https://imgix.femina.dk/media/7dd2533e73fb453ab3f66e5a643c5c0a_4.jpg
Selvudvikling

Min mand er flov over mine penge

24. september 2011
af Renée Toft Simonsen
Foto: All Over Press
Skal kvinder holde det for sig selv, hvis de tjener mere end manden?

Kære Renée.

Jeg er en kvinde på 42, der har et godt job med en god løn - det er der naturligvis ingen problemer i. Men min mand gennem 15 år er ikke helt vild med, at jeg gennem årene har fået bedre løn end ham (da vi mødtes, tjente vi stort set det samme, nu tjener jeg ca. 15.000 mere end ham om måneden). Han ved godt, det er pjattet, og da vi har fælles økonomi, sætter han pris på de muligheder, "mine" penge giver, men han vil helst have, at vi ikke taler om det til vores venner. Er det bare mig, der synes, at vi må være nået længere i 2011? Vi deles naturligt om det praktiske derhjemme, og min mand fik ros af alle, da han tog barsel med vores to piger, men jeg må ikke nævne, at jeg tjener mere end ham - det er da fjollet. Det har jo intet med ham at gøre, men jeg føler, at jeg skal lægge låg på min succes.

Kærlig hilsen
Anne

Kære Anne.

Jeg synes, det er et svært spørgsmål, du stiller. Det at tale om penge kan nemlig godt være svært for nogle mennesker, mens det ikke rører andre en døjt. Personligt har jeg aldrig brudt mig om at tale om, hvad jeg tjente, til nogen, mens jeg gerne snakker om penge generelt. Men jeg tænkte faktisk, da jeg læste dit brev, at når nu din mand føler sig ramt (om det er på hans maskuline identitet eller andet, der gør det), hvorfor så ikke respektere hans ønske? Det tror jeg, at jeg selv ville sætte pris på, hvis det var mig, der havde det sådan. Samtidig er det selvfølgelig vigtigt, at du ikke sidder med en følelse af at lægge låg på din succes. Så derfor tænkte jeg, om ikke det var muligt at finde en måde at tale om din succes på uden at nævne, hvad du eller han tjener? For i grunden behøver ingen jo at vide, hvad nogen tjener, for at høre om de bedrifter, man udfører på sit arbejde. Du kunne sagtens fortælle, at du er blevet forfremmet, at du nu tjener ret godt eller har fået chefens anerkendelse, uden at du siger, hvor meget du får for det i kroner og øre, og uden at din mands indtjening bliver blandet ind i det.

Kærlig hilsen
Renée

Læs også