Brev til Renée: Jeg har angst for ikke at være god nok

Kære Renée Tak for dine fine klummer uge efter uge. Jeg læser dem med stor fornøjelse. Jeg er en pige på 21 år, som læser til socialrådgiver. I lang tid har jeg gået og tænkt: Er det her mig ..? Inden jeg startede, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle. Jeg havde mange idéer: Psykolog, journalist, advokat, frisør, osv. Lige indtil den dag en sagde til mig: ”Hvad med socialrådgiver?”. Og så tog jeg springet! De seneste par måneder har jeg dog været i tvivl om, hvem jeg er, og hvor jeg står, i forhold til hvad jeg gerne vil være. Jeg har haft en del angst for ikke at være god nok. Det er bl.a. gået ud over min kæreste, som står model til rigtig mange af mine byrder. Han har været en klippe for mig og stået der igennem det hele, og det samme har min familie, men det er, som om det ikke er nok. For uanset hvor mange gange de siger: ”Du er god!”, så har det ikke hjulpet mig på længere sigt.

Jeg vil altid være den bedste til alt, og det både presser og stresser mig. Når jeg tænker fremad, får jeg det altid dårligt. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg nogensinde skulle kunne hjælpe andre mennesker, når jeg ikke engang kan hjælpe mig selv. Jeg har været meget jaloux i mit forhold, men har lært at arbejde med det og er kommet godt igennem. Enkelte gange falder jeg igennem. Min kæreste siger, at det ikke betyder noget for ham, når jeg er kommet så langt i min udvikling, hvilket jeg også selv er meget glad for! Jeg er begyndt at konkurrere med andre piger inde i hovedet på mig selv. Hvis vi skal ses med andre vennepar, vil jeg altid være den flotteste af pigerne. Jeg kan bruge flere timer på at vælge tøj og lægge makeup, for det hele skal bare sidde lige i skabet. Ingen skal kunne sætte en finger på mig. Jeg er kontrolfreak og kan ikke overlade noget til tilfældighederne. Alligevel bliver min kontrol sat på prøve, for når jeg tænker over det, så har jeg ikke særlig meget styr på mig selv. Hvem er jeg egentlig? Hvad vil jeg opnå, og hvorfor kan jeg ikke bare være glad for det stadie i mit liv, jeg er nået til? Jeg vil altid have mere. Men hvem vil også ”nøjes”? I dine klummer nævner du ”det gode liv”. Jeg ved, jeg har et godt liv – og meget mere til. Men hvad hvis det bare ikke er nok? Hvad hvis der er et andet godt liv derude, som bare ligger og venter på mig? De bedste hilsner fra kontrolfreaken LÆS OGSÅ: Min 12-tals datter har arvet mit dårlige selvværd Kære kontrolfreak Tak for et dejligt brev, og fordi du tør være så åben og ærlig omkring dine inderste tanker. Jeg er sikker på, at det, du kæmper med lige nu, er noget, som mange unge af begge køn kæmper med. Jeres generation er mere end nogen anden vokset op med at skulle blive til noget, hvad det så end betyder. I er flasket op med at skulle bidrage til samfundsmaskinen, økonomien og ikke være en byrde for andre. I er pacet frem i skolen med en underliggende besked om, at I skal være vindere, ellers bliver I tabere. En vinder er en, der får en uddannelse. Helst så hurtigt som muligt, uden slinger i valsen og ingen fjumren. I har fået tudet ørerne fulde med, hvor beskyttede og forkælede I er. Der er ikke noget at sige til, at du for alt i verden bare skulle i gang med en uddannelse, selv om du ikke engang var klar over, hvad du i virkeligheden havde lyst til. Du overvejede alt fra advokat til frisør. Der er immervæk stor forskel på de to erhverv. For mig vidner det om en smule forvirring og uafklarethed. At du også er konkurrenceorienteret, er der heller ikke noget at sige til. Vi mennesker ønsker for alt i verden at blive og være del af en flok, da det forbedrer vores chance for overlevelse. Når man i skolen fodrer det indbyggede konkurrence-gen ved at give vores børn læseprøver og tests hele tiden, så styrkes det træk i høj grad. Hos nogle kan det nærmest blive en besættelse at være den bedste, da den anerkendelse, man kan opnå, derved styrker følelsen af at være noget værd. At du har det, som du har det, er der nok også andre forklaringer på. Du skriver selv, at du har angst for ikke at være god nok. Det ydre pres, du oplever, kan være med til at styrke den følelse. Så hvordan hopper man af toget, når man kun er 21 somre og samfundsteknisk lige er steget på? Jeg tænker, at du er en heldig pige. Du er reflekterende, og du er dygtig til at lytte til dig selv. Du mangler bare at respektere det, du hører fra dig selv. Det lyder, som om du er steget på et tog, hvis destination du ikke har lyst til at ankomme til. Du er steget på, fordi det gør ”man” jo, når man er på din alder. Hvis man ikke gør, så er man ingenting, og det er ingen rar ting at være. Du kan stige af det tog lige nu, hvis du har lyst. Du er kun 21 år, du har masser af tid foran dig. I dag skal vi arbejde, til vi bliver 67, og du skal sikkert arbejde endnu længere. Dit arbejdsliv skal nok komme, og det vil vare det meste af dit liv. Lige nu er du fri, ung, og du har ingen børn, der binder dig. I teorien kan du leve på en sten, du behøver ikke smart tøj, og du behøver ingen bil. Du kan vælge at gå i secondhandtøj, og du kan købe ind i Netto, eller du kan bo i en étværelses, uden at nogen behøver at løfte et øjenbryn over det. Du behøver ikke at vælge hele din livsbane nu. Søde dejlige dig, du ER noget værd, også selv om du ikke gør præcis ligesom andre. Du er noget værd i dig selv, bare fordi du er dig. Du har al ret til at tage den tid, du skal bruge til at finde ud af, hvad der findes i dit hjerte. Mens du mærker efter, kan du tjene penge – der er en masse, man kan lave, når man endnu ikke har fået en uddannelse. Du spørger, hvad det er for et godt liv, der venter på dig. Jeg tror, det er et liv, hvor du tillader dig selv at finde det sted i verden, hvor du har lyst til at være uden at slå dig selv i hovedet over det. Hvor du erkender, at du er fuldstændig o.k., nøjagtig sådan som du er. Hvor du ikke behøver at være bedre end nogen for at føle, du er noget værd. Det lyder utrolig nemt. Men det er den sværeste opgave: At blive glad for at være sig selv. Vi er ikke opdraget til at være glade bare for at være os, men derimod til at stræbe efter mere. At få den chip opereret ud igen kan tage lang tid og være hårdt arbejde. Mit råd til dig er at hoppe af toget lige nu. Find et arbejde, spar penge op, og tag ud i verden og se, hvordan den ser ud. Det kunne være med til at inspirere dig til at finde ud af, hvilken vej du har lyst til at gå i dit liv. Det lyder måske lidt vildt og skørt, men hvorfor ikke? Og ja, hvorfor ikke invitere din dejlige kæreste med – det kunne være, han også havde brug for og lyst til ny inspiration? Kærlig hilsen Renée Cand. psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. MEGET MERE RENÉE Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.