https://imgix.femina.dk/media/article/1442_dorthe_kandi.jpg
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Jeg er ekstrovert, empatisk og utålmodig

11. november 2014
af Helle Rosenkrantz
Normalitetsbegrebet indsnævres hele tiden, og vi måles og vejes alt for meget. Til sidst bliver der så få ”normale” tilbage, at de også skal have en pille
Kan du finde en kasse, der kan passe? Ja, jeg spørger, fordi jeg for nylig læste om, at 15-20 procent af befolkningen er født med et særligt sensitivt nervesystem. Det betyder, at de er mere følsomme over for forskellige ydre påvirkninger, skrev de på Kristeligt-dagblad.dk. Det er forholdvis nyt med opmærksomheden på de særligt sensitive, men bevidstheden har tilsyneladende ført til, at nogle forældre nu tænker: Er det mit barn? Og til, at (nogle) eksperter tænker: Hvordan kan det behandles? Sundhedspsykolog Peter La Cour siger i artiklen, at man sagtens kan forestille sig, at særligt sensitiv bliver en diagnose på et tidspunkt, og at der kan blive udviklet medicin eller psykologisk behandling rettet mod sensitiviteten. Jeg gentager lige: Man mener, at 15-20 procent af befolkningen er særligt sensitive. Hver femte kan altså ende i behandling ... Der er selvfølgelig mulighed for en del nye jobs i den industri – og det mangler vi! Men jeg vil alligevel tale for, at vi skal lade være. Lade være med at se den særlige sensitivitet som et problem, der skal fjernes. Måske kunne vi bare se det som en særlig egenskab med fordele og ulemper. Ligesom det har sine fordele at være ekstrovert, introvert, empatisk, følelsesstyret, analytisk, tålmodig, spontan og så videre. Og bagdele. LÆS OGSÅ: Renée: Passer du ind i samfundets skabeloner Men vi har et samfund, hvor vi hele tiden skal rubricere hinanden – sætte mærkater på, og tænke: Hun er også bare xxx ... Det sker allerede ved vores køn. Vi er cirka halvt af hvert – alligevel tænker vi, at vi kan puttes i kasser, selv om bare de kvinder og mænd, jeg kender, egentlig er ret forskellige. Selvfølgelig er der fællestræk, men der er eddermaneme også mange forskelle. Mænd er ingen stor bøvsende masse, der elsker fodbold, sex og kød, mens kvinder ikke nødvendigvis elsker sko, øjenskygge og hvidvin. Og selv om jeg faktisk elsker både sko, øjenskygge og hvidvin (og sex og kød), så er jeg altså ret forskellig fra en hel del andre mennesker, der elsker det samme. Og du med. For det er jo det, der er det fantastiske ved mennesker, at vi er forskellige. Jeg er med på, at vi – også jeg – indimellem griber til generaliseringer, fordi det både kan dække overordnet og være ret sjovt. Men når vi begynder at kalde det diagnoser, der skal behandles, står jeg af. Vi kan ikke behandle os ud af alting. Vi bør heller ikke. Vi må acceptere, at det at være menneske også betyder, at der er udfordringer ved at være sammen med andre mennesker. Jeg har aldrig mødt et menneske, der ikke indimellem synes, at noget er svært. Noget ved andre eller ved os selv. Livet er svært. Og sjovt og givende. For nylig læste jeg andet sted en betragtning om, at man for 30-40 år siden ikke havde ADHD-børn i skolerne. Jeg siger ikke, at ADHD ikke findes, eller at det ikke kan være nødvendigt med behandling. Men kunne det tænkes, at det ikke er børnene, der nødvendigvis er noget galt med, men måden, man griber dem an på? Det samme gælder de særligt sensitive. Skal det behandles, at man er ekstra følsom over for glæde og vrede med mere. Eller skal det ”bare” tackles? Jeg synes, normalitetsbegrebet indsnævres hele tiden, og vi måles og vejes alt for meget. Til sidst bliver der så få ”normale” tilbage, at de også skal have en pille eller et forløb kørende hos en coach. Jeg synes, vi skal omfavne forskellighederne og rumme udfordringerne. Jeg ved, vi kan – og som de siger i filmen ”Max Pinlig”: Det normale er for amatører. LÆS OGSÅ: Renée: Vi har reduceret livet til at handle om vores bidrag til vækst

Læs også