musik mindfulness
Selvudvikling

Mindfulness musik giver dig et pusterum

16. maj 2017
af Susanne Cordes, redigeret til web af redaktionen
Foto: Panthermedia
Hvis vi lærer at lytte til musik på en bevidst måde, kan vi give hjernen, sindet og kroppen et tiltrængt pusterum i hverdagens stress og jag. Vi guider dig til, hvordan du bruger musik som mindfulness.

Mindfulness musik er både effektivt og let tilgængeligt

Musikpædagog og mindfulnessinstruktør Ene Kirstine Heyde Dias arbejder bevidst med at skærpe oplevelsen af nærvær og sanselighed igennem musik og kunst. Og hun mener, at der meget at hente for vores velbefindende i musikkens verden.

– Musik er lydbølger, der passerer gennem kroppen og påvirker vores sansesystem. Det får os til at føle os godt tilpas. Rent neurobio­logisk stimulerer det belønningscenteret i hjernen og giver os en følelse af fundamentalt velbehag.

Det er faktisk det samme lykke-stof, dopamin, som bliver udløst, når vi oplever velbehag ved musik, som når vi for eksempel bliver forelskede, har sex eller spiser chokolade!

Musik får følelserne frem

At lytte til musik skærper også vores sanser og aktiverer vores evne til at visualisere, fortæller Ene Kirstine Heyde Dias.

- Jeg tror, alle kan genkende dét, at man lytter til et stykke musik, og så begynder der at opstå indre billeder. De billeder er ofte relateret til vores erfaringer og erindringer, og der ligger utrolig mange emotioner oplagret i den proces. Følelser, dufte og lyde kommer tilbage. Det er vigtigt at lade dét komme, der opstår. Også selv om det kan være ubehagelige følelser. Så gælder det om at trække vejret igennem det og lade musikken massere følelserne, siger hun.

LÆS OGSÅ: Reducér dit stressniveau med mindfulness

Lyt bevidst

Ofte har vi musik kørende som bag­grundsstøj, men Ene Kirstine Heyde Dias anbefaler, at vi får et mere bevidst forhold til at lytte og tage musikken ind. At lytte bevidst til musik, altså mindfulness musik, kan give hjernen, sindet og kroppen det pusterum, vi har brug for i en ellers hektisk dagligdag med mange stimuli.

– Vi bliver ofte overdynget med stimuli, men idéen om mindfulness er at skabe en pause, en passage til et sted inde i os selv, som vi altid kan finde tilbage til. Vi finder ind til et særligt spot i os selv, der altid er der, og som vi kan holde fast i, når stimuli kommer os i møde.

LÆS OGSÅ: ASMR: Hør lydene, der gør dig helt afslappet

Mindfulness-øvelse med musik:

Ene Kirstine Heyde Dias anbefaler følgende, hvis du vil blive bedre til at lytte bevidst til musik.

1. Vælg et stykke musik, du véd er behageligt at lytte til. Det kan være decideret meditationsmusik eller et stykke musik, du kender godt og godt kan lide.

2. Lyt analytisk og skærp derved dit fokus. Lyt til musik­kens struktur, melodi og klang. Zoom dig på den måde ind på musikken.

3. Lyt med og til kroppen. Lad musikken vække det, der nu kommer. Det kan være følelser eller billeder. På den måde kommer du i kontakt med, hvad der foregår i dig, måske er det vrede, sorg eller angst, glæde eller positiv energi. Bliv i de følelser, selv om det kan være ubehageligt. Træk vejret gennem de følelser og billeder, der kommer. Mærk dem opstå og passere og give plads til nyt.

4. Vær til stede i velværet med dit åndedræt. Gør det til et sted i dig selv, som du kan vende tilbage til, når du står i hverdagen og har brug for ro.

Læs også