kræft
Selvudvikling

10 ting, jeg gerne ville have vidst om kræft, før jeg fik det

Kræft og skilsmisse rammer de andre, ikke mig. Journalist Gertrud Baun fortæller her, hvad hun gerne ville have vidst for fem år siden, da hun fik brystkræft. Her får du råt for usødet et tilbageblik fra en ”femårs-overlever”.

10 ting, jeg gerne ville have vidst om kræft

Jeg er blevet en ”femårs-overlever”. En af dem, der stadig ”er i live fem år efter en brystkræftdiagnose”. Det giver et gib i mig, når jeg ser sætningen. Jeg bliver nærmest provokeret: Ja, selvfølgelig er jeg i live. Men i teorien ved jeg jo godt, det ikke er nogen selvfølge. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at jeg har haft brystkræft for alvor. Jeg er jo aldrig syg. Det er de andre, der en dag mærker en knude i brystet, som viser sig at være ondartet, og som skal væk med kemo og kniv. Ligesom det også engang var de andre, der blev skilt. Selv om jeg mærkeligt nok også indgår i dén statistik.

Statistikker føles bare fremmedgørende og skræmmende. For hvad siger det, at jeg ”er i live fem år efter brystkræft”? Betyder det så, at jeg får fem år mere? Eller 10? Kan jeg stadig blive 90? Er jeg helt frifundet som hos de pensionsselskaber, hvor jeg nu igen må tegne forsikring for ”kritisk sygdom”? Altså nøjagtigt lige så frifundet som resten af befolkningen ..? Og hvad med de 15 procent, som ifølge statistikken IKKE er i live efter fem år? Hvem er de? Jeg ved det ikke. Men her er 10 ting, jeg gerne ville have vidst om kræft, før jeg fik det.

1# Skrot statistikken

Min kæreste slæbte et højhus af pjecer med hjem fra hospitalet, dengang jeg havde fået fjernet knuden i venstre bryst – og begyndte at læse højt. Det udløste en rædsel, jeg ellers ikke umiddelbart følte, og fik gulvet til at forsvinde under mig. Jeg kendte jo ikke engang det endelige svar efter min operation. Havde man fundet spredning til lymferne? Hvor stor var knuden? Var det godt eller skidt, den var østrogenfølsom? Fik de det hele med, når de nu ikke tog hele brystet?

Kæresten måtte læse i tavshed, mens jeg, der har levet af at finde oplysninger og lavet oplysningskampagner til andre, foretrak at være et uoplyst menneske. Jeg dyrker stadig ikke statistikker. For de siger ikke noget om MIT tilfælde. Og bange – det kan man altid blive. Så skulle det blive din tur, så skrot statistikker, medmindre de giver dig trøst. Så skal du selvfølgelig pakke dig ind i dem og sove med dem om natten. For du skal gøre det, der virker for dig!

 

LÆS OGSÅ: 7 kvinders stærke historier om kræft

2# Det er ikke din skyld

Hvorfor mig? Spørgsmålet kværnede rundt i hovedet på mig. Det er jo en klassiker, når noget møg rammer os mennesker. Vi kræver forklaring og placerer skyld. Var det deodoranten, mælken, efternøleren, romkuglerne, parabenerne, bilos, for lidt nattesøvn, sojaen til sushien? Nogle kræftsygdomme kan jo forklares med delvist selvforskyldte årsager. Men ingen af de syv årsager, der kan give brystkræft, passede på mig. Og ingen læger kunne give svar. Flere sunde, stærke kvinder i min omgangskreds blev ramt af andre sygdomme og kræft og døde. Uretfærdigt og uforklarligt. Så i ventetiden på, at gåden bliver løst, har jeg omsider fundet fred med, at det ikke var min skyld, jeg blev syg, men et tilfælde. Men så er der jo heller ikke noget at skamme sig over. Absurd nok følte jeg mig flov og ville ikke være "hende, den syge". Jeg havde valget mellem at gemme mig væk i otte måneder eller være åben om, hvad jeg stod i. Det sidste viste sig at være en gave. Man får så meget igen, når man deler lidt af sig selv. Samtidig mindsker det mystik og tabu. Og herregud, alle bakser jo med noget i livet.

3# Stol på behandlingen

Min grundangst blev taget fra mig, næsten i samme sekund jeg fik beskeden om diagnosen overbragt. Det var en lidt kluntet og nørdet læge, som var længe om at komme til sagen. Men da hun endelig gjorde det, og jeg brød ud i gråd, stillede hun sig hen foran mig, kiggede mig lige i øjnene og sagde: ”Det her er ikke noget, du dør af – vi får dig rask”. Da besluttede jeg at stole på hende og hele tabernaklet af traditionelle behandlinger med kemo og stråler, som hun allerede havde tildelt mig. Og følte mig pisseheldig over, at det blev opdaget i tide, at det ikke var ”ammevæv”, men en kræftknude, der ovenikøbet sad sådan, at de ikke behøvede at fjerne hele brystet.

