Emilia van Hauen: Misundelse og magt

Nogle mennesker falder man bare for med det samme. Liza Marklund er sådan en for mig. Hun er spændende, hamrende dygtig og nem at grine med. Og så bruger hun mærkelige farver neglelak og spiser flødeboller. Jeg mødtes med hende på hendes danske forlag, hvor jeg havde fået en time til et såkaldt solo-interview; altså et interview, som jeg ”bare” kunne bruge til mine egne læsere. Med tankerne på, at hun er en millionsælgende international krimi-hotshot, skal jeg love for, at der blev læst op på hende, og så mødte jeg ellers op med vandkæmmet hår, spidse blyanter – og en lille massiv klump af misundelse liggende bagest i hjertekammeret, for ... åh, tænk bare at have opnået at have så mange bestsellere og læsere over hele verden! Jeg ville da meget hellere være hende, der skulle interviewes af mig! Efter interviewet var jeg stadig misundelig og jaloux. Men misundelsen fik sig heldigvis en søster under vores samtale, som var langt mere livsduelig, interessant og motiverende – nemlig ægte, helhjertet beundring. For Liza Marklund er ikke alene super sympatisk og skarp i pæren: Hun er også et menneske, som har opdaget, at der er en dagsorden, som gerne skulle sættes i samfundet – og derefter er gået i gang med at gøre det. Da hun som ung journalist ikke fik lov til at skrive om kvinder, der blev myrdet, fordi de mandlige redaktører ikke mente, det var vigtigt nok, brugte hun sin indignation og forargelse som brændstof til i stedet at skrive krimier om det, så det alligevel kunne komme på dagsordenen. Og det er i høj grad lykkedes hende. I dag kan hun blandt andet kigge tilbage på sin serie om journalisten Annika Bengtzon, som hun lige har afsluttet endegyldigt med bogen ”Jernblod”, og konstatere, at det, alle hendes bøger handler om, også er noget, hun selv besidder meget af i samfundet i dag – nemlig magt! Alene fordi hun selv har skaffet sig adgang til det. Og fordi hun ikke har villet acceptere, at verdens måde at se ud på ikke stemmer overens med den måde, hun ser den på. LÆS OGSÅ: Hvorfor har vi brug for at placere skyld? I Danmark har vi det lidt svært med begrebet magt. De fleste vil hellere tale om indflydelse. Men indflydelse er bare en fesen udgave af magt, for ser vi helt nøgternt på, hvad magt i et frit demokratisk samfund i virkeligheden er, kan det siges helt enkelt: Evnen til at skabe en virkelighed, som andre frivilligt tilslutter sig. I mine øjne er magt derfor en fuldstændig vidunderlig ting! Hvis den altså bliver brugt på en måde, så den er med til at bygge samfund og mennesker op. Eller hvis den er med til at kaste lys og eliminere de sider af magtanvendelse, som er undertrykkende og uretfærdige. Det fantastisk ved magt er, at vi alle har den. Hvis vi altså vil tage den på os. Det står os alle frit for at tænke og handle på en måde, så vi kan forsøge at skabe lige præcis den virkelighed, vi gerne selv vil være en del af. Det er, hvad Liza Marklund har gjort og er lykkedes med. Fordi hun gad. Og satte sig for at fortælle historier, som det viste sig, mange andre gerne ville være en del af. At vi har magt, forhindrer os dog ikke i at mærke misundelsen og jalousien, når vi bliver ramt af andres succes. Og sådan vil det nok altid være. Selv forsøger jeg at forvandle den slags følelser til beundring og inspiration i stedet. Det lykkes på de gode dage. På de dårlige dage, hvor jeg får kvalme af positiv tænkning, fortaber jeg mig i 17 afsnit af en TV-serie. I mellemtiden tænker jeg over, hvilken virkelighed jeg har lyst til at skabe – og som andre forhåbentlig også kan få glæde af. Personligt glæder jeg mig til at se, hvilken virkelighed Liza Marklund nu vil kaste sig over. Jeg er helt sikker på en ting: Den bliver ikke kedelig!