Selvudvikling

Brev til Renée: Min datter er flyttet hjemmefra og jeg føler mig tom uden hende

Jeg ved godt, at min datter ikke kommer tilbage til mig og bor. Det skal hun heller ikke, men vores bånd er på en eller anden måde blevet skåret forkert over. Læs ugens brev til Renée her

Hej Renée
Jeg har en fantastisk datter på 19 år. For snart to år siden flyttede hun hjem til sin far, min eksmand, fordi hun gerne ville have en hverdag sammen med ham. Fra hun var tre år, var hun hos ham hver anden weekend, da min eksmand flyttede tilbage til sin fødeby efter vores skilsmisse. Tiden gik, og jeg mødte min nuværende mand, som min datter har et rigtig fint forhold til. For seks år siden møder min eksmand en ny kvinde, som både min nuværende mand og jeg har et fint forhold til. De har både overnattet hos os til min datters konfirmation og 18-års fødselsdag, og jeg tænker, vores gode sammenhold er godt for hende, og at hun trives godt med, at vi voksne taler og har det godt sammen. Da vores datter har boet hos sin far i tre uger, bliver jeg ringet op af min eksmand om, at jeg IKKE må komme og besøge hende, fordi hans nye kone ikke kunne overskue det. Hun er åbenbart begyndt at se mig som ”ekskonen”! Så hvis jeg skulle se min datter, skulle det foregå på hotel. Min verden bryder helt sammen, og det gør så ondt i mig, fordi jeg savner min datter så meget. Jeg søger hjælp hos en psykolog for at få styr på mine følelser, og hvad der gør mig glad. Min datter formår at få sin hverdag til at fungere, og det er super godt for hende, men jeg har stadigvæk meget svært ved at blive helt glad indeni. Jeg græder meget i hverdagen, når jeg er alene herhjemme, og jeg ved godt, at min datter er ved at blive voksen, men alligevel ... Min mand ved ikke, hvor ked af det jeg er, og jeg forsøger også at skjule det for ham. Min eksmand har for nylig fået en anden lejlighed, som han er flyttet ind i sammen med vores datter. Hans nuværende kæreste er blevet i deres gamle hjem. De er stadigvæk kærester, men skal åbenbart ikke bo sammen længere. Hans kommentar hertil er, at hans kæreste har brug for ro. Jeg håber, at du har et godt råd om, hvordan jeg kommer videre med mig selv, for jeg vil så gerne være glad indeni igen. Jeg ved godt, at min datter ikke kommer tilbage til mig og bor. Det skal hun heller ikke, men vores bånd er på en eller anden måde blevet skåret forkert over.
Med venlig hilsen 
En mor, der savner sin datter
 
 
LÆS OGSÅ: Forholdet til min datter gør mig ulykkelig
 
Kære mor, der savner din datter
Dit eneste barn er flyttet hjemmefra, og nu står du dér, hvor mange forældre før dig har stået – nemlig hvor du efter mange år med barnet i fokus skal finde en ny mening med tilværelsen. Og det er et hårdt sted at stå. Det sted åbner også for en masse muligheder og frihed, men det kan være svært at se, når sorgen er så altoverskyggende. Det er sådan, jeg tolker dine ord: At sorgen over at ”miste” dit barn fylder så meget, at det overvælder dig og forhindrer dig i at se, at livet stadig er et dejligt sted. Efter min mening har du gjort det helt rigtige: Du har trukket energien hjem til dig selv, kontaktet en psykolog, som har hjulpet dig til at finde hoved og hale i det hele. Du skriver om, hvordan din eksmands kæreste har tacklet, at jeres datter er flyttet hjem til dem, men jeg tænker ikke, at de betragtninger har så meget at gøre med dine følelser. For mig at se er det distraktioner. Hvorvidt hans kæreste kan rumme, at jeres datter bor hos hende, eller om du kommer på besøg, er lidt ligegyldigt, især nu hvor din eksmand bor alene med jeres datter.
 
 
Du og din eksmand har altid haft et godt forhold, og det skal I blive ved med at have. Din sorg over, at jeres datter beslutter sig for at bo sammen med sin far, har ikke noget med ham at gøre. Det handler om den alder, hun har, og hvor hun står i livet lige nu. Det væsentlige er, at du er trist, og at du savner din datter. Og det kan jeg godt forstå. Selv står jeg midt i orkanens øje med hormoner, der er gået amok. Men jeg ved, at når det sker, så sker der også så mange ting med vores følelsesliv. Der kan opstå en uforklarlig tristhed, som kan have depressionslignende symptomer.
Nu ved jeg overhovedet ikke, om det også spiller ind, hvor du er i dit liv, men det er en mulighed. Det er helt sikkert også et sted i livet, hvor eksistensen rammer os. Når vi ikke længere er nogens mor, hvem er vi så? Du skal sige farvel til din datter nu. Hun er ved at være voksen, og hun har truffet et valg, der handler om at komme væk fra dig. Der er ingen vej udenom, uanset hvor svært, trist og forfærdeligt ensomt det føles. Du skriver, at jeres bånd blev skåret forkert over. Det er den følelse, du sidder tilbage med. Men når jeg læser din historie, synes jeg, alle har gjort det så fint, som I kunne. I har talt sammen, samarbejdet, været åbne og kærlige. Jeg ved, at det er den følelse, du har. Men du elsker din datter så højt, at det måske ville føles forkert, uanset hvordan båndet blev skåret over? Hvis hun nu var rejst til Hawaii og ingen planer havde om at komme hjem foreløbig, ville det så ikke også føles forkert? Din datter er parat til at flyve, og jeg tænker, at du kunne prøve at glæde dig over, hvor dygtig hun er. Hun tør prøve kræfter med en ny by, nye venner, nyt liv. Hun tør endda sige til dig, at hun ønsker at komme tæt på sin far. Hun tør opgive tætheden til det menneske, der står hende allernærmest, og hun tør klippe den navlestreng, som alle unge mennesker SKAL klippe på et tidspunkt. Selv om I ikke skal se hinanden hver dag, så vil I to altid være hinandens allertætteste. Den kærlighed, du har givet hende, vil altid bo inde i hende, det kan intet ændre. Så vær trist og sørg over tabet, men undlad at dele de følelser med din datter. Hun kan ikke bruge dem til så meget lige nu. Snak med din mand, familie og din psykolog, og fæld en tåre, når du har brug for det. Det har du al ret i verden til, og det hjælper og lindrer. Men vid, at livet går videre, og om nogle år vil smerten være mindre.
Kærlig hilsen
Renée
 
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til.  Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere
 

 

Læs mere om: