Anne Sophia Hermansen: Genbrug er sikkert godt, men ...

For nylig læste jeg, at vi sælger brugte ting for over 80 milliarder kroner om året, og at antallet af loppemarkeder er firdoblet alene i løbet af et par år. Jeg er helt med på, at det er en fed ting at genbruge, for jeg fik også kvalme af overforbruget i 00’erne. Af nye køkkener, because I’m worth it, fladskærme og logotasker til 10.000 kroner. Af firhjulstrækkere, tandblegninger og brug-og-smid-væk-mentalitet. Men jeg føler mig alligevel som en pingvin i en jungle, når jeg er på loppemarked. Af flere årsager. Den ene er, at jeg ikke ejer det instinkt, der skal til. Instinktet, der som en usynlig hånd fører én fra stand til stand i jagten på det unikke fund. Gennem labyrinter af ting og svimlende mængder skrammel. Min svigermor har det og kan gennemtrawle talløse loppemarkeder for til sidst at finde netop dét fine blå glas, der fuldender samlingen. På det tidspunkt har jeg for længst givet op og står ved Kalles Kaffekværn og drikker kop nummer dårlig mave. Noget andet er, at jeg hader at prutte om prisen. Det skulle være så hyggeligt, men jeg har det ikke i mig at stå og tinge om småpenge. Bare fortæl mig, hvad det koster. Jeg får ikke noget fix af at spare 10 eller 25 kroner, det får mig bare til at føle mig smålig. Og så savner jeg altså lidt mere kvalitet. Det er meget muligt, at jeg har frekventeret de forkerte loppemarkeder, men sådan noget som halvbrugte deospray, plettet børnetøj, skårede tallerkner, kopitasker og bamser med kun ét øje får ikke pungen op af min lomme. Det giver mig bare lyst til at råbe ud over pladsen: ”Skråt op med genbrug ... smid lortet ud, og kom videre!”, og så ellers juble ud i forbrugssamfundet. LÆS OGSÅ: Her er landets bedste loppemarkeder For sagen er, at mange ting i dag er så dårligt produceret, at de næppe kan holde til én ejer – og da slet ikke til to. Når jeg er på loppemarked, kan jeg ikke lade være med at se det kvalitetsforfald, der er i vores ting, i vores støvsugere, porcelæn, stole, børns legetøj og vores eget tøj. Mens man engang producerede ting, der kunne holde til folks liv, bliver meget i dag produceret med en klar og kort udløbsdato, så vi tvinges til at købe nyt. Fra stavblendere til cykellygter, der slides alt for hurtigt op, til mobiltelefoner og kameraer, det ikke kan betale sig at reparere. Mange af vores ting er regulært bras, det er Fætter BR for voksne. Og i stedet for at blive videresolgt på loppemarkeder skulle de kyles i hovedet på producenten. I filmen ”The Fisher King” siger en af hovedpersonerne, at vi har for mange ting, der står i vejen for vores liv. Både konkret – for meget overflødigt junk – og symbolsk – lykken er hverken gods eller guld. I virkeligheden, siger han, har vi kun brug for en høj, blå himmel, en regelmæssig afføring og så en mørkeblå jakke. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men jeg tror, han har fat i den lange ende. Vi skal have færre og ikke flere ting, og især skal vi have tingene ud, hvis vi skal have plads til os selv. Selv er jeg gået en anden vej efter 00’ernes forbrugsfest og finanskrisens kræmmer-efterfest. Jeg køber færre, men til gengæld dyrere ting. Skeler til, om jeg virkelig har brug for dem, om de kan repareres, om de er noget, jeg gider se på om 10 år, og hvis jeg er i tvivl, køber jeg dem ikke. På mange måder er det min private modtrend til såvel forbrugsfest som finanskrise – jeg har simpelthen tænkt mig at værne om de få ting, jeg elsker, og så ellers slide dem op. Meget old-school. Og ligesom mit ægteskab, vil min mand sikkert tilføje. LÆS OGSÅ: Loppeguide: FEMINAs fem fedeste loppetips til dig