https://imgix.femina.dk/media/7dd2533e73fb453ab3f66e5a643c5c0a_1.jpg
Selvudvikling

Min svigermor er overbeskyttende

20. marts 2012
af Renée Toft Simonsen
Hvad gør man, når svigermor overtager førertrøjen, når det gælder dit barn?


Kære Renée.

Jeg har brug for hjælp i forhold til en situation, der fylder meget for mig og har gjort det i lang tid. Min mand og jeg blev forældre til en sund og rask pige for et år siden, og det går rigtig godt. Men min svigermor er meget bekymret anlagt - MEGET - og det smitter af på min mand. Jeg oplever det som stressende og sygeligt, at de så ofte er så bekymrede, og jeg oplever, at det er min svigermor, der sætter sving i bekymringerne. Jeg ved jo godt, at hun bekymrer sig, fordi hun elsker min datter, men jeg er ved at blive skør, og jeg kan mærke, at jeg lægger afstand til hende, og at det stresser mig, da der ikke er hold i bekymringerne. Har min datter f.eks. feber nogle dage, maler hun alle mulige vilde scenarier op om, hvad det kan være, og det påvirker min mand, hvilket påvirker vores forhold. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige eller stille op, men jeg ved, at jeg ikke kan holde det ud. Jeg vil så gerne tale med hende om det, men hun bliver meget let såret (vi har tidligere misforstået hinanden) - min mand forstår ikke alvoren fra min side (at det er ukonstruktivt, og at det virkelig går mig på). På opfordring fra min mand og svigermor har jeg ofte været hos lægen med små ting, som de har blæst op - og der har aldrig været hold i bekymringerne. Hvordan skal jeg tackle det, så det får ende? Jeg håber at høre fra dig.

Kh. Cecilie

Kære Cecilie.

Det lyder ærlig talt lettere ulideligt, det, du dér kæmper med. Det er dit første barn, og selvfølgelig er du meget modtagelig over for, hvad andre mener, tror og tænker. Samtidig vil du jo det bedste for dit barn og vil nødig begå fejl, så du reagerer måske på ting, du normalt ikke ville reagere på. Det er en sårbar situation at være mor for første gang, og derfor synes jeg ikke, din svigermor viser stor fornemmelse for netop den sårbarhed i situationen, når hun gør, som hun gør. Det er ærgerligt, men sådan kan livet også være. Jeg synes dog, du skulle forsøge at få hende stoppet på en eller anden måde. Og i den manøvre tænker jeg, du nok bliver nødt til at være ret direkte. Jeg mener - når hun ikke af sig selv tænker dig og din status som førstegangsmor ind i sine ytringer, kan det måske blive vanskeligt at få hende til at se det fra den side, hvis du er for vag i betrækket? Så: På med vanten, sig til hende, du har brug for en snak, byd hende på kaffe og kage, og forsøg at gøre det hyggeligt. Og sig det så til hende, fuldstændig som det er. Men husk, tal ud fra din egen synsvinkel, altså ud fra, hvad der sker inde i dig, og ud fra de følelser, der bliver vækket hos dig, og hvad det gør ved dig. Du behøver faktisk ikke at komme med kritik af hendes adfærd. Du kan nøjes med at beskrive hændelsen og så fortælle hende, hvad det gør ved dig, når hun er på den måde. Hvis du afholder dig fra at sige noget om det, hun gør, og fra at komme med kritik, så tænker jeg, dine chancer for at blive hørt er langt større, og du slipper for at sidde over for en kvinde, der går i forsvarsposition uden at høre noget som helst af, hvad du har brug for, hun skal forholde sig til. Ud fra hvad du beskriver om den måde, din mand har forholdt sig på indtil nu, så tror jeg bare, du skal holde ham uden for det her. Det er dig, der har et problem med hende, ikke ham, så det er dig, der må gøre noget ved det. Tag svigermor ved hornene! Gør du det blidt, men bestemt, så tåler hun det nok.

Kærlig hilsen Renée

Læs også