Selvudvikling

Julia Lahme: Til forsvar for hverdags-moren

Den helt almindelige hverdags-mor, der falder uden for klichéer og yderpunkter, hende, der henter pizza om onsdagen og vasker tøj i weekenden, hun findes ikke, ikke i debatten.

Her i Danmark har vi en fælles fornemmelse af, at børn, det er sådan nogle kortere mennesker, der bor hos én, indtil de er ca. 18. Indtil deres ungdomsuddannelse er slut, og indtil vi ikke har lovhjemmel til at opdrage dem til at gøre alle vores dårlige vaner til deres egne. Hvis det passer, så har jeg kun 10 år tilbage med min ældste, Elias, under samme tag som mig, og hele 14 med Sofus. Jeg har læst et sted, at børns basale personlighed er dannet, når de er seks år. Det betyder, at Elias allerede er resistent over for alle mine forsøg, og at jeg må overlade resten til skæbnen. Sofus, ham har jeg stadig et par år tilbage med, hvor jeg kan gøre det så godt, jeg overhovedet kan, og hjælpe ham til at blive det gavmilde, kærlige og tolerante menneske, jeg jo egentlig allerede er overbevist om, han er. Men moderskabet fylder. (Det samme gør det vist at være far, men eftersom du med overvejende sandsynlighed er kvinde, tillader jeg mig at koncentrere mig om mødrene blandt os).
 
Moderskabet fylder i de fleste samtaler, og for mange af os ligger ungerne hele tiden bagest i hovedet på os. Altid. I skrivende stund kører der en masse debatter om, hvordan man er en god mor. Det lader til, at der er to ekstremer, man kan vælge imellem: Skal man flytte på landet, føde sine børn i stuen og tygge maden for dem? Aldrig tænke på andet end dem? Skal man have karriere, au pair og planlagt kejsersnit? Aldrig nogensinde tænke på sine børn? Den helt almindelige hverdags-mor, der falder uden for klichéer og yderpunkter, hende, der henter pizza om onsdagen og vasker tøj i weekenden, hun findes ikke, ikke i debatten. Det gør til gengæld yderpunkterne: Den selvretfærdige måde, mødre forsøger at aftvinge offentligheden en eller anden form for bekræftende garanti på for, at man ikke har gjort noget forkert i forhold til éns egne livsvalg, er ved at være SÅ trættende.
 
LÆS OGSÅ: Anne Sophia Hermansen: Mens mor er til yoga, og far er til maraton
 
Som helt almindelig hverdagskvinde, der skræller de stramme jeans og de høje hæle af, når jeg kommer hjem fra arbejde, mener jeg faktisk, at det at træffe valg for mine børn, er nogenlunde det samme som at træffe valg for mig selv. Noget, der afhænger af mulighederne. For vi er mange, der ikke ”bare” kan eller vil vælge at gå ned i tid. Eller ser det som en mulighed at lade være med at bruge de uddannelser, samfundet har givet os til at rive nogle år ud af skattebetalingerne og gå hjemme. Den slags muligheder findes ganske enkelt ikke. Ikke for os alle. Ligesom det heller ikke er os alle, der bare kan ansætte os ud af hverdagen og få lortet til at spille med hjælp udefra. Når man taler med andre mødre om, hvor vanskeligt det er at få det hele til at hænge sammen (for dét er det for de fleste af os), siger vi ofte trøstende til hinanden: Du er den bedste mor, du kan være. Det tror jeg, vi er nødt til at stoppe med at tro på. Det er vi nemlig ikke. Det er ingen af os. Vi er så gode, som vi kan være ud fra de omstændigheder, vi har. Hverdagen kan tage røven på selv de bedste af os, så vi råber, hvor vi ikke burde, og det så det kan høres helt ind i den anden lejlighed. For vi er ikke alle flyttet på landet.
 
Vi er en masse ganske almindelige mødre med ganske almindelige omstændigheder, og hvis man nu endelig skal se på, hvad vi skal nå at lære vores unger, inden de er fyldt seks, så tror jeg faktisk, at det at acceptere almindeligheden er vigtig læring. For alle os, der har lært vores børn at tygge deres mad selv, og som ikke har en au pair pr. barn, vi kommer til at lære vores unger livsduelighed. Helt almindelig livsduelighed. Ikke bare lærer de at lægge vasketøj sammen, men også hvor pizzaen kommer fra, og hvordan en hverdag ser ud. De bliver ikke skånet, og når de så fylder de magiske seks år, og deres personlighed ER dannet, så har de forhåbentlig også set, hvordan almindelige mennesker har almindelige muligheder, og hvordan et ganske almindeligt liv kan være ganske attråværdigt og eftertragtelsesværdigt. Fordi der i hverdagen er plads til muligheder og mulighed for forbedring.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
 
Læs mere om: