Selvudvikling

Emilia van Hauen: Kære far – du lever stadig i mig

Det kan godt være, jeg ikke længere kan finde dig i den fysiske form, som jeg kalder for far, for den del er aske nu, men du lever jo stadig. Og dit bidrag lever stadig i mig.

Da jeg slog flytilstanden fra, tikkede beskeden ind. Halvanden time senere sad jeg igen med din hånd i min, mens du kæmpede med at få dit vejr. Mens du lå dér med din nu iskolde hånd i min, og din hud blev mere og mere pergamentagtig og fik et let grønligt skær, og du befandt dig i din egen verden, måske den verden, der er mellem liv og død, glædede jeg mig sådan over, at jeg havde siddet med dig i dagene op til, dengang du stadig gik ind og ud af bevidsthed og nogle gange rettede din blå øjne mod mig, mens du så ud, som om du prøvede at forstå. Hvorfor du lå dér. Hvorfor jeg sad dér. Hvorfor. Det var dengang, din hånd stadig var varm.
 
 
Nu krøb kulden i din krop tættere og tættere mod hjertet, mens værelset blev oplyst af billeder af dig og dit liv, minder om dig flød forbi i en gylden strøm, der strøg mit savn fra min pande og glattede den igen og sendte et smil på mine læber, mens jeg kiggede på dine lukkede øjne, der forsvandt i et virvar af rynker og små rykvise træk, der gjorde dig levende at kigge på.
 
Og så. Uden et ord fortalte du os, at nu var det nu. Og vi fulgte dig, så langt vi kunne, til vi måtte give slip, fordi du gav slip, og pludselig var det slut. Du havde ingen puls, intet åndedrag. Da jeg kyssede din pande, var også den blevet kold. Men i mit hjerte var du stadig varm, og jeg blev ved med at tænke på, hvornår et liv egentlig slutter?
 
LÆS OGSÅ: Drømmen - og så virkeligheden
 
Jo, dit fysiske liv sluttede en mandag kl. 13.48 med din familie omkring dig, og det var mere fredfyldt og smukt, end jeg havde haft begreb til at forestille mig. Og du fortjente den død. Lige så mild og god som du var. Og ja, du forlod 85 års bidrag ind i verden med samme stilfærdige beskedenhed, som du levede det meste af dit liv. Så du var jo væk.
 
Men du er ikke død. Ikke i mig. Alt det, du lærte mig, ikke ved formaninger – for dem var der søreme også mange af, og de fleste var brugbare og gode, mens andre hørte til i en anden tid – men ved dit eget levede livs eksempel, lever jo videre i mit liv. Og en del af det vil jeg – er jeg allerede i gang med – at give videre til mine børn. Og til andre mennesker, som jeg møder. For hvor er det egentlig, det ene menneske slutter, og det andet begynder?
 
Du er dig, men du er også mig. Ikke hele mig, men noget i mig. Og du er også en del af mine børn. Og det kan godt være, jeg ikke længere kan finde dig i den fysiske form, som jeg kalder for far, for den del er aske nu, men du lever jo stadig. Og dit bidrag lever stadig i mig. Og i mange, mange andre mennesker, som du mødte og var med i dit liv.
 
Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere
 
Så kære far, du lever stadig, ja du gør. Og det bedste er, at jeg kan fortsætte den samtale, som vi havde i løbet af livet. Mærkeligt nok føles den nogle gange mere levende og nærværende, end den gjorde den sidste tid af dit liv, hvor du var præget af smerte og træthed. Når jeg har brug for dig, er du der. Nogle gange kun som en stemme inde i hovedet på mig. Andre gange kommer du forbi, som du gjorde senere den mandag aften, hvor du pludselig stod dér i din nålestribede habit og var så glad, lettet, let og fri, som du ikke har været i årevis, og du fortalte mig, at du havde det så godt, og at alt var o.k.
 
Og det er jo det, det er. Alt er o.k. Selv om jeg savner dig i denne dimension, farmand …
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]
 

 

Læs mere om: