Mie stod til 15 år i russisk fængsel: Jeg startede med at græde, og så kunne jeg ikke stoppe igen

De russiske kystvagter har bordet Greenpeaceskibet Arctic Sunrise og er ved at føre det ind til Murmansk i september 2013. Der er 28 aktivister og to freelancejournalister om bord. Greenpeace har lavet en aktion ved en af det russiske olieselskab Gazproms borerigge i Arktis for at protestere mod olieboringer i området.

Greenpeaceaktivist og næsten færdiguddannet styrmand Anne Mie Roer Jensen er ikke blind for, at hun er med i en provokation. Men reaktionen har hun alligevel ikke lige set komme.

Kystvagterne har fortalt skibets ombordværende, at de bare skal ind og vende et par timer i Murmansk. Så er der jo ingen grund til at tage noget med .., tænker Anne Mie Roer Jensen. Hun sætter fødderne på russisk jord uden andet end det tøj, hun går og står i.

De næste 16 dage i russisk fængsel er hun iført de samme trusser. Godt nok går hun ind for en bæredygtig verden, men alligevel ...

– Mit første par rene trusser efter de 16 dage – det var en STOR dag i Mies liv.

LÆS OGSÅ: Det bliver nemmere at være til, jo ældre man bliver, siger forfatteren Helle Helle

Kunne ikke genkende sig selv

Appelsinen på dag 45 er også mindeværdig. Først efter omkring 100 dage – en stor del af dem med en trussel om 15 års fængsel for pirateri hængende over hovedet – kan hun forlade Rusland den 27. december 2013 og vende hjem til Danmark, hvor alle pludselig ved, hvem Anne Mie Roer Jensen er. Eller tror, de ved, hvem hun er. For der var bygget et mediebillede op af hende, som hun ikke kunne genkende. Pludselig var hun blevet vegetar, kunne ikke finde på at slå en myg ihjel, og alt hendes tøj var selvfølgelig økologisk.

Ingen af delene er rigtigt. Hun hed også Anne Mie, hvilket hun faktisk ikke hedder – hun har altid bare heddet Mie.

– Det var helt åndssvagt. Måske er det noget, folk symboliserer med Greenpeace. Så skal man bare være helt øko ... Jeg var i hvert fald sat i den bås. Men jeg er ikke mere eller mindre grøn end så mange andre.

Jeg er trods alt bare et menneske. Men altså også et menneske med holdning.

– Jeg vil gerne leve i en verden, hvor bygningerne stadig er hvide i stedet for forurenede på grund af alt vores overforbrug. I en verden, hvor man tænker sig lidt mere om. Vi kan ikke hurtigt nok få den nyeste model af et eller andet og få smidt den gamle ud. Ingen af os er rigtig bevidste om, hvor fanden de ting, vi bruger, kommer fra, eller hvad det egentlig kræver af energi at producere dem. Så det er vigtigt, at nogen råber højt. Ellers ville det eskalere endnu mere åndssvagt, end det gør i forvejen. Virkeligheden er styret af penge, magt og grådighed.

Kroppen var i chok

I fængslet havde Anne Mie endelig fået lov til at tale med den danske konsul. Som forklarede hende, hvordan tingene hang sammen. Truslen om 15 års fængsel blev pludselig håndgribelig.

– Jeg startede med at græde, og så kunne jeg ikke stoppe igen. Det varede i 24 timer. Kroppen var i chok. Jeg var i en fase, hvor det kunne være hvad som helst, der var galt. Måske var maden ikke god nok. Så begyndte man at græde. Måske var der en krølle på puden, som skulle have været i det andet hjørne. Så var det en årsag til at græde. Det var bare 24 timer, hvor jeg græd lige meget hvad. Og i fængslet kørte der en konstant radio i dagtimerne. Den var så høj, at man ikke kunne snakke sammen imellem cellerne. Og jeg kom lige fra søen, hvor der er meget stille. Al den lyd var en stor stressfaktor for mig. En time dagligt blev vi luftet. Vi fik lov til at gå rundt i en ring i en gård. Radioen var også i gang derude. Det var simpelthen bare puuh ha ...

LÆS OGSÅ: Jeg er blevet bedre til at finde ind til, hvad der er vigtigst, siger Magnus Heunicke

Prøveløsladt

Efter 67 dage bag tremmer lykkedes det: Greenpeace betalte cirka 340.000 kroner i kaution for at få Mie på prøveløsladelse. Hun boede på hotel i Sankt Petersborg sammen med de andre prøveløsladte aktivister.

De havde krisepsykologer, og det har ”været godt mentalt set”. De måtte ikke forlade byen. Det foruroligende spørgsmål var, om det værste var overstået eller ej.

– Den følelse tror jeg vi alle sammen havde. Vi fik at vide, at vi var kommet ud på amnesti, men vi havde ikke tilladelse til at forlade landet. Jeg kæmpede virkelig hårdt. Jeg havde gang i alle de høje herrer. Samtlige chefer og gud og hvermand og advokater og tolk og hele svineriet. Jeg ville have dem til at forstå, at nu skulle jeg altså forlade landet. For jeg skulle hjem til mine afsluttende eksaminer. Man HAR jo noget at kæmpe for.

Hun siger det grinende i erkendelse af, at Ruslands præsident Vladimir Putin nok var ret ligeglad med, om hun fik sin styrmandseksamen eller ej. Og hvad nu hvis OL ikke indirekte havde været hendes adgangsbillet til amnesti? Hvis hun havde fået de 15 år ...

– Det har jeg også spekuleret over. Det havde været grumt. Så var vi nok røget i arbejdslejr. Så havde jeg været hjemme, når jeg var 41 år. Det ville også være lidt bittert ... Det var muligt at smugle breve frem og tilbage. Meget hemmeligt og igennem diverse folk. Og der kørte en joke på et tidspunkt: ”Livet er ikke slut, bare fordi man er 41, der er en masse muligheder, i den her karriereverden får folk også først børn sent, så du kan nok godt finde en eller anden gut på gaden til den tid!”.

Massiv støtte

Mie har ikke tænkt sig at tage til Rusland igen.

– Den sidste besked, jeg fik, var, at jeg er blacklistet de næste 50 år. Sagen kører jo stadigvæk. Uanset hvad havde jeg nok alligevel ikke tænkt mig at komme tilbage og lave noget lige foreløbig. Der er visse steder, jeg ikke lige tager hen og laver noget højrisikabelt.

Er der en konklusion? Måske:

– Det gode ved det, der skete i Rusland, er, at over fem millioner mennesker har tilkendegivet på de sociale medier, at de støtter, at vi skal gøre noget imod arktiske olieboringer. På den måde har det åbnet en masse menneskers øjne. Og det er superfint, at det når ud til mine egne jævnaldrende, for efter min mening er vi en generation af storforbrugere, så det siger sparto.

1. oktober meddelte de russiske myndigheder, at de har indstillet efterforskningen, og Mie og de andre aktivister kan nu endelig ånde lettet op.

Læs hele interviewet med Anne Mie Roer Jensen i denne uges FEMINA

LÆS OGSÅ: Jeg er er blevet far med kæmpe F, siger Manu Sareen efter sin skilsmisse