Fra en læser: Tænk, hvis kræft kunne slankes væk

Forleden blev jeg vred. På min daglige tur rundt i blogland, læste jeg et indlæg, der satte noget i gang i mig. Normalt kommenterer jeg ikke indlæggene. Jeg læser dem. Griner lidt af dem, græder andre gange og finder også nogle gange inspiration til, hvad jeg skal bage i weekenden eller shoppe af nyt tøj. Men her kunne jeg alligevel ikke holde mig tilbage, så jeg skrev en kommentar. Og denne klumme.

Men det er bare fordi, jeg bliver så træt. Og ked af det. Og irriteret, skuffet og lidt misundelig …

Blogindlægget handlede om en vægt, “der svarede grimt tilbage”, og altså fortalte bloggeren, at hun havde taget på. Egentlig er det ikke første gang, et blogindlæg eller en artikel har fået mig til at føle det, som jeg gjorde forleden. Det gør jeg hver gang, jeg læser rubrikker som “Kom af med de sidste fem irriterende kilo” eller gang på gang hører kvinder i alle aldre sige, at ”nu skal de altså på kur”. Men blogindlægget fik mig alligevel til tasterne, for om de 10 kilo, som bloggeren havde taget på, og det vægttab hun nu gerne ville sætte gang i, stod der blandt andet:

“Livet er uretfærdigt, men jeg tager kampen op”.

Det var den sætning, der satte noget i gang i mig. For jeg har selv tænkt præcis den tanke. Det var den dag, jeg fik kræft. Min mor tænkte det samme, da hun fik kræft. Min mormor også - både første og anden gang, hun fik besøg af sygdommen. Og jeg gætter på, at alle andre folk, der bliver ramt af en alvorlig, dødelig eller kronisk sygdom, også tænker det.

“Livet er uretfærdigt, men jeg tager kampen op.”

Jeg tænker det stadig i dag. Nu, hvor jeg ikke længere har kræft, men i stedet kæmper med angsten for, at sygdommen vender tilbage et andet sted i kroppen. For i min optik er det den slags ting i livet, der er uretfærdige. Død, ødelæggelse og sygdom. Eller krig for den sags skyld. Men jeg tænker det ikke, når jeg kan mærke, at mine bukser strammer lidt mere, end de plejer.

Fra en læser: Har vi mistet kontakten med vores krop?

Indlægget er helt sikkert skrevet med en humoristisk undertone. Men det ændrer jo ikke på det faktum, at man, hvis man synes, der sidder tre, fem eller syv kilo for meget på kroppen, nogle gange godt kan tænke, at det er uretfærdigt, at man ikke bare kan spise alt det, man gerne vil og stadig være slank, som de modeller, mange kvinder tror, de skal ligne.

Måske reagerer jeg så stærkt på det, fordi jeg er misundelig på, at det er den værste uretfærdighed, der er i nogle personers liv. Og jeg indrømmer, at jeg - pre kræftdiagnose - også godt selv kunne finde på at tænke det. Et par kilo for meget der og et par kilo for meget her. Men jeg synes bare, at man skylder både sig selv og andre at være (lige)glad, hvis det virkelig er det eneste, man har at bekymre sig om.

Vægttab skal ikke negligeres. Jeg ved, at kan være svært. Det er ikke bare motion, mindre fedt og flere proteiner. Det er mere end det - og det kan godt være en kamp, specielt hvis man har mange kilo, man skal af med. Men de der par kilo på maven eller hofterne, som mange kvinder forsager, er altså ikke en uretfærdighed. Det er en del af livet.

Tænk, hvis kræft kunne slankes væk. Så havde jeg også droppet chokolade, ost og flødepasta. Men indtil forskerne dømmer de lækre ting ude, så nyder jeg det. Og så gør det sgu ikke så meget, at mavedellen bliver ved med at være der. Pyt med den. Det har kræften lært mig at sige. Men jeg håber ikke, at andre kvinder skal konfronteres med sygdom eller anden ”rigtig” uretfærdighed, for at lære det samme. Elsk i stedet jeres krop, fordi den virker.

Louise Haack er 24 år, har en bachelor i journalistik og arbejder på Vi Unge. I 2014 fik hun konstateret kræft i skjoldbruskkirtlen – men i dag er hun rask.

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anek-dote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.

Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mvh FEMINA