Selvudvikling

5 kvinder før og nu: Vi har genskabt deres ungdomsbilleder

1. juni 2017
af Marlene Kronborg, Vibeke Nielsen og Camilla Kjems
Foto: Heidi Maxmiling og Nellie Møberg
Hvordan forandrer livet vores ansigt og udtryk? Dét testede vi her på femina ved at genskabe fem kvinders ungdomsbilleder mange år, begivenheder og børn senere.

Anti-age er yt. Det nye hotte er ”pro-age” eller med andre ord at elske din alder og få det bedste ud af den – lige dér hvor man befinder sig i livet. Men at elske sin alder og sine rynker er ikke altid så nemt, som det lyder.

Vi har med hjælp fra makeupartist og fotograf genskabt ungdomsbilledet af fem kvinder med samme makeup, frisure og vinkel mange år senere. Hør deres reaktioner her:

Vibeke Nielsen: Hold op, hvor ser jeg sund og glad ud!

Din første reaktion?

– Hold op, hvor ser jeg sund og glad ud! Er faktisk overrasket over, hvor meget vi alle ligner os selv, når man tænker på, hvor mange år der alligevel er gået. Dér hvor vi er unge, ser vi alle så fine og uberørte ud. Vi er sådan lidt uskyldige i blikket, hvor vores nuværende blik er meget mere klart og intenst. Måske også lidt hårdere og skarpere, men også klogere. Man kan læse levet liv i vores blik nu.

Er der noget, du bedre kan lide ved dig selv nu?

– Jeg kan godt lide, at mit ansigt er blevet mere markeret. Jeg er ikke fan af de dér puffy cheeks og synes også, rynkerne fra næse til mund er pæne. De giver karakter. Dem ville jeg aldrig få lavet.

Camilla Kjems: Dengang var jeg pige, nu er jeg kvinde

Din første reaktion?

– Jeg synes slet ikke, jeg ligner mig selv. På nogen af billederne! Kan ikke forklare hvorfor, men på en eller anden måde synes jeg, jeg ser lidt fremmedgjort ud for mig selv. Det er sådan et lidt ”paf” udtryk – måske fordi det oprindelige billede afspejler en periode, hvor jeg som nybagt mor var sindssygt træt og ikke rigtig havde fundet mig selv i min nye rolle. Og da det nye foto er taget som en kopi af det gamle, afspejler det slet ikke min personlighed, som den er i dag. Virkeligt sjovt at se!

Er der noget, du bedre kan lide ved dig selv nu?

– Ja, alt det, der er indeni! Jeg er langt gladere i dag end dengang. Både for mit udseende og for mit liv generelt. Jeg har fundet en ro og en plads i livet. Men rent udseendemæssigt var jeg da langt mere yndig dengang. Men på en lidt mere uskyldig og genert måde. Dengang var jeg pige, nu er jeg kvinde. I dag udstråler jeg langt mere personlighed og power, synes jeg. Det kan jeg godt lide.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Elsk din alder

Marlene Kronborg: Jeg ser ældre ud, end jeg regnede med

Hvad springer dig i øjnene?
– Hvalpefedtet og urenhederne er da forsvundet, men troede, at jeg var pænere. Ser faktisk en del ældre ud, end jeg havde regnet med. Flere tydelige furer, især omkring næse og mund og i panden. Måske er det også, fordi jeg ikke smiler, det gør jeg for det meste. Især på billeder. Får ofte af vide, at jeg ser yngre ud, end jeg er, men det kan jeg godt nok ikke se på det her billede. Og håret ... En lidt udvokset Kelly-frisure. Er glad for mit lange hår i dag. Virkelig mærkeligt at se, og lidt skræmmende.

Er der ikke noget, du bedre kan lide?
– Altså ... mine kindben er da blevet mere tydelige og markante. Jeg ser mere slank ud, men jeg har også tabt mig med alderen. Og så synes jeg måske, der hviler noget mere ro over mig. Jeg er mere sikker i min udstråling.

Mia Zoëga: Jeg synes, jeg ser skrap ud nu

Din første reaktion?

– Jeg ser ældre ud, end jeg føler mig, men stylisten/makeupartisten har virkelig gjort et godt stykke arbejde for at få ”nu”-billedet til at ligne ”før”-billedet.

Hvor kan du se, du er blevet ældre?

– Jeg har ikke så meget runde kinder og babyface, og nu flere rynker/furer om både mund og øjne. Og så ser jeg skrappere ud – ikke så mild, som da jeg var 22.

Er der noget, du bedre kan lide ved dig selv nu?

– Selv om jeg har flere rynker, kan jeg faktisk godt lide, at mit ansigt har mere karakter. Det er jo det, der giver personlighed.

LÆS OGSÅ: 7 ting, der kun bliver nemmere med alderen

Camilla Wisøfeldt: Jeg føler mig stadig, som jeg ser ud på det unge billede

Synes du, der er noget, der er bedre i dag?
– Nej ... men jeg er jo glad for mig selv. Det er jo ikke sådan, at jeg tænker, jeg holder mig dårligt, men det er jo en kæmpe kontrast. Jeg bliver altså også lidt rørt, når jeg sådan lige ser det. Jeg tænker sådan, hold nu op, fordi ... indeni føler jeg mig jo som det unge billede, men jeg kan jo godt se forskellen, det er jo en del af det at blive ældre. Og så synes jeg faktisk, det er rigtig sjovt at se. Det er ikke sådan, at jeg bliver monsterskræmt.

Hvad tænker du om det?
– Jeg synes, jeg holder mig fint. Jeg er 47 år. Jeg er kraftedeme snart 50 år, ikk’. Det er jo det, jeg ikke kan forstå. Det er rigtig sjovt at se. Ved du hvad, jeg synes faktisk, det er meget skønt. Jeg synes faktisk, det er en skøn kontrast, og alligevel kan jeg også sagtens kende Camilla. Jeg har et naturligt ældningsforløb. Det håber jeg bare, jeg fortsætter med.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også