Anna Mejlhede: Stærke kvinder, powerpar og andre myter

Der er en særlig myte, der konstant dukker op på min vej. Myten om det stærke menneske. På et tidspunkt kunne man i en artikelserie læse om såkaldte powerpar. Det handlede om par, der begge bare kørte derudad med fuldt skrald på karrieren. Smukke, succesfulde – stærke. En anden gang stod jeg selv under et foredrag og blev spurgt af en tilhører, hvad man skulle stille op med kriserne i sit liv, når nu man ikke, som hun formulerede det, ”var en af de her stærke kvinder”. Og herefter har det brændt i mig efter at tage den myte op, der trives i værste velgående: At nogle mennesker går friskt og uovervindeligt gennem livet – kun styrket af al den modgang, sygdom, skilsmisse og de dødsfald, der blev en del af deres liv. For sandheden, den er nemlig en ganske anden. I mange af de interviews, jeg læser, med kvinder, som på en eller anden måde har gjort sig gældende ved enten at skrive noget stærkt, bryde gennem glasloftet og nå toppen i erhvervslivet eller lignende, beskrives de ofte som en stærk kvinde. Alt sammen historier, der er vigtige for os at høre, fordi det kan inspirere os, at nogen har gået ad en vej, som ellers har virket umulig. Men vigtigt er det, inden vi lader forherligelsen af den råstyrke, vi tænker, det handler om, stige os til hovedet: De mennesker, som gør noget usædvanligt, noget stærkt og smukt, er IKKE dermed uopslidelige og uovervindelige. For at der er mennesker, som ALTID er stærke og blot bliver stærkere af enhver form for modgang, er en myte. At blive hård, som mange faktisk bliver af ekstremt megen modgang, er nemlig langtfra det samme som at blive stærk. LÆS OGSÅ: Anna Mejlhede: Kunsten at være en kliche Et af de udsagn, der alt for ofte smides i hovedet på os (men som ikke bliver mere sandt af den grund), er, at ”det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere”. Men det er en hårdnakket og ubarmhjertig løgn! For de fleste ting, der er lige ved at slå os ihjel, gør os faktisk ikke stærkere, men i stedet skrøbeligere, lidt mere slidte, lidt mere vagtsomme. Og de gange det lykkes os at komme styrket ud af noget forfærdeligt svært, skyldes det især, at vi har haft det vidunderlige held at have nogle mennesker omkring os, der kunne hjælpe. Det ved den kvinde eller mand, der har gennemlevet svær sygdom med men til følge (for nej, selv om vi mener det som en trøst, så bliver man ikke nødvendigvis stærkere af at have haft brystcancer, miste et ben eller blive døv og blind efter en ulykke). Og det menneske, der har mistet det allerkæreste, han/hun havde, har overordentlig svært ved at se, hvordan det nogensinde skulle gøre noget menneske stærkt! Måske er der nogen, der tror, at jeg selv er sådan en af de dér ”stærke kvinder”, der trods modgang og livets ubønhørlighed, stadigvæk står rank – også i modvind. Men sandheden er, at styrken indimellem også siver ud af mig, nogle gange i en grad, så jeg føler mig så lille, at jeg nemt kunne ligge i en inderlomme. ”Bag enhver stærk kvinde står – et svigt” har digteren Helle S. Søtrup skrevet. For dér, hvor vi svigtes, bliver vi jo nødt til at tage sagen i egen hånd for at overleve, og det kan virke stærkt, men tro mig, bag styrken er der noget så skrøbeligt at være ... Måske skal vi se på begrebet styrke fra en anderledes vinkel: At styrke er at turde være ærlig – også omkring det, der ikke blev nogen succes, det, vi luskede halvfærdige og slidte ud af. At styrke er at være vores menneskelige skrøbelighed bevidst og bekendt. At styrke også kan være at blive passet på af nogle andre end os selv, og turde modtage omsorg. Lad os hjælpe hinanden med at ruske myterne om de uopslideligt stærke mennesker godt og grundigt igennem. På den måde finder vi ud af, at mange af fortællingerne er som gamle kukure: De ser godt ud udenpå, men taber både skruer og hængsler, når man ryster dem grundigt ... Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser