https://imgix.femina.dk/media/article/1610-camilla-1.png
Selvudvikling

Chefredaktøren: Kvinde, stop dit kropshad

26. maj 2016
af Camilla Kjems
Først som 42-årig er jeg for alvor blevet glad for min krop - fordi den trods sygdom, fødsler og skavanker stadig ER her og giver mig glæden ved at opleve livet – hver dag!
Jeg har hadet min hud, forbandet mine korte ben og bekæmpet min topmave (som kun jeg kan se), så længe jeg kan huske. I dag er jeg 42 og er på mange måder gladere for min krop, end jeg nogensinde har været. Fordi den trods sygdom, fødsler og skavanker stadig ER her og giver mig glæden ved at opleve livet – hver dag! Måske det ligger i vores gener, at vi som kvinder går så meget op i vores udseende for evolutionsmæssigt at kunne tiltrække de bedste hanner at parre os med (det tror jeg faktisk på, det gør!), men bliver denne ”pyntetrang” til selvhad, har vi et seriøst problem – også i forhold til vores døtre. En stor undersøgelse lavet af ungdomsmagasinet Vi Unge viser nemlig, at piger helt ned til 12-årsalderen har et problematisk forhold til deres krop, og at hele 59 procent af de 12-16-årige føler sig begrænset af deres udseende. Omvendt peger undersøgelsen dog også på, at de unge pigers største rollemodel ikke er popstjerner og moviestars, men ... deres mødre! En mor med dårligt selvbillede sender altså utilfredsheden videre til barnet, hvilket kun understreger vigtigheden af, at vi kvinder bliver bedre til at elske og omfavne vores krop, som den er. Derfor har vi i denne uges FEMINA bedt syv ærlige kvinder fortælle hver deres unikke kropshistorie – om at leve med kroniske smerter og pigmentpletter, aseksuel nøgenhed, kropsvægt og sanselighed. Mød også inspirerende Julia Lahme, som i mange år følte sig begrænset af sin krop, men som i sin nye debatbog ”ManiFest” tager livtag med kvinders løgne for sig selv og hinanden. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER

Læs også