https://imgix.femina.dk/media/article/fraenlaeser_anne-mette.jpg
Selvudvikling

Fra en læser: Et selvcentreret opråb

28. september 2015
af Anne Mette Lehmann
Anne Mette Lehmann: "Jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være. Fordi ordene ikke kan være inden i mig. Jeg skriver om tanker, jeg ikke kan slippe. Om stort og småt. Om lidt og om meget. Når jeg skriver, kan jeg bedre trække vejret."
Der er dage, hvor jeg ikke kan gå. Hvor mine fødder sidder fast i et klamt klister under mig, mens mit sind svæver derudaf. Og mens mine længselsfulde øjne forfølger det, vokser panikken. For hvad skal der så blive af mig? Hvis der kun er en fikseret krop med klister under fødderne, og et sind der blafrer afsted i ivrig drømmerus? Hvor er jeg så? Normalt kører det rundt i livets hamsterhjul. Børn. Søde børn, der i øvrigt ikke selv har bedt om livet, må jeg af og til minde mig selv om. Partner der selv beder om en del partnerting. Lejlighed der råber højt om renovering, rengøring og rendyrket idyl. Og arbejdet, der har lagt sig tungt og insisterende til rette på bunden af min overlevelse. En familie. Et arbejde. Et liv. Så bevæger fødderne sig pligtopfyldende fremad i hjulet. Og heldigvis smiler børnene nogle gange sødt til mig hen over havregrøden, mens jeg pakker taske, tjekker mails, laver madpakker, rydder op, trækker vejret, børster tænder, vasker tøj, tager kød ud af fryseren, printer billeder til sommerferieplanchen i børnehaven, skifter bluse med gylp, ringer til vvs-manden, trækker vejret igen, og hvad der ellers hører til på en ganske almindelig hverdagsmorgen. Hjulet kører derudaf – i farten når jeg at presse cykelhjelme ned over små lyse krøller på hoveder, der banker mod hinanden under skrig og skrål. Mange dejlige timer venter i børnehaven, messer jeg en smule mekanisk, mens fire små øjne bliver fugtige, når jeg vinker bag den lave fedtede rude. En underlig rallende fornemmelse i halsen føles levende jo tættere på arbejdspladsen, jeg kommer. Efter hundrede år er der endelig gået otte timer, og så er det eftermiddag med børnehad-og kærlighed og tidligt i seng efter skumbad. Partner vil have flere partnerting og jeg – jeg gør det hele i morgen igen. For at holde hjulet kørende. Det er det, jeg kan. For det meste. For når fødderne ind i mellem klistrer sådan fast, får panikken frit slag. Panik over drømme, der flyder ud som sand mellem fingrene på mig. Panik over manglende mod til at være til dér, hvor mine drømme lever. Og et ekstra gok i nøden; panik over at føle mig alt for forkælet i verden fuld af uretfærdighed, fremmedhad og krig. Hvordan kan jeg græde, når jeg lever i sådan et trygt hamsterhjul med tag over hovedet og vand i vandhanen hver dag? Så holder jeg vejret. Jeg tør ikke. Jeg kan ikke. Bryde ud. Træde ved siden af. Følge de forførende fyldige drømme. Hvem er det, der så nydeligt og sirligt har syet den jantelov ind i mit kød? Ordene brænder i min hals. Af skam. Af tvivl. Af forvirring - hvem træder jeg nu på? Jeg ligger og spræller som en halvdød fisk hevet op på land. Men langt inde bag det hele ved jeg, at jeg skal. Jeg må afsted efter det blafrende sind.
https://imgix.femina.dk/portraetannemette-body.jpg
Anne Mette Lehmann, 34 år, skolelærer og forfatter

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anekdote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.

Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mvh FEMINA

Læs også