https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/dig-og-dit-liv/taet-paa-dig/2012/06/1223-2-kvinder-saadan-har-vi-det-med-vores-krop/1223-2-noegne-kvinder-om-deres-krop-art.jpg
Selvudvikling

Mor & datter: Sådan har vi det med vores krop

11. juni 2012
af Isabella Hindkjær Redigeret af Charlotte Hallbæck
Foto: Sif Meincke
Den evige sammenligning: Mor og datter. Uanset om du forbander jeres fælles tykke lår eller forguder D-skålen, du aldrig fik, er din mors krop dit bedste bud på et kig ind i fremtiden. Her fortæller to modige kvinder – en mor og en datter - om at have den krop, de nu engang har

Maria Fabregat, 25 år: "Min mor har verdens flotteste bryster"

• Pædagogmedhjælper
• Højde: 168 cm. Vægt: 56 kilo. Bh-størrelse: 75 A
• Bor i København. Kæreste med Scott, 29 år

Faktisk ligner jeg ikke min mor ret meget. Min far er spanier, og jeg har arvet det meste af mit udseende efter hans familie. Folk undrer sig nogle gange over, at jeg er så hvid i huden, når jeg er halvt spansk, men sådan ser alle i min familie ud. Jeg kan se helt syg ud om vinteren, fordi jeg bliver så bleg, og jeg tager altid faktor million på, når jeg er i solen.

Jeg synes, jeg har en flot krop. Det lyder måske selvfedt, men jeg er faktisk bare ret glad for min krop og har ikke rigtig lyst til at ændre på noget. Jeg er særligt tilfreds med min numse. Den sidder godt, og den er hverken for stor eller for lille. Den er lige, som den skal være, og den bliver ofte komplimenteret af mænd.

Min mor har verdens flotteste bryster. Tænk at være i hendes alder og have sådan nogle! Hvis man lavede blyantstesten, ville hun helt klart bestå. Dem har jeg ikke arvet, men det gør ingenting. Det er pissefedt, at de er små og bare sidder, som de skal. Hvis jeg kan undgå det, går jeg helst ikke med bh. Kun hvis det er en trøje, som er lidt gennemsigtig, og folk synes, det er vulgært. Så må jeg jo hellere tage en bh på.

Mit kropsprincip er, at jeg ikke vil tælle noget som helst. Hverken kalorier eller kilo. Det handler kun om, hvordan jeg har det. Det er også derfor, jeg træner - ikke for at ændre på min krop. Jeg ved godt, at uanset hvor meget jeg træner, får jeg aldrig en tynd modeltalje, for det ligger bare ikke i mine gener.

For nogle år siden var jeg på rundejse i Asien, hvor jeg tabte mig enormt meget. Jeg lignede næsten et anoreksitilfælde. Dér tog min ekskæreste fat om livet på mig og sagde: "Ar-rj, kan du ikke bare altid være sådan her!" og mente det nok som en kompliment ... men sådan opfattede jeg det slet ikke. Jeg blev sur over, at han havde en idé om, at det var sådan, jeg skulle se ud. Jeg tog da også på igen, efter at jeg var kommet hjem.

Læs også: Der er sgu da ikke nogen, der gider at følge med i en tyk piges liv

Ulla Fabregat, 63 år: "Jeg kan sagtens klare, at der er en delle på maven"

• Sygeplejerske
• Højde: 158 cm. Vægt: 58 kilo. Bh-størrelse: 75 D
• Bor København. Fraskilt; kæreste med Lars, 60. Mor til Line, 36, og Maria, 25 år

Jeg var langt mere usikker omkring min krop end Maria, da jeg var yngre. Benene var for korte og numsen for stor. Derfor synes jeg, det er pragtfuldt, Maria har langt større tro på sig selv. Det er jeg glad for, for det må jeg have været medvirkende til. På den ene eller anden måde.

Mit problem er ikke så meget min størrelse, men mere at jeg har ændret facon med alderen. Jeg føler, jeg er nødt til at have løse toppe på, for fedtet sætter sig på maven. Jeg kan sagtens passe mine jeans, som er størrelse 28, selv om der falder lidt ud over.

Da jeg var ung, havde jeg faktisk en hel del tilbedere. Men jeg vidste ikke rigtig, hvad de tilbad mig for. Det var nok min udstråling. Jeg tror, jeg havde noget sexappeal. Tag nu sådan én som Marilyn Monroe. Hun var jo også bare en lille lort med tykke lår ligesom mig ...

Som sygeplejerske tænker jeg tit over, at min mor, far og morfar alle sammen døde af kredsløbssygdomme. Jeg har tit sagt til Maria, at vi ikke må blive enormt bulede, særligt ikke omkring maven. Derfor er jeg også begyndt at motionere med en hulahopring om morgenen, for det er så let at gøre, mens man alligevel står og ser TV. Jeg spiller også badminton med mine veninder, løber lidt og arbejder i haven.

Lige omkring overgangsalderen stod jeg ofte foran spejlet og trak lidt op i ansigtshuden, fordi den godt måtte være lidt strammere. Det gør jeg faktisk ikke så meget mere. Selv om forfaldet sker meget hurtigere nu, bliver man mere afklaret med alderen. Man hviler i sig selv, og derfor accepterer du også tingene, som de er. Samtidig bliver man bevidst om, at livet ikke er uendeligt, og i min alder er det vigtigste bare, at man er sund og rask.

Det er skægt, for når jeg ser 10-15 år tilbage, tænker jeg: Du så sgu godt ud. Jeg fik Maria, da jeg var 37, og når jeg ser billeder fra dengang, synes jeg, jeg var pisseflot. Jeg havde korset på og stort krøllet hår. Hvor er det ærgerligt, at man ikke bare kan være mere tilfreds i nuet.

Se resultaterne af FEMINAs store kropsundersøgelse

Læs også