Selvudvikling

Emilia van Hauen: Om udlængsel og indlængsel

Jeg tror, vores sande udlængsel hænger uløseligt sammen med vores indlængsel, der er det ægte sjælekald, som alt for få står stille nok til at lytte efter og derfor går flere og flere ned med stress, får angst og depressioner

Filmscenen står stadig klart for mig, selv om tiden har bidt små stykker af detaljerne: Op mod den tørre sol og den barske horisont står han med sin olivenhud, sorte hat og høje kindben, min indianermand fra Sydamerika, og inkarnerer al min diffuse længsel efter ... noget. Som jeg ikke ved hvad er, men som har hevet og slidt i mig altid, altid, altid.
 
 
Da den længselsfulde panfløjte sniger sig ind og fylder hele lydbilledet, bærer den min uforløsthed med sig ud over de sandfarvede, rå bjerge, og det eneste, jeg ønsker, er at gå med ham, da han til sidst vender sig væk fra kvinden og går. Bare væk og ud mod ... noget.
Åh, hvor det lyder som verdens dårligste film! Og jeg aner det ikke, for det eneste, jeg kan huske, er, at den ramte alle de steder i min sjæl, som stod åbne. Og det var mange! Jeg var ung og ville det hele, men vidste ikke, hvor jeg skulle begynde, så jeg blev bare hjemme og fik job og uddannelser og et voksenliv, mens jeg hele tiden følte, jeg burde leve et langt mere spændende, eksotisk, vildt og rigtigt liv. Så en frygtløs del af min sjæl var altid på rejse og strakte min udlængsel hele verden rundt, mens resten af mig blev på Østerbro.
 
Først da jeg blev 29 og startede på sociologistudiet og lidt senere mødte min eksmand, begyndte jeg at få den hjem-følelse i mig, som jeg ubevidst havde søgt hele mit liv, men som først for alvor klikkede helt ind, da jeg lå med min første nyfødte i armene og nu vidste, at jeg for altid ville have en sikker plads i livet – nemlig som hans mor.
 
LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Selfie-erkendelse
 
Og så begyndte en anden rejse.
Udlængslen blev erstattet af en indlængsel, der de første år mest var en blid susen i baggrunden, mens jeg havde travlt med bleskift og bøger, men som med årene voksede og først blev til en tynd stemme, der kaldte svagt på mig, og som sendte mig ud på opgaver og hen til mennesker, som jeg ikke tidligere havde følt mig kaldet af, og siden blev til min egen stemme, som jeg hørte forlade min mund i en klang, der stemte overens med den sang, som min sjæl nok altid havde sunget. Men som jeg troede tilhørte ham indianermanden i filmen.
Når jeg ser på vores samfund i dag, har vi aldrig haft større muligheder for at imødekomme vores udlængsel, og i dag er det os alle og ikke kun de unge, der midt i alt kan rejse, forlade, nyskabe vores liv og på den måde fodre længslen efter det derude, så vi altid er på vej væk fra os selv, selv om vi tror, vi er på vej mod os selv.
 
Måske fordi den udlængsel, vi lytter efter, i virkeligheden ikke er vores egen, men tidens krav om ydre succes?
Jeg tror, vores sande udlængsel hænger uløseligt sammen med vores indlængsel, der er det ægte sjælekald, som alt for få står stille nok til at lytte efter og derfor går flere og flere ned med stress, får angst og depressioner. Så måske er det i virkeligheden vores indlængsel, der i første omgang har mest brug for kærligt kæleri, så den falder til ro og giver os en oplevelse af indre mening og retning i tilværelsen. Og så kan vi bagefter gå ud og erobre verden – nu ud fra det, der giver mening for os. Helt dybt inde.
Jeg vil lade 2017 være det år, hvor jeg lader mine indlængsler parre sig med mine sande udlængsler og så se, hvad der kommer ud af det. Vil du være med til det? Tror, det kan blive meget rodet, muligvis dysfunktionelt, men i hvert fald levende – og alt andet end kedeligt!
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 
Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser
Læs mere om: