Fra en læser: Jeg vil gerne respekteres!

Når man, ligesom jeg selv, kommer fra en lille by, hvor alle kender alle, og er fra en familie hvor der ikke er nogle akademikere, så har jeg altid gået med en følelse af at skulle gå mod strømmen og se bort fra de dømmende blikke. Forstå mig ret, min familie har altid bakket mig op og støttet mig, og jeg ved, at de i dag er utrolig stolte af mig, men det har været en svær boble at bryde ud af. Nu, da jeg har gennemført min handelsskole, og sidder i London med et arbejde på et advokatkontor og kan se frem mod fem år på universitetet efter sommer, så kan jeg egentlig stadig nogle gange føle, at jeg sidder i en boble, som jeg skal bryde ud af. Dét at være en ung, ambitiøs kvinde, der ønsker at komme langt med sit liv og opnå store ting både professionelt og personligt, bringer mange udfordringer med sig. For det er en kæmpe opgave at bryde mønstret og lade sig blive hørt, og det er især noget jeg har oplevet på egen krop efter at have boet og arbejdet i London i snart et år. På trods af at vi lever i et moderne samfund i år 2015, kan jeg ofte føle, at jeg ikke bliver taget seriøst. Ja, jeg er ung og på mange punkter rigtig uerfaren, men jeg ønsker at blive klogere, og jeg ønsker at bevæge mig fremad og ikke mindst opad – og det synes jeg i det mindste, at jeg skal respekteres for. Jeg kan ofte gå med følelsen af ikke at blive taget alvorligt. Dette kan ske i mange sammenhænge, både når jeg bliver stoppet i Londons undergrundssystem af en mand i jakkesæt, der tvinger hans visitkort ned i min jakkelomme og tigger mig om en middagsdate, men også når mine undervisere på handelsskolen satte mig i gruppe med pigerne, fordi de ikke troede, jeg kunne håndtere at være i gruppe med de intelligente og frembrusende drenge – og disse ting forekommer endda på trods af, at jeg er en meget ekstrovert person som ikke er bleg for at tage en konflikt op til debat. Jeg er fuldt bevidst om at dette emne er noget af det mest gennemdiskuterede og klichefyldte i vores tid og i Danmark, men det er faktisk først efter jeg flyttede til London, jeg for alvor begyndte at indse den alvorlige problematik. I Danmark kunne jeg også opleve denne ulighed, og det irriterede mig grænseløst, men det foregik dog stadig på et niveau, hvor jeg kunne kontrollere det i en vis grad. I det konservative og mandsdominerede England er min opfattelse at kønsforskellene er langt mere udprægede, og at vi i Danmark er flere længder foran på det punkt. London er et epicenter for mange ting: kultur, gastronomi, viden og finans, men på ligestillingsområdet er det som at gå flere år tilbage i tiden. Jeg er blot 19 år gammel, og jeg anser ikke mig selv som værende hverken feminist eller provokatør, jeg synes nærmere dette er et spørgsmål om retfærdighed. At jeg, allerede på dette tidlige tidspunkt i mit liv kan fornemme, at der stadig i 2015 bliver skelnet mellem kønnene, synes jeg er tankevækkende. Jeg ønsker ikke at blive hverken forfordelt eller skånet, fordi jeg er en ung kvinde, dette er mere et opråb til andre ligesindede kvinder om at fortsætte med at kæmpe. Ikke mindst er dette en påmindelse til både mig selv og andre om at kvinder er stærke, uanset alder, og det er derfor, vi aldrig må give op.

Karoline Andersen er 19 år og arbejder på et advokatkontor i London

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anekdote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.

Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mange hilsener FEMINA