Julia Lahme: Den næste redning? (vil du være med?)

I 2015 ser det ud til, at vi er færdige med at tale om, hvorvidt det er o.k. at være feminist. Det ser ud til, at det er ved at være o.k. både at tale om feminisme, være feminist og se ud over éns egen næstetip og være loyal mod kvinder, der måske ikke har mulighed for at råbe lige så højt. Da Emma Watson stillede sig op i FN og forklarede, hvor komplet uforståeligt det var for hende, at hun skulle se sig selv som mindre værd end mænd, gik videoklippet med hendes tale verden rundt og ramte unge piger lige i brystet. Og da Karl Lagerfeld arrangerede en demonstration ved afslutningen af et Chanel-modeshow og lod topmodeller gå ned ad podiet og demonstrere for lige løn og lige rettigheder mellem kvinder og mænd, var det et andet popkulturelt eksempel på, at vi er nået længere, end vi var for blot et par år siden, hvor vi slet ikke måtte tale om, at der muligvis var noget, der var ujævnt. Det begynder at dæmre for mig, at der er et andet sted, vi må sætte ind med popkulturelle ikoner. For måske er vi alle begyndt at kæmpe lidt for ensomt? Denne gang er modstanderen os selv og hvis ikke os selv så de kvinder, der ser på os med kritiske øjne, hvor al loyalitet er væk. En purung pige i et dansk modmagasin påkaldte sig for nylig i ekstrem grad negativ opmærksomhed, fordi hun var så lillebitte og så uendelig tynd, at man tvivlede på, om hun nu fik næring nok. Det havde hele Danmark travlt med at have en mening om, men faktum er, at man tilsyneladende godt må pege fingre ad de helt tynde. Man må også gerne pege fingre ad dem, der ikke motionerer, eller ad dem, der ikke spiser sundt nok. De er nemlig selv skyld i alt det onde, der kan regne ned over dem. Et fænomen på de sociale medier er kvinder, der viser billeder af deres kroppe. Helt frivilligt stiller de kroppen til rådighed for andres blikke. Veltrænede, smukke, yndige, sprøde kroppe, der stilles til skue, så andre kan beundre mavemuskler eller biceps. For kravene er tårnhøje. Kroppen skal være perfekt, og det bliver den med den rette indstilling og al den træning og kostomlægning, der skal til, så andre kan have en mening om den. For at andre kan give dig topkarakter, skal du tage ansvar for dit udseende. Det føles, som om vi er på vej et sted hen, hvor alt er vores egen skyld eller vores eget ansvar. Hvis du er syg, har du nok bare ikke dyrket sport nok/taget de rigtige vitaminer/spist sundt nok. Hvis du ikke er lækker nok, er ansvaret også dit. Ansvaret bliver i højere grad vores eget, og retorikken ligner mere og mere den, der bruges omkring ligeløn: Får du ikke nok i løn, er du nok bare selv dårlig til at forhandle. Når vi bliver splittede, og når vi ikke mere tager det fælles ansvar i fællesskab, og når vi ser på hinanden som øer i et hav af ansvar, kan vi ikke mere forandre noget i fællesskab. Jeg tror, det er her, vi skal sætte ind med popkultur, nu hvor feminismen er reddet: Ved søstersolidariteten. Er det ikke den, vi skal have popkulturens ikoner til at tale om? Til at gøre sexet igen? Tænk, hvis ikke alt var dit ansvar alene, men der faktisk var andre skuldre til at bære det. Lad os være fælles om det. Det kræver en landsby at opfostre et barn, og det kræver et godt hold gode veninder at dele livet med. Lad os hjælpe hinanden en smule mere, så ansvaret ikke altid er vores helt alene.