Selvudvikling

Anne Sophia Hermansen: Interessante kvinder er nok altid lidt skøre

”Betty Blue” var for min generation ikke kun film, det var også en drøm. En drøm om at køre rundt i solgul Mercedes og knalde lidt i det fri

For nylig genså jeg ”Seven” på Netflix, og den holder stadig. Knap så nænsom har tiden været ved ”Betty Blue”. Da filmen kom i biografen i 1980’erne, blev den omgående kult, og mange havde plakaten hængende på teenageværelset. Det havde jeg også selv. Hver morgen vågnede jeg og så ind i Bettys smukke og sørgelige ansigt – og drømte om at være mere ligesom hende. Mere frivol og fandenivoldsk. Men hun var jo totalt vanvittig.
 
 
En af mine venner sagde for nylig, at hvis han dengang kom hjem til en kvinde og så, hun havde plakaten hængende, sagde han farvel igen. Betty Blue endte som bekendt med at klippe sig skaldet og flå sit ene øje ud. Desuden var han træt af at drikke kaffe af store ymerskåle og spise chili con carne, mens soundtracket fra filmen kørte i båndsløjfe.
 
”Betty Blue” var for min generation ikke kun film, det var også en drøm. En drøm om at køre rundt i solgul Mercedes, knalde lidt i det fri og så ellers skrive på DEN STORE ROMAN. Selvfølgelig inkarnerede den også en drøm om kærligheden som fri, fabulerende, lidenskabelig og alt andet end provinsiel. Men kærligheden ender i filmen med at køre helt ud over skrænten, og Betty dør på et sindssygehospital. Forinden har hun dog under en gang hovedrengøring (der foregik ved at kaste alle tingene ud ad vinduet) fundet sin kærestes romanmanuskript, og hendes død forbindes med hans genfødsel som forfatter. Ja, det lyder søgt, men vi analyserede meget på det i 80’erne, mens vi drak af store ymerskåle og øvede os i at have lige så fugtige læber som Betty.
 
Giv et gaveabonnement i julegave! Vælg imellem 17 forskellige blade - f.eks. FEMINA. Klik her for at læse mere
 
Når jeg genser filmen i dag, fremstår den usammenhængende. Det er fra begyndelsen åbenlyst, at hun har rotter på loftet, og jeg forstår ikke kærestens fascination. Eller hvorfor de skal sidde og spille så meget klaver, hvilket ret beset intet har med fortællingen at gøre. Men æstetikken og soundtracket holder stadig – måske fordi begge dele som en tidsmaskine kan sende os tilbage til dengang. Tilbage til oversizefilmplakater, svampe-malede vægge, teenageuskyld og de franske caféer, der skød op som champignoner i sen-80’erne.
 
Betty Blue er for mit vedkommende blevet overhalet af andre forbilleder (heldigvis), og hver af dem markerer en periode i mit liv. Rachel fra ”Friends” lærte mig i 90’erne at sætte pris på selvironi og sociale relationer. Efterfølgende fulgte jeg Carrie i ”Sex and the City” og opdagede glæden ved sko og genopdagede glæden ved at skrive.
 
LÆS OGSÅ: Du er altid kun en dårlig beslutning væk fra at ødelægge dit liv
 
Og lige nu sidder jeg og ser TV-serien ”Game of Thrones”, og her holder jeg især af dragemoderen, Daenerys Targaryen. Hun er kompetent, kompromisløs, listig, liderlig, strategisk, hævngerrig og godt i gang med at erobre hele verden. Ligesom de øvrige kvindelige hovedpersoner er hun fuldstændig ligestillet med mændene og hinsides enhver form for beklagelse over sit liv, der ellers har stået på voldtægt, tab af barn og familie, at blive solgt som slave, og adskillige andre ydmygelser. Hun ser frem og ikke ret meget tilbage og bruger effektivt sine drager som krigsmaskiner. Måske skulle man få sig en lille nuttet drage? Den solgule Mercedes er i al fald so last century.
 
Men Daenerys Targaryen er muligvis også lidt af en nutcase, og det er o.k. med mig, for de mest interessante kvinder er som regel lidt skøre. Jeg håber bare ikke, hun ender med at flå sit øje ud og savle som en baby.
 
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på [email protected]