Selvudvikling

Brev til Renée: Vi må ikke se vores nye barnebarn

Ingen af os kan forstå, hvorfor de reagerer, som de gør. Vi er meget kede af det, for vi har glædet os så meget til, at deres søn skulle komme. Læs ugens brev til Renée her

Hej Renée
En af mine døtre på knap 40 år og hendes mand er lige blevet forældre til en lille dreng på 2½ år fra udlandet. De har været meget igennem for at få børn, hvilket har været til stor sorg for min datter. For syv år siden besluttede hun og hendes mand sig for at adoptere. Efter nogle år fik de en dreng på 9 måneder, men da tiden nærmede sig, fik de at vide, at de ikke kunne få ham alligevel. Efter lang tids venten lykkedes det dem at få et andet barn, men noget gik galt, og indførsler fra det land, barnet kom fra, blev pludselig lukket. Nu har de ventet yderligere to år fyldt med bekymringer, men heldigvis har de nu hentet deres lille søn. En skøn dreng, som vi alle gerne vil lære at kende. Det mener forældrene bare ikke, at vi skal lige nu. Han skal først knytte bånd til dem, og det er selvfølgelig forståeligt, men som bedsteforældre vil vi meget gerne lære ham at kende og være sammen med ham. Vi har fået lov at besøge dem en enkelt gang. Her måtte vi ikke røre eller løfte – eller sidde med ham på skødet. Det var et meget mærkeligt besøg, og min svigersøn virkede frustreret og opførte sig meget dårligt over for os. Min mand valgte at ringe til ham efterfølgende. Min svigersøn sagde, at han var klar over, at han havde opført sig dumt.
Alligevel må vi ikke besøge dem foreløbig, og de vil ikke tale ret meget med os. De siger, at det var alt for tidligt, vi kom. Ingen af os kan forstå, hvorfor de reagerer, som de gør. Vi er meget kede af det, for vi har glædet os så meget til, at deres søn skulle komme, ligesom vi har været der meget for vores datter, mens hun har haft det svært. Er det os, der er noget galt med, eller skal vi bare lade dem være? Hvad synes du?
En meget bekymret mor
 
 
Kære bekymrede mor
Det lyder som om en anspændt og svær situation, du står i lige nu med din datter, hendes mand og deres lille nye adoptivdreng. Selve adoptionen har været en lang og ambivalent rejse, og den har varet i årevis. Først har de sikkert skullet igennem selv at prøve at få børn, sorgen over, at det ikke kunne lykkes, og så tage en beslutning om at adoptere – efterfulgt at den lange ventetid, som heldigvis er endt i, at de har fået deres største ønske opfyldt. Nu er han der, og de er åbenlyst meget beskyttende og varsomme med ham. De ønsker sikkert alt det bedste for ham, og at han får den blideste og blødeste landing i deres lille familie. Det gør de ved at skærme ham mod for mange stimuli, og jeg tror, at de gør ret i at gøre det på den måde. 
Deres søns rejse til Danmark har sikkert været lang, og nu er han landet i en hel anden verden. Det er en enorm omvæltning for sådan et lille barn, og det er naturligt, at de beskytter ham mod at blive overstimuleret. Samtidig har de naturligvis også et ønske om, at det er dem, han bliver knyttet til, og den tilknytning kan godt være en sårbar proces for både barn og forældre. Jeg tænker, at du og din mand skal trække jer lidt tilbage og være så respektfulde, I overhovedet kan være, over for de nybagte forældre. Jeg ved ikke, hvorfor din svigersøn opførte sig dårligt, og det er selvfølgelig ikke i orden. Men det er dejligt, at han har erkendt det og sagt undskyld. Det i sig selv vidner om, at han godt er klar over det, men også har set sig nødsaget til at sætte en grænse. At få sat en grænse foran sig er ikke altid rart, og jeg forstår det, som at du og din mand har følt jer afvist. På samme tid er I skuffede, fordi I har glædet jer så meget til at blive bedsteforældre og tage del i jeres datters lykke. Hun kan åbenbart ikke rumme andet end det lille barn lige nu, og på sin vis er det meget forståeligt. Under alle omstændigheder skal det respekteres, også selv om det er svært, og I næsten ikke kan vente. 
 
 
Du skriver, at I er meget kede af det, og jeg tænker, at det er helt o.k. Derfor synes jeg, at I skal trøste hinanden og få talt det godt og grundigt igennem. På den måde behøver I heller ikke at dele den "ked-af-det-hed" med de nybagte forældre. Den kan de nemlig ikke bruge til så meget; de gør det så godt, de kan, og helt sikkert ud fra et kærligt ønske om at gøre det bedste for deres lille dreng. Så hvis I kan, vil jeg råde jer til at lade dem være lige nu, til at rumme, at I ikke er inviteret ind lige med det samme, og i stedet glæde jer dybt i jeres hjerter over, at deres ønske om at få et barn endelig er blevet besvaret. Jeg er sikker på, at I nok skal blive inviteret ind og få lov til at dele deres lykke, så snart de har overskud til det – så find tålmodigheden og det kærlige blik frem, og vent i forvisning om, at I nok skal få lov til at lære den lille dreng at kende, så snart hans forældre skønner, at han er klar til at møde sine nye bedsteforældre. Og lov jer selv og hinanden ikke at bebrejde dem det, som er lige nu. At I ikke siger noget om det, når I ses, og ikke senere trækker det frem og vifter dem om næsen med det. Det er der bare ingen grund til, og det vil kun komme til at mudre forholdet til dem og den lille dreng, som I så brændende ønsker at komme tæt på.
Kærlig hilsen Renée
 
 
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.

 

Læs mere om: