Følelsen af at være alene, er du ikke alene om

Hvis der er noget ved følelser, som til tider virkelig slår mig, så er det, hvor absolut fællesmenneskelige de er. Altid er der masser af dem, i en evig kommen og gåen. Nogle er meget behagelige, mens andre er virkelig svære at rumme. Nogle forsyner vi med negativt ladede ord, hvorimod andre kun får positive med på vejen. Følelser påvirker vores liv og vores adfærd, de fylder en del, og de kan deles. Det sidste fik jeg virkelig syn for, sidst jeg var på kursus i Nordjylland.

Kursusgruppen havde været stille et par døgn. Ingen talte med hinanden. Spisning og afslapning foregik i tavshed. Vi gik tur eller løb i tavshed, og vi drak te eller hvilede i tavshed. Vi kunne sagtens gøre alting sammen, men det foregik uden ord. Ret dejligt, og tro det eller ej: Undertiden var det virkelig en lettelse og en gave. Nå, men efter flere døgns tavshed skulle vi igen have ord på, og vores lærere spurgte os om, hvordan vi havde haft det de sidste par dage - om der var noget, vi havde gået rundt med, som vi havde brug for at dele? Jeg skal være ærlig: Den uro og enorme modstand, jeg altid kæmper med på de her kurser, havde været særdeles fremtrædende i de stille dage, og det havde været ret besværligt at være mig indimellem. Men jeg var ikke alene om besværlighederne, dem var der også andre, som havde.

På et tidspunkt var der en dame, der rakte hånden op. Hun var ny i gruppen, og det var netop det, hun havde gået og tumlet med i de stille dage. Hun havde følt sig så frygtelig alene og ensom - følt, at hun ikke rigtig var med i gruppen, da hun ikke kendte nogen og derfor ikke hørte til noget sted. Jeg blev meget berørt - det tror jeg faktisk alle blev - da hun fortalte om de følelser, hun havde haft, og om, hvordan det var for hende ikke at kende nogen i gruppen. Da hun var færdig med at tale, kiggede vores lærer ud over os alle, og så spurgte hun: "Er der andre, der kender følelsen af ensomhed?" Jeg får næsten tårer i øjnene, når jeg tænker på det smukke, der derefter skete, og som føltes som et sug i maven: Vi var 24 på holdet, og op over flokken rejste sig 23 hænder. Hun var ikke alene.

Kærlig hilsen
Renée