https://imgix.femina.dk/media/article/1612_maria_rossing.jpg
Selvudvikling

Maria Rossing fra ”Bedre skilt end aldrig”: Den perfekte skilsmisse findes ikke

18. marts 2016
af Susse Wassmann, redigeret af Charlotte Hallbæck
foto: Carsten Seidel
Maria Rossing fra TV-serien ”Bedre skilt end aldrig” har selv været igennem et brud, hvor hun helt mistede fodfæstet og bare græd og græd og græd. Og kom igennem det. Og blev hel igen. Det gør man.

Det kom fuldstændig bag på hende, for hun var forelsket til op over begge ører i sin nye kæreste, skuespillerkollegaen Morten Suurballe. Alligevel røg Maria Rossing ind i en voldsom følelsesmæssig krise, da hun måtte sige farvel til den kæreste, hun havde været sammen med indtil da.

– Det er den største krise, jeg har haft i mit liv, og det var ret sindssygt at opleve. For jeg var meget, meget forelsket i Morten, og der var ikke så meget tvivl om, hvad jeg skulle, men alligevel var der en enormt lang periode, der bare gjorde ondt. Jeg mistede fodfæstet fuldstændig og var i sorg for første gang i mit liv. Og jeg oplevede det dér med at være hægtet af, sat ud af spillet og være utrolig ked af det – samtidig med at jeg var enormt forelsket. Det var svært at arbejde med begge følelser på én gang, fortæller Maria Rossing.

Selv om hun aldrig har været gift, har hun ingen problemer med at sætte sig ind i Lines situation i Hella Joof og Mette Heenos TV-serie ”Bedre skilt end aldrig”, hvor Line og Martin forsøger at gennemleve den perfekte skilsmisse – hvilket ikke rigtig lykkes.

– Mette og Hella prøver at tage noget af skammen ud af en skilsmisse, lægge den på bordet og få set på den. Line og Martin skal død og pine kunne gå igennem det uden at gå i stykker, de skal være gode venner, og det hele skal foregå på en positiv og konstruktiv måde. De tror virkelig på det, men det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre, for det er en alt for stor sorg at blive skilt.

– I dag vil vi så gerne have, at skilsmissen skal være lige så perfekt som brylluppet, men jeg tror bare, der er nogle ting, man ikke kan hoppe over. Noget, som ikke er kønt. Og man bliver bare nødt til at tage hul på det og gå ind i det og være i det. Sorgen, raseriet, hadet – hvad der dukker op af følelser. Man kan ikke bare lege gode venner, hvis man ikke er det. Og måske bør man også lægge afstand for en tid. Sådan er det med alle store kriser. Suck it up, der er ingen vej udenom. Det var også det, jeg selv oplevede dengang.

Skilsmisse: 10 gode råd til dig, der har børn

Hvordan tacklede du så dit brud?

– Jeg græd og græd og græd. Hulkede! Det løb af mig i stride strømme. Og det tog lang tid. Når jeg oplever noget voldsomt, er jeg ikke typen, der kan gemme det væk. Jeg ER det. Det ses! Og Morten tacklede det ved at lade mig klare det selv, hvilket nok var meget smart af ham.

Crazy big love!

Maria Rossing havde kendt den 20 år ældre Morten Suurballe i nogle år, inden de blev kærester. De var kolleger på Det Kongelige Teater, hvor Maria Rossing har været ansat i 14 år, og da de for 11 år siden skulle landet rundt på turné med ”Figaros bryllup”, tænkte Maria: Shit! Det her kommer til at gå galt! Og det gjorde det. Eller ... galt og galt ...

– Det var crazy big love! Helt sindssygt og mod alle odds. Jeg var glad for min kæreste, men det dér kunne jeg bare ikke komme uden om.

Det sværeste er altid at gå

Er der noget, vores generation er blevet skudt i skoene, så er det, at vi er alt for hurtige på aftrækkeren til at gå fra hinanden, at vi er for magelige og egoistiske til at blive sammen og tage kampen op. Det mener Maria Rossing er en helt forkert beskyldning.

– Det er uretfærdigt, fordi den sværeste løsning altid er at gå fra hinanden. Og måske er vi bare en generation, som har haft nogle anderledes udfordringer. Vi er pisseforgældede, vi har haft for store ambitioner om, hvor flot det hele skulle være, og det har stillet os i nogle hårde situationer.

Fraskilt mor til syv: 5 tips til en lettere skilsmisse

Men selve dét at skulle gå fra hinanden er da lige så svært for vores generation som for alle andre. Så det er unfair at skyde os det i skoene.

– Det er da nemmere at blive, for helvede, og det er også dét, serien handler om. Man har ret til at være glad i det her liv, og hvis man holder op med at være det sammen og ikke har redskaberne til at blive det igen, så skal éns børn jo ikke vokse op med to forældre, der ikke kan holde hinanden ud. Det holder jo ikke. Man skal ikke lære sine børn, at det er en lidelse og et stort offer og noget, man bare må stå igennem, for enhver pris at blive sammen. Og hvis man bliver sammen for børnenes skyld, så giver man jo børnene skyld, mener Maria Rossing.

Mange betragter en skilsmisse som et nederlag – er det det?

– Det ved jeg ikke, om jeg synes. Vi har nok været lidt for interesserede i indpakningen og billedet af, at det hele skulle være så perfekt, og så har vi skjult det lidt, når vi ikke har haft det så perfekt. Når vi ikke har haft sex i lang tid, eller der har været perioder, hvor vi ikke har kunnet udstå hinanden. Det er da sørgeligt, hvis man ikke kan finde ud af det sammen, men ting er sørgelige indimellem. Man gør det så godt, man kan, som menneske. Og man skal altså også lige have de ydre omstændigheder med i sin dom. Jeg synes da, at det kan være fuldstændig crazy at få børn og arbejdsliv til at hænge sammen, det har jo direkte sammenhæng med skilsmisseraten. Det ER bare svært!, siger Maria Rossing.

Læs også