Julia Lahme: Når vi er for lidt

Når jeg indimellem skal forklare mine to børn på syv og fire, hvor uendeligt gammel jeg i virkeligheden er, fortæller jeg dem om, at telefoner sad fast i væggen med en ledning, indtil jeg var langt oppe i 20’erne. At man ikke havde iPad, at Netflix ikke var opfundet, og at der på DR1 kun var børne-TV en halv time om dagen, og at de ovenikøbet tillod sig at kalde den halve time for ”Børnetime”. Så begynder det at sive ind, hvor uendeligt gammel jeg i virkeligheden er ... men det, der gør mig særligt gammel, er, at vi slog ting op i et leksikon, der stod i stuen, frem for lige at tjekke efter på telefonen, hvor mange år verdens ældste mand er, eller hvor lang halsen på en diplodocus-dinosaurus i virkeligheden var. Verden var en anden, og vi får tit at vide, at den var mindre, at verden nu er blevet større. Selv om jeg tænker, at jeg er ret øvet i den nye tid, er det gået op for mig, at der er ting, der stadig er svære, og at verden ikke nødvendigvis er større. Andres liv er for eksempel flyttet ind i mit, og ind i de fleste andres. Én ting er den måde, de sociale medier fører os sammen på, viser os liv, ting, steder og mennesker, vi ellers aldrig ville opleve – noget helt andet er, at vi hele tiden har øjnene på hinanden. Der er ikke noget sted at gemme sig. Alle ser med, og alle har en holdning til det, de ser. Vi gemmer os heller ikke for hinanden mere, men viser vores arbejdsliv, privatliv, børn, mænd, sko og aftensmad frem i ét væk. Og vi holder øje – med hinanden, med de andres liv og med, hvordan de tackler det. LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Vores gulve er ikke altid rene Det oplevede jeg forleden i toget. Jeg skulle til Kolding og holde foredrag om, hvorfor vi kvinder er så stressede i dag, hvad det er, der egentlig stresser os. Over for mig sad to kvinder på min egen alder og var helt fordybet i en Instagram-profil tilhørende en kvinde, de begge kendte. Deres ansigter var tæt på skærmen, mens de lavmælt hade-læste hendes opdateringer én efter en: ”Se, hvor grim hendes datter er blevet”, fnes den ene, og: ”Se, hvad hun skriver om sin aftensmad..?”, undrede den anden sig, og: ”SÅ glad er der ingen i hele verden, der er ...”. Og sådan blev de ved. Indtil den ene sagde: ”Kommer hun på lørdag?”, og det gik op for mig, at de faktisk kendte og holdt af den kvinde, de havde så ondt i numsen over havde et liv, hun elsker og ikke mindst elsker at vise frem. Hade-læsning er blevet en folkesport, og verden er ikke den samme længere. Men hvad er det, vi har så ondt i rumpetten over – at andre er glade? At vi ikke selv er det? At nogen har noget, vi ikke har? Selv om de nye medier har givet os lynhurtig adgang til fakta om juratidens dinosaurer, så har de også givet os en motorvej til andre menneskers liv og dermed til en sammenligning med vores eget. Og dén sammenligning er den, vi ruller lidt for hårdt på, til at vi selv kan følge med. Vi sammenligner vores liv, vores børn, vores succeser og vores fiaskoer med hinanden, og vi tager aldrig nogensinde fri fra det. Ud over at den proces åbenbart og helt tydeligt drives af den reneste og skæreste hade-læsning, så er det også en konstant genvej til kronisk mindreværd. Vi er bange for, at vores slikskål om fredagen ikke er lige så fyldt eller pæn som den, veninden viser frem på Instagram, eller at vores sommerferie aldrig bliver lige så god som de andres. Kort og godt: Vi er bange for at være for lidt. Et klogt menneske sagde engang, at hvis man syntes, de andre var for meget, er det helt tydeligt, fordi man selv er for lidt. Og jeg tror, det er sandt: Jeg tror, hade-læsning, de dagligdags anfald af mindreværd, rent faktisk skyldes, at vi ER for lidt. Vi tager ikke pladsen. I modsætning til alt det, vi har lært om den fagre nye verden, om de sociale medier og ikke mindst om den globale landsby, så har vi så travlt med at hade-læse de andres liv, at vi bruger for lidt tid på at fylde vores egne ud med fest, farver og store slikskåle. Vi er nødt til at fylde mere. Alle sammen. Vi er nødt til at slå ud med armene og drikke hvidvin på en mandag, og vi er nødt til at råbe højere. Vi er nødt til at fylde SÅ meget, at dem, der hade-læser os, har grund til at synes, vi fylder for meget. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser