Julia Lahme: Balancen er ikke værd at holde

Det er blevet et fælles mantra for os alle – mig selv inklusive – at det hele handler om at finde balancen. At hvis vi har den, og hvis vi virkelig finder balancen, så bliver vi glade, lykkelige og tilfredse. Så bliver det hele nemmere, hverdagen flyder lettere, parforholdet får det bedre, og verden bliver lysere. Balancen – den, vi leder efter – skal findes mellem arbejde og privatliv. Mellem tid til os selv og tid til andre. Mellem at slappe af og give den gas.

Det er den gyldne middelvej i livet, vi leder efter; den, hvor græsset er lige grønt på begge sider. Vi opsøger psykologer, coaches, diætister og opdragelses-guruer, der skal lære os, hvordan vi præcis får styr på det med den middelvej. Jeg har selv ledt efter den, men for nylig er det gået op for mig, at det er totalt lige meget med den lige, gyldne, venlige og imødekommende middelvej. Jeg tror simpelthen ikke, den er værd at lede efter. Og når det så er sagt, så tror jeg heller ikke, den er sjov at stå på.

Jeg står midt i livet – om et halvt år fylder jeg 40, og så er jeg på alle måder midt i det hele. Midt i livet, halvvejs mod døden (hvis jeg er uheldig eller bare statistisk normal, er jeg over halvvejs mod døden), midt i livet som mor til hjemmeboende børn og allerede over statistikken i forhold til, hvor længe man får lov at være gift, inden man bliver skilt i Danmark. Jeg er middel. Totalt helt og aldeles middel. Og jeg ved, hvor balancen er, den er nemlig lige dér, hvor der er lige meget af alting. Men når jeg tænker tilbage og tænker på de perioder i mit liv, jeg har lært allermest af – dem, der har skubbet mig frem og lært mig at se anderledes på tingene – så er det bestemt ikke de perioder, der har været præget af noget som helst, der mindede om middel, leverpostej eller gennemsnit. De perioder, jeg har lært mest af, er kriserne. Dem, hvor balancen var længst væk: Da min mor blev syg og døde, da jeg blev mor for første gang, anden gang og ikke mindst: Da jeg skulle beslutte at starte et firma i stedet for at beholde et godt job. Det har jeg lært noget af.

LÆS OGSÅ: Find lykke i dig selv

Jeg har lært mere, end jeg vidste, man kunne, af de lykkelige stunder. Dem, hvor man blæste på balancen og glemte, man var voksen og ansvarlig og gav sig selv lov til at skeje ud. Den nat i New York med min mand, hvor vi blev alt for fulde i en hotelbar, eller den morgen, hvor jeg stod op klokken halv fem for sammen med min søn at se en dansk astronaut stige mod stjernerne, selv om han skulle i skole, og jeg skulle arbejde. Ingen af de største og vigtigste øjeblikke i mit liv har været præget af den gyldne middelvej. Ikke ét.

I min hverdag er det heller ikke middelvejen, der er gylden – eller sjov. I det hele taget synes jeg, den konstante jagt på balancen er undertrykkende, ikke blot for fantasien, men for evnen til at se det lyse. Hvis alting skal foregå efter en nøje afvejning af, om noget er for meget eller for lidt, så får vi ikke balancen, selv om det er den, vi leder efter. Så tror jeg faktisk, vi mister den.

Det er nemlig gået op for mig, at hvis jeg skal have noget ud af det liv, der er tilbage, noget ud af det liv, jeg har med mine unger og min mand, med mine venner, mit arbejde, mine drømme og mine håb, så er der ingen vej, der er en middelvej, der fører ud i det liv, jeg ønsker mig. Jeg ønsker mig at føle stor kærlighed, stor glæde, store sommerfugle i maven, og uanset hvordan jeg vender og drejer det, kan jeg ikke se det ske, hvis alting hele tiden skal være fornuftigt og nøje afvejet. Vi er nødt til at tage chancer, at turde være i kriserne, at turde være i højdepunktet, at grine højt og at være kede af det for at være her helt. Og så nytter det ikke noget hele tiden at arbejde for at holde balancen. Lad os miste den sammen i stedet.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk