Selvudvikling

Brev til Renée: Jeg har ikke lyst til at leve

Hvad gør man med et liv, man ikke kan leve? Hvad gør man for at tage sig sammen, blive glad og værdsætte alle de gode ting? Læs ugens brev fra en ung pige på 18 år her

Kære Renée
Hvad gør man som ung pige med verden foran sig, når man ikke kan se, hvordan man nogensinde skal komme ud i den og overleve? Jeg er 18 år og ønsker mest af alt at være en helt anden end mig selv. En, der er gladere, en, der lykkes, en, som kan og vil og ikke har en psyke, der driller. Flere gange i løbet af mit liv har jeg været forbi psykiatrien og blive udredt. Jeg synes virkelig, jeg har gjort mit for ikke at lægge mig fladt ned. Jeg har konfronteret nogle af de sværeste ting og er blevet ved med at udfordre mig selv. Nogle ting er lykkedes, men jeg har aldrig fundet min plads, min glæde, min succes helt ind i hjertet. Jeg har angst, muligvis asperger, depressiv personlighed, flere slemme depressioner, forskellige spiseforstyrrelser og svær stress. Desuden er jeg introvert, genert og usikker. Jeg er perfektionistisk, 12-talspige og meget selvkritisk. Min stress, angst og spiseforstyrrelse startede i folkeskolen, og da jeg skulle begynde i 9. klasse, var det på efterskole. Psykologerne var ikke sikre på, om jeg var klar, men jeg følte, det var min chance for at få det bedre. Jeg fik lov til at komme af sted, men min spiseforstyrrelse tog til, jeg blev meget syg igen, så jeg blev nødt til at tage hjem. Efter 9. klasse vidste jeg, at gymnasium ville være selvmord, så jeg begyndte på HG. Det var hårdt, og jeg overvejede ofte at give op, men jeg endte med at klare mig igennem med fine karakterer. Efterfølgende tog jeg på højskole, men efter et stykke tid blev min spiseforstyrrelse endnu værre, og jeg fik angstanfald ud af det blå. Et par uger efter at jeg var kommet hjem, prøvede jeg at tage mit eget liv. Jeg så ingen anden udvej, for jeg kunne ikke længere leve, som jeg gjorde. Jeg har altid troet, at hvis jeg bare blev tyndere, bestod min eksamen eller fik en kæreste, ville jeg blive lykkelig. Men sådan er det jo ikke. Som med alt andet var det helt planlagt. Jeg tog 100 + piller, men overlevede tydeligvis og blev indlagt på psykiatrisk hospital. Nu er jeg udskrevet igen og begyndt til en psykolog, og jeg har tilmed fået en kæreste. Jeg har stadig ufatteligt mange dårlige dage og mange selvmordstanker. Jeg vil meget gerne i gang med at lave noget, men samtidig føler jeg mig ikke klar til det. Så hvad gør man med et liv, man ikke kan leve? Hvad gør man for at tage sig sammen, blive glad og værdsætte alle de gode ting?
Mvh. Mig
 
 
Kære Dig
Hvor får jeg dog lyst til at holde dig tæt og fortælle dig, at livet ER smukt og værd at leve – for det er det! Men du mærker det ikke. Tværtimod kan du næsten ikke holde til at være på jorden, og nu spørger du mig, hvad du kan gøre for at leve et liv, du ikke har lyst til at leve? Jeg har forestillet mig, at vi to var med i et eventyr. Du var prinsessen, der kom til den vise kvinde ude i skoven, som selvfølgelig var mig, og så bad du om hjælp til at løse livets gåde. Jeg ville sige, at jeg ikke kendte svaret, men det vigtigste er, at det er der ikke nogen i verden, der gør. Så gåden, du stiller mig, er umulig. Der findes nemlig ikke noget facit til det levede, levende liv. Hver især må vi finde vores vej gennem det morads af følelser og udfordringer, vi møder undervejs. Og kære du, det må du også! Du skal finde dine egne veje og værdier. Det er det, hele livet drejer sig om! Det kan være en vidunderlig færd, men det kan også være en svær og farefuld rejse. Den er sjov og hyggelig, men andre gange er den uoverskuelig og forbandet trist, og vi må lære at bære begge dele.Dit brev er præget af, at du higer efter at finde en plads i livet og blive til noget. Du skriver også, at du skal tage dig sammen, få en uddannelse, blive glad og værdsætte de gode ting i livet. Hvor er det dog mange store krav, du stiller. Hvem har bildt dig alt det ind?
 
 
Hvis vi fortsætter eventyret, så ville jeg byde dig indenfor og ingen krav stille til dig! Ingen! Du behøvede ikke at være glad hos mig, du behøvede ikke at komme i gang med en uddannelse eller et arbejde, før du var klar til det, og du behøvede overhovedet ikke at værdsætte ting, der skal forestille at være gode, men som du slet ikke kan se meningen med! Nej, inde i min hytte i skoven skulle du bare sidde ved ildstedet og kigge ind i flammerne og finde ro i dit hjerte og i din krop. Prøv lige at stoppe op og vær med i legen. Luk øjnene og mærk, hvordan det er at sidde foran pejsen. Hvordan det føles ikke at skulle noget som helst? Bliver du irriteret, trist, eller mærker du en længsel efter det sted, hvor du ikke skal præstere noget som helst? Hvordan reagerer din krop ved udsigten til at slappe helt af ved den varme ild? Og hvad tænker dit hoved om mine ord? Du kan nok sagtens regne ud, hvad det er, jeg vil. Jeg tror, du er en meget klog pige. Og ja, jeg tror, det er vigtigt, du siger til dig selv, at du skal ingenting. Det er det, der er hemmeligheden. Du behøver ikke at adoptere de værdier, der florerer i vores samfund – at vi kun er noget værd, hvis vi er tynde, får 12 eller er i gang med en fin uddannelse. Der findes så mange andre slags fællesskaber end dem, hvor det hele ser perfekt ud udadtil, og jeg tænker, at det kunne være gavnligt for dig at søge den slags fællesskaber. Der er mange piger som dig, der lider af depression, angst, selvværdsproblemer, spiseforstyrrelser, og måske er det dem, du skal opsøge. Erkend, hvem du er, og dine følelser. Stå ved, at du er trist og ikke magter at komme i gang. Find andre som dig, så du véd, du ikke er alene. Det er sikkert en ringe trøst, men hvis du kan holde ud, at det er helt okay at være, som du er, at du er værd at elske med depression og det hele, og at det er fint at sidde i hytten og se ind i ilden, så tror jeg, du kan finde en vej igennem det, der er så uendelig svært lige nu. Uanset hvor mørk natten er, skal du huske på, at når morgenen gryr, så kommer lyset også! Jeg håber, du finder det.
De kærligste hilsner Renée
 
 
Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til  femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til [email protected]. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.
 
Meget mere Renée
Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.
 
Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere
 

 

Læs mere om: