Anne Sophia Hermansen: Guld i ubegrundet selvtillid?

Forleden kom min søn hjem fra tennisstævne med en kæmpe medalje om halsen. Hurra, tænkte jeg. Drengen har talent. Flere års investeringer i træning og camps giver nu pote. Men før jeg fik fantaseret videre om tennismillioner og en Steffi Graff-babe som svigerdatter, sagde han, at alle havde fået en medalje. Også dem, der ikke havde vundet en eneste kamp. Nå da. Af nysgerrighed sendte jeg spørgsmålet ud på Facebook: Præmierer vi i dag børn for at være med frem for at udmærke sig? Og svaret var et rungende ja. Flere skrev, at medaljerne var en hyldest til fællesskabet og ment som en opmuntring til alle, der var stået op kl. 7 for at tilbringe søndagen i en sportshal. At det jo handlede om at være med og ikke om at vinde. Men der var også dem, der undrede sig ligesom mig, den onde tigermor. For hvorfor træne ekstra og gå efter guldet, når guldet alligevel tilfalder alle, der dukker op? Skal man præmieres – også hvis man ikke gør sig umage? Og hvornår holdt konkurrencer op med at handle om at være bedst? Jeg kom til at tænke på et interview, jeg engang havde læst med en skolepsykolog. Hun fortalte, at hun tidligere i sin konsultation havde mødt mange børn, der led af lavt selvværd. Nu var det vendt om, så hun havde fået en del at gøre med børn, der led af ubegrundet selvtillid. Ubegrundet selvtillid – hvad er det? Børn, der beskriver sig selv som meget talentfulde, også selv om de reelt ikke har noget at have det i. Skolepsykologen kunne ikke pege på en enkelt årsag til den ubegrundede selvtillid. Dels mente hun, at skolen kunne have givet dem den opfattelse ved at insistere på, at alle er en succes, selv om nogle lykkes bedre end andre. Dels var der kulturen – en ”X factor”-kultur, der tilskriver, at alle er fantastiske uanset indsats. Men frem for alt mente hun, at vi forældre har en skæv opfattelse af, hvad opdragelse handler om. Opdragelse handler ikke om at være heppekor, men om at give børnene realitetssans – med den tilføjelse, at det kan det være yderst smertefuldt at få. Renée Toft Simonsen: Hvor synd er det for børn? Det sidste synes jeg er ret interessant. Og det er også lidt kontroversielt, fordi mange i min generation hellere vil være venner med vores børn end forældre for dem. Vi synes, det er sødt, når de staver forkert og nænner ikke at rette dem. Vi spørger dem, om de har lyst til at læse lektier, selv om de i virkeligheden bare skal. Vi roser dem for tegninger, vi i virkeligheden synes er ret rædselsfulde, for tænk, hvis vi gør skade på deres selvværd, hvis vi fortæller dem sandheden? Af og til tænker jeg: Tror vi virkelig, vores børn er sådan en flok skravl, der ikke kan klare, at vi stiller krav til dem? Tror vi, at de bryder sammen, hvis vi fortæller dem, at en opgave kræver en indsats? Vi vil så gerne hygge os med dem og have det godt sammen, men vi gør dem en bjørnetjeneste. For når det går galt, og ting mislykkes, hvordan skal de så kunne forstå det – de er jo hele tiden blevet klappet frem og har fået at vide, at de er geniale. Det skal lige siges, at jeg selvfølgelig heller ikke er fortaler for det modsatte – for at pace børn eller insistere på at måle deres værdi på baggrund af deres resultater. Men jeg kan ikke se, hvorfor krav og omsorg skulle udelukke hinanden. At bede dem om at gøre sig umage er at tage dem alvorligt. Derudover ved enhver, der har kæmpet for noget, hvor fedt det er, når det lykkes. At give alle guld er at stjæle en oplevelse fra dem. Min søn smed medaljen ned i kassen med skrammel. Ned til alle de andre. En gang imellem tager han dem på, og så griner vi lidt ad det. Han kommer aldrig til at vinde Wimbledon, men han ved, at rundt om ærligheden er kærligheden.