https://imgix.femina.dk/media/article/1442_dorthe_kandi.jpg
Selvudvikling

Dorthe Kandi: Bekvemmelige og uambitiøse kvinder!

16. december 2014
af Dorthe Kandi
Det er utrolig nedladende at kalde det offentlige for et kvindefængsel, og kvinderne (og mændende), der arbejder der, for uambitiøse. Vi hylder de privatansatte for at tjene deres egne penge, mens de offentlige ansatte jo mest bare ligger fællesskabet til last
Hvorfor er flere kvinder end mænd ansat i det offentlige? I børnehaver, i folkeskoler, i hjemmeplejen? Er de offentlige arbejdspladser Danmarks største kvindefængsel, hvor kloge hoveder spilder deres talent? Sådan lød et oplæg til debat i P1 for nylig. Jeg hørte også sætninger i radioen som: ”Er det uambitiøst og af bekvemmelighed, man søger ansættelse i det offentlige?”. Jeg er klar over, at der her lægges op til debat, og at det er ”sjovere” og af og til mere interessant at debattere noget, hvor man kan mærke forskellene i synspunkterne. Men samtidig er det også utrolig nedladende at kalde det offentlige for et kvindefængsel, og kvinderne (og mændende), der arbejder der, for uambitiøse. Og jeg har mødt holdningen før. Der tales ofte om, at vi skal skære ned i den offentlige sektor, som om de ansatte dér ikke rigtig gør nogen gavn. Vi hylder de privatansatte for at tjene deres egne penge, mens de offentlige ansatte jo mest bare ligger fællesskabet til last? Vi taler jo her om sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, lærere, pædagoger, sagsbehandlere, læger og mange andre. LÆS OGSÅ: Renée: Vi har reduceret livet til at handle om vores bidrag til vækst Jeg har aldrig været offentligt ansat, men jeg er i familie med flere læger, sygeplejersker og pædagoger. Og set fra min absolut partiske stol, så har jeg svært ved at se det bekvemmelige i årevis at tage nattevagter på intensivafdelingen, hvor de allersygeste og svage patienter ofte svæver mellem liv og død, og hvor den sygeplejerske, jeg kender, særdeles ambitiøst forsøger at holde liv i dem. Den læge, jeg deler efternavn med, har afsluttet sine studier for mange år siden, men terper stadig kilotunge bøger for at blive klogere på kræft, og hvordan hun kan bidrage til, at vi redder flere fra at dø af det. Social- og sundhedassistenten i min familie har haft loppetjansen med at sørge for, at vores ældre kom i bad, fik tøj på, mad og alt det andet. Helt sikkert et job, der har givet hende megen glæde, men også ondt i ryggen og slidt hende i sådan en grad, at hun nu har forladt faget. I årevis har hjemmehjælperen, jeg kender, taget sin fritid i brug, fordi hun ikke kunne leve med, at fru Hansen ikke kunne se ud ad sine beskidte vinduer, eller sørget for, at hr. Jensen fik den hjemmelavede rullepølse, han elsker, fordi hun havde overskuddet til at lave den. Jeg synes helt bestemt, vi skal diskutere den offentlige sektor. Er den for stor eller for lille? Bruger vi pengene bedst muligt, og er det effektivt nok og til alles bedste? Jeg mener personligt, at vi i langt højere grad kunne kopiere ting fra det private. Men vi bør holde op med at kalde de ansatte for uambitiøse, for det passer simpelthen ikke. Selvfølgelig er der dovne hunde i det offentlige. Og i det private. Men for det første tror jeg, der er langt imellem dem begge steder, og for det andet tror jeg, ingen bliver motiveret af at blive talt ned til. Og hvis vi endelig skal se på noget, der er uambitiøst, synes jeg, det er, at vi stadig ikke har ligeløn – og kunne det ikke tænkes, at det hænger sammen med, at vi som samfund ser ned på de fag, hvor der er mange kvinder ansat? Den gennemsnitlige lønforskel på 17 procent hænger i hvert fald ikke sammen med uddannelsesniveau, da kvinder generelt set er bedre uddannede end mænd. Og skal vi tale om bekvemmelighed, så er det vel bekvemt, at vi altid kan affærdige diskussionerne med, at kvinderne bare ikke gider arbejde mere, være ledere osv. Måske hænger det sammen med nogle strukturer i vores samfund, som vi burde kigge efter i sømmene, så vi ikke altid gør det til et individuelt problem for dig og mig. Men så vi gør det til et fælles problem. Vi kan jo begynde med at tale om hinanden med respekt, uanset om du er offentligt eller privat ansat. For sammen udgør vi jo en befolkning, der har brug for hinanden. Jeg vil i hvert fald nødig undvære de engagerede og dygtige sygeplejersker, hjemmehjælpere, pædagoger, læger, socialrådgivere, social- og sundhedsassistenter og så videre – uanset køn! LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Fraskilte er stadig forkerte

Læs også