Julia Lahme: Mærk verden (før du mærker dig selv)

Vi er mange, der i årevis har taget del i prædikener om, at det hele handler om være ”her” nu. At leve i nuet. At mærke verden, som den er lige nu, at mærke os selv, at mærke efter, at føle sig selv efter i kanterne, og at vide, mærke, føle, hvad det virkelig er, vi har brug for lige præcis NU. Det har i mange år været et succeskriterium, at vi hver især har kunnet mærke os selv, at vi i bunden af maven, i centrum af hjertet, har VIDST, hvad det var, der var det rigtige for os, hver især. ”Hvis det er det rigtige, så ved du det,” er noget, jeg har fået at vide, selv har sagt og ikke mindst: har læst igen og igen og igen. Jeg siger det selv ganske ofte, og jeg har i mange år forsøgt at efterleve det: at være HER nu. Ikke at være 100 steder på én gang. Og ja, det er nok stadig vigtigt, at man er, hvor man er. Men den anden halvdel – at man skal mærke efter, at man skal vide, at man skal føle, mærke og sanse ægtheden i éns egne beslutninger, den er jeg faktisk ved at blive lidt tvivlende over for. LÆS OGSÅ: Jagten på perfektion gør os kede af det Et eksempel: Min ældste søn mente ikke, at det var umagen værd at øve sig. På noget. Han mente, at hvis man kunne det, så kunne man det. Det vidste han med hver en fiber i sin krop. Så kom han i skole og lærte at slukke for den lille stemme, der forsøgte at overbevise ham om sandheden i ikke at gå derhen, hvor alt var sværere, og hvor alt var noget, man skulle tumle med. Så han lærte, at al begyndelse er svær, og at det tager tid at lære at læse, og at 7-taller kan være virkelig svære at lære at skrive, og at man nogle gange SKAL noget, man overhovedet ikke gider, og som ikke føles som det fedeste at bruge sin tid på. Min pointe er, at havde jeg spurgt til hans mavefornemmelse om 7-taller, havde han helt sikkert foreslået at leve sit liv uden om dem. Man kan sagtens grine ad det og tænke, at det ikke er det samme for et barn som for en voksen – jeg er bare alvorligt nervøs for, at det er os voksne, der mister noget ved hele tiden at mærke efter. Jeg tvivler efterhånden på, at det er den rigtige vej at gå. Hvis vi hele tiden mærker efter, hvordan vi har det med ting, for så ovenikøbet at gå uden om alt det, der føles forkert, svært eller risikofyldt, hvordan lærer vi så noget? Er vi i slutningen af 30’erne og begyndelsen af 40’erne, os, der er vokset op med den slags tænkning, er vi måske gået glip af nogle af de helt store chancer, fordi vi har mærket os selv for meget? Al begyndelse er svær, og alle nye ting føles usikre, så hvordan tør vi nogensinde gå derhen? Og hvordan er det lige, vi kan mærke andre, hvis vi hele tiden skal mærke os selv? Kan det være den virkelige grund til, at så mange par går fra hinanden? Fordi man sidder i hver sin ende af sofaen og mærker egne behov? Helt ærligt: Jeg tror, vi skal skrue ned for føleriet, for mærkningen, for selvransagelsen og se andre i øjnene, mærke andre, lytte til deres behov, deres forventninger, ganske simpelt: Mærke verden, før vi mærker os selv. Måske kan vi så bevæge os fremad mod nye eventyr. LÆS OGSÅ: 8 veje til at leve dit liv fra hjertet