Jakob Olrik
Selvudvikling

Jakob Olrik: Er du fraskilt på den helt rigtige måde?

21. juli 2017
af Jakob Olrik
Foto: Privat
I dag regnes det kun for en god skilsmisse, hvis man ikke skændes med sin eksmand eller ekskone. Det har Jakob Olrik ikke kunnet efterleve, og alligevel oplever han sin skilsmisse som en succes, der har gjort ham til en bedre far. Læs hans refleksioner i denne klumme.

Jakob Olrik blev en bedre far af at blive skilt

Der er efterhånden gået præstationsræs i alting - også i at være skilt på den rigtige måde. Ikke bare er det et nederlag at gå fra hinanden, vi bør også skamme os, hvis vi ikke bagefter bliver gode venner med vores eks. Rundt på de sociale medier flyder det med opdateringer om skilsmisser, hvor de fraskilte samarbejder åh så vidunderligt, spiser skønne søndagsmiddage sammen, griner ad hinandens småfejl og kommunikerer optimalt om det fælles afkom.

Set i dét perspektiv er min skilsmisse en fiasko.

Jeg blev alenefar, da min datter var to år, og må indrømme, at der siden har været mange konflikter med hendes mor. Både om latterlige småting, vi ikke burde lade os gå på af, men sandelig også om store emner som livsværdier. Der var jo en grund til, at vi gik fra hinanden. Det gjorde vi, fordi vi var uenige om, hvad vi ville med livet. Og dén uenighed forsvandt ikke som dug for solen, da vi blev skilt, tværtimod var hele ideen at komme på afstand af den.

Alligevel tillader jeg mig ud fra mine egne værdier at se min skilsmisse som en succes.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: Jul - når glansbilledet er væk

Min datter er netop blevet konfirmeret, og det har været en naturlig anledning til at kigge tilbage. Der er afgjort ting, som ikke blev, som de skulle være. I den hårde proces det er at leve adskilt som forældre, har jeg ikke altid evnet kun at have hendes ve og vel i fokus. Ikke fordi kampene mellem hendes mor og mig har været værre eller anderledes end andres. Mange kan sikkert nikke genkendende til en konflikt med på den ene side en mor, som nødig ville give slip på sin tid sammen med barnet og magten over opdragelse og opvækst, og på den anden side en moderne far, mig, der gerne ville have barnet halvdelen af tiden og bidrage med mine egne værdier. Bølgerne gik højt, når vi diskuterede, og det har ikke kunnet undgå at påvirke min datter. Det er jeg ked af. Men samtidig er jeg glad for, at jeg stod fast og krævede min ret. For det betød, at min datter og jeg har tilbragt meget tid efter skilsmissen i hinandens selskab, og det har gjort os begge godt.

I virkeligheden er det nok meget mere afgørende for hendes velbefindende end konflikterne mellem hendes mor og mig. Hun ved, at hun er elsket og prioriteret af os begge, og at vi til hver en tid går langt mere op i, om hun har det godt end i at udstille os som ”lykkelige skilt” på Facebook.

Når jeg ser tilbage, oplever jeg i det hele taget skilsmissen som en gave.

Jeg er nødt til at påtage mig et ansvar

Jeg kunne ikke længere gemme mig bag min datters mor eller overlade opgaver til hende. Nu var jeg nødt til selv at træde helt ind på banen som far og ned i detaljer påtage mig ansvaret for, at mit barn var trygt, glad og følte sig elsket. Det fik mig til at vokse og modnes og finde nye sider af mig selv frem. Jeg har aldrig boet sammen med mine kærester efter skilsmissen, og jeg har ofte kun tilbragt tid med dem, når min datter var hos sin mor. Det er ikke et offer, men skyldes, at jeg vil have tid og plads til at udfolde mig som far.

I stedet har min datter og jeg sammen udviklet et tæt og særligt fællesskab, som er det vigtigste i mit liv. I de uger hun er hos mig, arbejder jeg så lidt som muligt, og det sker også, at jeg lader hende pjække fra skole, så vi kan holde det, vi kalder hjemmeskoledage. Så tager vi sammen på eventyr eller kaster os ud i store projekter, som vi går op i med liv og sjæl. For eksempel laver vi film sammen. Hun har lært at klippe dem og er blevet god til at interviewe, og om aftenen evaluerer vi og snakker om, hvad der kunne være bedre. Vi har også rejst sammen overalt i verden. Undervejs holder vi af at gå ud at spise og noterer efter hvert måltid i en notesbog, hvor god smagsoplevelsen var, og om betjeningen var noget at skrive hjem om. Eller vi går på kunstudstillinger, researcher på kunstnernes liv og opstiller store billedanalyser, med meget mere.

LÆS OGSÅ: Fra en læser: Vi er nødt til at udbrede hverdagens positive skilsmissehistorier

Det er den slags fællesskab og fællesprojekter, der højest sandsynligt ikke ville være plads til i en kernefamilie. Det traditionelle familieliv er jo i mine øje sært, fordi det ofte foregår ved, at mor, far og børn sidder i samme rum på hver sin iPad eller iPhone. Jeg oplever kun sjældent, at man for alvor foretager sig noget sammen.

Mit råd til fraskilte er derfor, at man ikke skal føle dårlig samvittighed over at have en konflikt i ny og næ med sin eks. Man skal hellere gå op i at udnytte sine muligheder for at komme tættere på sit barn. Og selvfølgelig sørge for, at barnet aldrig indtræde i rollen som mægler eller trøster og føler sig elsket af begge.

Mange siger, at barnet kan blive forvirret af at have to forskellige hjem og flytte imellem dem. Måske, men også dét kan opleves som en gave. Min datter er blevet vildt dygtig til at navigere i forskellige regelsæt og vide, hvad hun selv foretrækker. Hun trives både hos sin mor, der gør meget for at leve sundt og aktivt, og hos mig, der er meget mere anarkistisk. I det hele taget er hun blevet et kreativt og udadvendt menneske, som jeg er stolt af at have bidraget til opdragelsen af.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også