https://imgix.femina.dk/media/article/1508-klumme-anne-sophia-hermansen.png
Selvudvikling

Anne Sophia Hermansen: Fem mandetyper, du skal undgå på Facebook

8. september 2015
af Anne Sophia Hermansen
Jeg indrømmer, at der er fem mandetyper, jeg ikke inviterer indenfor på Facebook. Hvorfor ikke? Måske fordi jeg er en overfladisk gimpe, måske fordi mændene bare ikke er interessante nok - se de fem typer her
3,5 millioner danskere er på Facebook, og vi linker til hinanden på kryds og tværs. Personligt er jeg åben over for nye Facebook-venskaber, men jeg tjekker altid folks profiler først. Og jeg indrømmer, at der er fem mandetyper, jeg ikke inviterer indenfor. Hvorfor ikke? Måske fordi jeg er en overfladisk gimpe, måske fordi mændene bare ikke er interessante nok. Lad os prøve at se nærmere på dem: 1. Toilet-selfie-typen Cirka en gang om ugen får jeg en venneanmodning fra en mand, hvis profilbillede er en toilet-selfie. Her står han og poserer i bar overkrop, mens han kigger intenst på mig. Masser af muskler og tatoveringer. Lækkert, hvis man er til det. Det er jeg så ikke. I begyndelsen troede jeg, at han havde fotograferet sig selv i svømmehallen, men så lagde jeg mærke til de forvaskede håndklæder og toiletspejlet med tandpastarester på. For nylig havde en mand også fotograferet sig selv frisk fra bruseren. Skal vi tænke: svedigt handyr? Jeg er så konet, at jeg bare tænker, han skal huske at tørre op på badeværelsesgulvet. 2. Mamillen Mamil står for Middle Aged Man In Lycra, og her står han i stram lycra og poserer foran sin Karboncykel til 50.000 kroner. Hans Facebook-væg er fuld af opslag om cykling, og i næste uge skal han cykle Sjælsø Rundt. I sidste var det noget andet. Han kan måske ligne en midtvejskrise på to hjul, men er i egen selvforståelse en mand, der cykler ud for at erobre verden. Han følger eventyrskabelonen hjem-ude-hjemme, og når han er ude, oplever han vilde ting som at punktere eller blive overhalet, men han overvinder det og kommer styrket hjem. I familie med mamillen er manden, der træner til ironman, og vi kan være sikre på, at løbetider, rutebeskrivelser og løbe-lidelse er denne mands fremmeste bidrag til vores Facebook-feed. 3. Mænd, der er bøf med bearnaisesovs Den her gruppe er lidt sociologisk interessant. Hvorfor har de et profilbillede med en hakkebøf eller burger? Havde de været lidt smarte, havde de valgt østers eller noget andet lækkert. Ingen kvinder synes, at mænd, hvis åndelige forbillede er en Big Mac, er spændende. Denne Facebook-type smider masser af mad på sin væg, men det er ikke mad på den sexede, 9 1/2 uge-agtige måde — vi får ikke serveret rokkevinge, tartar eller creme brulé, sådan som den gastroseksuelle mand gør. Vi får bare at vide, at denne mand er uden smag i mad og sikkert også i en del andre ting. LÆS OGSÅ: Derfor er vi så grove på Facebook 4. Med barnet som visitkort Engang var det forbeholdt kvinder at finde identitet via deres børn, i dag gælder det også mænd. Barnet er blevet en identitetsmarkør for mange, og kan du fremvise glade børn, er du også selv en succes. Men – og jeg ved godt, at det her er kontroversielt at skrive – andres børn er altså lidt kedelige at se på, særligt børn, du ikke kender. Opslag efter opslag med Emma eller Magnus, der spiser, bader, har kasketten omvendt på, kravler, griner eller sover, er bedårende, hvis man er i familie med barnet, men for os andre er det bare endnu et barn, sorry. 5. Firmaets mand Den sidste kategori består af retoucherede mænd i blå jakkesæt. Deres profilbillede er det samme billede, du kan finde på firmahjemmesiden. Manden er arbejdet, og arbejdet er manden, og du kan læse om årsregnskaber, procesoptimering, sponsorsamarbejder, bundlinjefokus og kundeservicestrategier på hans væg. Eller du kan lade være. Jeg vil foreslå det sidste, medmindre du selv er typen, der foretrækker regneark frem for bøger. Ak, ak, det er svært at være mand, og er der ikke det ene galt, så er der det andet. Og hvad med mig selv? Har jeg måske ikke haft profilbilleder med mit barn eller lagt en ulækker kage på? Opdaterer jeg ikke meget om politik eller skriver lange kommentarer? Jo da. Og det er heller ikke alle, der vil være ven med mig. Det lever jeg med, fint endda, for jeg vil hellere være kværulant end kedelig.
https://imgix.femina.dk/abo_blad_artikel_banner_610x80_-_kopi.jpg
https://imgix.femina.dk/abo_ipad_artikel_banner_610x80_2.jpg

Læs også