Selvudvikling

Dorthe Kandi: Befri brystvorterne

En mands stive brystvorter får vistnok de færreste af os til at sukke henført. Og der er, så vidt jeg ved, ikke opfundet indlæg, toppe eller lignende, der kan skåne mænd for sexede blikke og/eller pinlige episoder

Jeg har brugt bh i mange år – siden mine bryster blev for tunge til at ”stå selv”. Sådan har jeg det bedst. Men jeg har aldrig tænkt, at det var pinligt, hvis mine brystvorter kunne ses, hvilket de jo af og til kan – selv gennem bh og bluse. Jeg ved da godt, at det kan opfattes seksuelt stimulerende. Husker en episode af TV-serien ”Sex & The City”, hvor Samantha har et par kunstige, stive brystvorter med i byen, hvilket tiltrak mange mandlige blikke. Det kan ikke nægtes, at kvinders brystvorter tiltrækker sig opmærksomhed. Men hvorfor egentlig?
 
En mands stive brystvorter får vistnok de færreste af os til at sukke henført. Og der er, så vidt jeg ved, ikke opfundet indlæg, toppe eller lignende, der kan skåne mænd for sexede blikke og/eller pinlige episoder. Men efter diskussioner her på FEMINAs redaktion og i min øvrige omgangskreds kan jeg konstatere, at mange kvinder (yngre end mine 46 år) oplever brystvorter som noget, der ikke skal ses af andre. Nogle mener, at bh’er skal være forsynet med det dér skumgummilag, som vist slet ikke fandtes, da jeg købte mine første bh’er. Og vi taler ikke om pushup-effekt, bare om et lag, der tilsyneladende skal forhindre, at de brystvorter, vi alle har, kan ses ved selv de koldeste minusgrader. Og at gå uden bh, det er udelukket. For de fleste.
 
Personligt kan jeg en gang imellem godt ønske mig små bryster netop for at kunne smide bh’en under sommerkjolerne og så videre. Men for mange kvinder er det – i vores frigjorte samfund? – meget grænseoverskridende. For slet ikke at tale om at gå på arbejde uden bh. Det er åbenbart ret utænkeligt.
 
LÆS OGSÅ: 5 myter og facts om dine bryster
 
I mine øjne er det desværre endnu et tegn på, at vi overseksualiserer vores krop. Især kvinders. Hvis vi hele tiden skal overveje, om vi tiltrækker det mandlige blik og vækker hans lyst, er vi så nået ret meget videre end dem, der vil pakke kvinder ind i telt-lignende kjoler for at undgå netop det? Hvis vi ser på vores krop som værende andres frem for vores egen, har vi så ikke et problem? Det synes jeg. Derfor blev jeg grebet af optimisme, da jeg læste en artikel på Politiken.dk med denne skønne overskrift: Islændinge vil befri brystvorterne: ”Op i røven med jeres patriarkat”. En 17-årig islandsk kvinde protesterede over, at brystvorter er tabu og lagde et billede op af sit nøgne bryst på Twitter. Desværre ikke overraskende blev hun straks hånet med kommentarer om, at brystet og vorten var grim, hun var dum, og den slags ”kloge” meninger. Men så satte en modbølge ind, og under hashtagget #Free-TheNipple løftede politikere, teenage-piger og -drenge op i blusen i solidaritet.
 
I New York var der sidste år en demonstration, hvor topløse kvinder ville gøre opmærksom på censureringen af kvinders krop på de sociale medier. En censur, der jo netop handler om seksualisering, fordi kvinders overkrop er forbudt, mens mænds er o.k.
 
Et af de centrale punkter er for mig social kontrol. At vi trods frisind, ligestilling og demokrati stadig har meget travlt med at begrænse og regulere hinanden. Jeg tror, vi alle gør det – bevidst og ubevidst. Jeg har også tænkt om en underviser, jeg havde, at hun med fordel kunne tage en bh på. Jeg syntes, det var distraherende med de frie bryster og strittende brystvorter under hendes T-shirt. Men det er da egentlig mit problem og ikke underviserens.
Social kontrol har altid eksisteret, og der er ikke udsigt til, at det forsvinder helt, men vi kunne arbejde på at mindske det mest muligt. For det er vel op til os. Hvis du vil gå uden bh, skal du ikke frygte andres fordømmelse eller kommentarer. På hvilken måde adskiller det sig fra samfund, hvor man spytter efter kvinder, der går i ærmeløse bluser?
 
Lad os anerkende, at det er forskelligt, hvad vi har lyst til. Nogle foretrækker bh, andre gør ikke. Men det skal aldrig blive et påbud. En overdommer-regel om, at ”det gør man bare ikke”.
Vi har og skal have friheden til at gøre, hvad vi vil (når vi ikke skader andre) – uden at der peges fingre.
 
LÆS OGSÅ: Mor og datter: Sådan har vi det med vores krop