https://imgix.femina.dk/media/article/1650-camilla-kjems.jpg
Selvudvikling

Chefredaktøren: God stil på budget

17. august 2017
af Camilla Kjems
God stil er at være forfængelig, hvile i sig selv og sin personlighed, øve sig i at kombinere nyt med gammelt og bære sig selv med stolthed og ynde
Det behøver ikke at koste en million at ligne en million, står der på forsiden af denne uges femina. Jeg har selv skrevet det og mener hvert et ord. For det er ikke klædernes pris, der afgør, om du ser godt ud, men derimod, hvordan du bærer dem. Din ynde, stil og udstråling ... og lige præcis dét kan ikke købes for penge. Jeg selv er vokset op i en familie uden de store penge, så jeg har hele min barndom gået i hjemmesyet tøj og genbrug. Og jeg husker den kæmpe glæde, det var, når jeg selv eller min mor havde syet en flot nederdel i min yndlingsfarve (dengang gul). Eller jeg fik købt en fed herrefrakke i den lokale Frelsens Hær, hvor det heldigvis i mine teenageår var megacool at gå i genbrug fra. Og sat sammen med lidt hjemmegjort og lidt nyt fra modebutikkerne på gågaden i Rønne, så lignede jeg, hvis jeg selv skal sige det (okay, det er nok en stramning, men alligevel ...), en million, uden at det på nogen måde havde kostet det.
For det er lige præcis dét, god stil er. At være forfængelig, hvile i sig selv og sin personlighed, øve sig i at kombinere nyt med gammelt og bære sig selv med stolthed og ynde. Så er det fuldstændig ligegyldigt, om blusen har kostet 200 eller 2.000 kr. Velkommen til denne uges femina, hvor vi har trawlet al den nye efterårsmode igennem og fundet de items, som både er superlækre og ligger i den billige ende af spektret. Tag for dig af retterne. Mix det med dine favoritklassikere fra dit klædeskab, og gå efteråret i møde med stil. Din stil.
Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I UGENS FEMINA I GALLERIET HERUNDER

Læs også