal Nataschas mor over i banken og hæve penge – og mens hun er væk, fortæller Natascha, at hun bor på børnehjem. Hun har boet hjemme hos sin mor, indtil hun blev 10 år, og derefter er hun blevet tvangsfjernet. Ikke på grund af misbrug eller misrøgt – men fordi hun er kommet i klemme i forældrenes ulykkelige skilsmisse og er blevet kastebold mellem mor og far. Efter en periode med stress-symptomer bliver pigen en dag hentet i hjemmet i Nordjylland og kørt direkte til et børnehjem i København.

– Da Nataschas mor kommer ind i butikken igen, siger jeg: "Du skal lige vide, at din datter har fortalt mig det og det." Og så begynder en ærlig og fortrolig snak. Moderen er rigtig sød, og selv om hun har nogle psykiske udfordringer, kan jeg tydeligt mærke båndet mellem mor og datter. Det er mærkeligt at møde en pige, der elsker sin mor så højt – og en mor, der elsker sin datter så højt – og så er de blevet flået fra hinanden.

 

LÆS OGSÅ: Helle mistede to børn: "Jeg vil altid være mor til fem"

Jesus Christ, hvad siger min mand?

Jette taler i timevis med Natascha og hendes mor, og mens kunderne må passe sig selv i butikken, begynder en tanke at spire hos Jette.

– Jeg kan huske, at jeg stod der og tænkte: "Hvor er den pige dog vidunderlig." Så jeg spurgte – uden at love noget – om Natascha kunne forestille sig at bo i en familie med mange børn. Det sagde nærmest jackpot i hendes øjne, og så brød vi grædende sammen alle tre, mens vi krammede hinanden. Først da jeg var på vej hjem, tænkte jeg: "Jesus Christ, hvad siger min mand nu!" griner Jette og tilføjer:

– Altså, han så lidt træt ud i øjnene, dengang jeg kom og sagde, at jeg gerne ville have barn nummer fem – og nu var jeg på vej hjem for at fortælle ham, at jeg var klar til at rumme et plejebarn.

Jettes mand David er fra Australien og kommer fra en familie med åbne arme.

– Og da jeg spurgte ham, sagde han bare: "Selvfølgelig skal vi det." Han er bare rummeligheden selv. Og vi har det begge to sådan, at vi gerne vil have et åbent hjem med masser af børn omkring os, smiler Jette.

Men I har jo fem børn i forvejen. Hvad er du lavet af?

– Jeg kan ikke forklare det, men den pige brændte sig direkte ind i hjertekulen på mig. Så det der med at sige: "Hej hej, kan du have et godt liv" – det KUNNE jeg simpelthen ikke. Men det handlede også om, at vi var ret sikre på, at hun sagtens ville kunne glide ind i flokken. Vores børn er enormt sociale og udadvendte, så vi tænkte, at det ville de godt kunne rumme.  

 

Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere

Barn, der blomstrer

Natascha lander trygt i Jettes rede og går i gang med at ryste børnehjemmet af sig. 

– Man kunne tydeligt mærke, at Natascha ikke var blevet "hjulpet på vej" af personalet på børnehjemmet. Hendes øjenbryn var vokset sammen, hun havde fodvorter – og hun gik i dårligt, syntetisk tøj, der fik hende til at lugte. Og når man ikke er soigneret, står man bare ikke forrest i køen, når det handler om at få venner og veninder. Det er også lidt svært at komme og sige: "Vil du med hjem og lege – jeg bor på børnehjem," siger Jette med alvor i stemmen. 

Øjenbrynene er for længst blevet plukket og fodvorterne fjernet – og her fem år senere er Natascha sprunget ud som en livsglad ung pige, der klarer sig godt på alle platforme.

– At se et barn blomstre op på den måde – man tror det næsten ikke. Jeg bliver så rørt, når jeg ser hende danse ned ad villavejen i godt selskab med håret flagrende. Hun er vanvittigt klog og empatisk, hun har fritidsjob og masser af venner, hun bliver inviteret til fester, hun har en kæreste. Det har overrasket mig, hvor stor en forskel man kan gøre på fem år. Og jeg tror meget, det handler om, at vi begge har valgt hinanden TIL. Vi er ikke politibetjente, men forsøger at guide hende og vise hende nogle gode stier i livet.

 

LÆS OGSÅ: Simones far døde af kræft: "Det giver mit liv mening, at han fik den afsked, han fik"

Har ikke parkeret en mor 

 "Natascha, nu har du en ny mor," lød det fra Nataschas biologiske mor, da hendes datter flyttede ind hos Jette.

– Og her måtte jeg i største respekt for hendes mor sige: "Jeg vil gerne være bonusmor, men hun har DIG," fortæller Jette om episoden. Og netop rummeligheden over for de biologiske forældre har været helt afgørende. 

– Nataschas mor kalder mig "prinsesse" og giver mig blomster hele tiden. Hun kommer til middag på lørdag, og vi har også været på ferie sammen med Nataschas far. For det duer ikke at tænke: ”Nu overtager vi det her barn” – forældrene er der jo stadig.

Men hvordan har du tacklet den bagage, Natascha har haft med? 

– Det har handlet meget om at føle os ind på hinanden, og selvfølgelig har der været bump på vejen. Det første år, Natascha boede her, fik hun indimellem det, jeg kalder et meltdown. Ofte bundede det i, at hun var skuffet over, at hendes far havde glemt at ringe – eller at hun havde haft et sammenstød med sin mor. Og her har jeg forsøgt at hjælpe Natascha med at navigere i de balancer og ubalancer, hun oplever, fortæller Jette og fortsætter:

– Men nogle gange er det også bare en befrielse at få det hele UD af kroppen. Jeg kan huske en dag, hvor Natascha var ked af det. Så gik vi ind og hentede en gammel, grim porcelænselefant, som en af børnene havde købt på et loppemarked. Vi satte elefanten ud på fortovet og begyndte at hamre løs på den, så den smadrede i tusind stykker. Og SÅ grinede vi – fra at Natascha havde siddet med tårerne trillende ned ad kinderne blev trykket bare lettet, griner Jette.

Men har Nataschas udfordringer ikke skygget lidt for de andre børn?

– Tværtimod – hun er en gave til familien, og der har været så mange sjove og søde og skæve episoder. Især mine tvillinger på 13 synes, det er det fedeste i verden at have fået en storesøster.

Har du de samme følelser for Natascha, som du har for dine egne børn?

– Jeg har ikke båret hende i min mave, men derfor er hun stadig i mit hjerte. Den omsorg, jeg har for hende, er fuldstændig som den, jeg har for mine egne børn. Hun er en del af familien – og hun kan bo her, så længe hun vil. 

Og så sætter damen med det utrolige overskud lige trumf på.

– Vi kunne godt finde på at gøre det igen. Da jeg var ude på børnehjemmet, så jeg en lille dreng, der lignede Emil fra Lønneberg. Han stod og kiggede på mig med sine store øjne. Som om han tænkte: "Hvornår mon JEG får en ny familie?" 

Læs mere om: