Anne Sophia Hermansen: Det SKAL være sjovt

Simone de Beauvoir skriver i ”Alle mennesker er dødelige”, at vi slet ikke skal ønske os udødelighed. For det er døden, der kvalificerer livet og gør det værd at leve. I romanen indtager Raymond Fosca en udødelighedsdrik og gennemlever efterfølgende århundrede efter århundrede. Udkæmper krige, elsker, får børn og oplever, at alt forsvinder med tiden. De kvinder og børn, han elsker, bliver ældre og dør, og de kampe, han udkæmper, ender med at blive erstattet med andre. Som århundrederne skrider frem, er der kun meningsløsheden tilbage. Da jeg læste romanen første gang, var jeg i mine 20’ere og syntes egentlig, det kunne være meget lækkert at leve for evigt. Jeg ville rejse til alle kontinenter og få et hav af børn, opleve at komme ud i rummet, fordybe mig i alverdens litteratur og nyde det privilegium ikke at se min krop forfalde. Jeg kunne godt forstå Simone de Beauvoirs pointe, men bildte mig ind at have større fantasi end hendes hovedperson og tænkte, at jeg aldrig ville ende som sådan en deprimerende hængemule. I dag ved jeg bedre. Selv om det er fortvivlende, at vi skal dø fra dem, vi elsker og må efterlade 99,999 procent af verden uoplevet, kan jeg godt se det smarte i, at vi er blevet født med et stopur i hånden. Vi er her kun kort, og så er det vores forbandede pligt at få det bedste ud af det.

Som præsten Poul Joachim Stender engang sagde: At leve er at være god til at dø. En begravelse er en anledning til at øve sig på at dø og dermed blive bedre til at leve. Jeg minder mig selv om stopuret og Stenders ord, når jeg står foran en forelskelse og er lige ved at stoppe op. For jeg har været ned ad den vej så mange gange før og tager mig selv i at tænke, at den ender blindt. Sådan tænkte de Beauvoirs hovedperson også til sidst: Åh nej, ikke én gang til ..! Men hvis vi lever vores liv med den indstilling, bliver vi åbne for, at meningsløsheden trænger sig ind på os, og så øver vi os ikke på at dø – så er vi på en måde allerede døde.

LÆS OGSÅ: Interessante kvinder er nok altid lidt skøre

Jeg noterer mig i disse år, at mange omkring mig er ved at miste modet, når det kommer til kærligheden. At vi, der engang var krigere, nu er de slagne. Og jeg tænker: Hvornår var det, vi stod ved rouletten og besluttede os for hverken at satse på rød eller sort, men for at veksle jetonerne til en gang natmad? Da vi blev skilt? Anden gang?

I mine 20’ere og 30’ere gjorde jeg ting, der var komplet hjernedøde. Mødte en mand og flyttede direkte ind i hans lejlighed. Eller mødte en anden mand og sagde ja til at gifte mig med ham, fordi vi havde boet sammen i en måned uden at slå hinanden ihjel. Dengang lød det morsomt. I dag tænker jeg, at jeg må have været på en form for følelsesmæssig crack.

Men i virkeligheden øvede jeg mig på at dø ved at leve livet. Det husker jeg mig selv på, når jeg – som nu – står foran en stor kærlighed. Det er så fristende at beholde jetonerne i hånden, veksle dem og ende som en desillusioneret Raymond Fosca. Belært af erfaring, lidt for belært, tak. Men vi er her jo kun kort. Derfor bliver det nødt til at være sjovt. Så jeg tager hele stakken og klasker dem ned på rødt. Og taber jeg det hele, kan jeg altid gå i baren bagefter.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her