Emilia van Hauen: Yderpunkter

Jeg havde gjort mig klar og stillet den åbne lommetørklædepakke op på salmebogshylden. Egentlig lige så meget for de andres skyld. Der er altid nogen, der ikke selv har med. De, der har glemt det. Og de, der tror, at de kan klare sig igennem uden at mærke sorgen så tæt på, at de bliver nødt til at forløse den i tårer. Heldigvis viser det sig så, at det kan de ikke. Så de ender med at gøre som vi andre, der står med våde kinder, indtil vi med små bevægelser fjerner både saltet og den indadvendte sorg med det bløde papir, så vi ikke bagefter står med hverken tørre hvide skygger på kinderne eller ensomme sorte skygger på sjælen. Når vi giver los for tårerne i kirken, er vi for en kort stund fælles om tabet. Vi mødes i den ubærlige følelse af hjemløshed og fortvivlelse, og selvom det jo ikke gør nogen forskel, når vi først er hjemme i vores egne stuer, har vi alligevel efterladt et stykke af savnet og smerten i kirken og i stedet båret nogle gode minder med os, der ærer den afdøde og det aftryk på livet, som den elskede efterlod. Da vi gik ud efter kisten, havde jeg seks gennemvåde sammenkrøllede papirlommetørklæder i min lomme. Og da kisten var kørt bort, gik jeg tilbage ind i kirken for at sidde lidt mere, før jeg endelig var klar til at tage hjem. Med en sidefølelse af lettelse og liv. Dagen før – om fredagen – havde jeg også haft en pakke med i kirken. Den lå dog i min taske, for anledningen var festlig. Kirken var nemlig ramme om en snes unge mennesker, der havde taget deres første voksne beslutning, nemlig selv at sige ja til Gud. Da jeg så ham, som engang var min lille søde søn med det pivåbne smil og de strålende øjne, nu stå oppe ved alteret iført et anderledes selvbevidst genert smil og sit første rigtige jakkesæt, komplet med vest og seje sko i størrelse 46, ville min glæde og stolthed ingen ende tage. LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Fra fuck til fest Jeg fattede faktisk ikke rigtigt, at denne vidunderlige unge mand med den dybe stemme var min søn, og jeg blev helt krøllet indeni af ydmyghed over, hvor vildt det er, at det mindste kan vokse sig så voksent og pludselig kan alt muligt selv. Også ting, jeg ikke kan. Og helt uden at jeg behøver at gøre noget som helst. Åh, men så kom sorgen listende helt nedefra, for der i kirken slog det mig pludselig, at lige om lidt bliver han rigtig voksen. Lige om lidt er han ikke bare færdig med folkeskolen og gør sin mor vildt glad, fordi han har husket mors dag og har overrasket hende med to lækre chokoladehjerter. Lige om lidt er han også færdig med gymnasiet og har nok også en kæreste, så en uddannelse og sikkert også snart nogle børn, og så kommer han forbi sin gamle mor med sin egen familie, sine egne smilende børn, der kigger op på ham, som han engang kiggede op på mig. Og selvom det er præcis det, jeg ønsker, at han skal skabe og leve sit liv selv, at han skal opdage, hvor meget han selv indeholder og har overskud til at give væk til andre, er jeg samtidig ved at dø ved tanken om, at den lille bitte klump liv, som jeg bar engang i min krop og siden bar rundt, til han kunne gå selv, løbe selv, han forlader mig lige om lidt, og så vil jeg dø en lille smule. Mine fingre fandt alt muligt andet end papiret i tasken, og en dum irriterende tåre plaskede ned på min hånd, og jeg så alt dobbelt, da jeg kiggede op på alteret igen. Efter kirken myldrede vi alle ud, og de unge stillede sig op og fik taget glade billeder, og vi drog videre i samlet flok til fester og gæster, og først tidligt på natten var det slut, og hans far og jeg kunne sidde tilbage i sofaen og give os hen i ren glæde over den magiske forvandling, som vores søn har været igennem – og stadig har til gode. Da jeg kom i seng, fik glæden nuancer, og hovedpuden blev forvandlet til et lommetørklæde. Den weekend var søndagen lidt lang.