4# Den mystiske kemo

Kemo forekom mig at være et mystisk monster – væmmeligt, giftigt og uhyggeligt. Men det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad det var. En nær veninde, der var lige foran mig i forløbet, forklarede, at det i vores tilfælde bestod i, at nogle supersøde sygeplejersker lægger et drop i armen, og så sidder man en time til halvanden i en lænestol eller en seng og læser eller snakker med andre i behandling, imens kemoen i væskeform løber ind i kroppen og begynder sin krig mod eventuelt resterende syge celler. Først nogle timer eller dage senere får man kvalme eller andre bivirkninger afhængig af medicintypen. Nogle går på arbejde og mærker ikke en hujende fis, andre brækker sig i ugevis. Det er så individuelt, og bivirkningerne, hvis man får nogen, er lige så mange og forskellige som typerne af kemo. Jeg var hunderæd. Min veninde havde det rigtig skidt. Men for mig blev mødet med ”mit livs bedste fjende” mindre skrapt.

 

Giv et gaveabonnement på femina i julegave - lige nu sparer du 30%. Klik her >

5# Farvel hår

”Nå, men at tabe håret, det er jo ikke det værste ...”. Øøh jo, faktisk. Hvis man lå på det yderste, var det komplet ligegyldigt, men når man ikke gør det, er det da ufedt at være skaldet i et halvt år. Indtil man også vænner sig til dét. Der er faktisk mange kvindehoveder, som er fine uden hår. Jeg fik en god paryk og et tip til at fikse en casual hestehale. Og så havde jeg en kæk kasket, en veninde gav mig, en pæn hue, en anden veninde lånte mig, og et tørklæde. Man kan også gå barhovedet, men det er pivkoldt om vinteren og ser lidt barsk ud. ”BRYSTKRÆFT” står der ligesom tatoveret hen over den skaldede isse. Det orkede jeg ikke. Det er skønt at ku’ smutte i Netto uden det prædikat. For jeg følte mig langtfra syg hele tiden. Jeg var stadig bare mig. Og hvis vi skal være positive, og det skal vi, så var det ret sjovt at prøve at have store, bløde krøller, det første års tid mit hår version 2.0 groede ud. Nu er det atter fladt som en pandekage, og jeg kan finde på at bande over det igen. Måske et sundhedstegn.

6# Lad dig ikke rive med af rygter

Der flagrer mange løse ”informationer” rundt om kræft. ”Man ved jo, at kræftceller lever af sukker”, læste jeg, en nat jeg lå på et hotel i Barcelona og spiste slik og læste ugeblade. Jeg havde fået lov at rejse ud af landet mellem to kemobehandlinger. Og lå nu dér i mørket med min toårige ved siden af mig og frøs til is, mens resten af familien var til fodboldkamp. HVORFOR havde ingen fortalt mig det? Man bliver meget sårbar over for den slags udsagn. Tilbage i Danmark spurgte jeg en læge på hospitalet og en diætist i kommunens kræftcenter. De forklarede mig, at kræftceller lige som alle andre celler skal have kulhydrater. Men at man ikke kunne stille det sådan op, at uden sukker forsvinder kræftcellerne. Og så tilføjede diætisten meget sødt: ”Tænk, hvis det udløser nogle stoffer, der gør dig glad i låget, når du spiser en sarah bernhardt-kage. Nyd den! Og spis med måde”. I den anden boldgade mente min ligeledes syge veninde, at aloe vera-juice var et must for vores kemo-ramte maver. Jeg klarede én dag. Siden kastede jeg næsten op, bare jeg så flasken. Ergo var aloe vera jo ikke godt for mig.

 

LÆS OGSÅ: Charlotte Bircow: "Jeg var jo opskriften på en krop, der ikke kunne blive syg"

7# De berøringsangste og de rørende

Når det bliver alvor, er der folk, som ikke kan være med længere. Jeg fik sorteret lidt i kredsen. Det gør ondt, når nogle af éns nære, stikker hovedet i busken. Det kom bag på mig, hvor meget angst der er forbundet med sygdommen. Hvor meget krudt man bruger på at berolige sine omgivelser. Der er så mange værre diagnoser. Nogle i omgangskredsen var da også helt cool og plagede mig om at tage parykken af. Hjemme rendte ungerne rundt med den omvendt på. Andre skrev fra sikker afstand: ”Så ses vi bare, når du er frisk, ey?” (tror du). Og så var der al den rørende varme og kærlighed, der strømmede mig i møde i form af breve, gaver, hilsener og folk, der kom med mad eller inviterede på frokost, museumsbesøg og gåture. På dårlige dage tænkte jeg: ”Det’ jo bare, fordi jeg er syg”. Ja sgu da, og det er netop i orden, at nogle gør noget ekstra for én i en tid, hvor nuet skal dyrkes og styrkes. Jeg tudede utrolig meget, mens jeg var i behandling – men af rørelse.

8# Kemogaver og honningdepoter

Det var min ”kemosine” og ligeledes syge veninde, der lærte mig begrebet ”kemogaver”. Hver gang man har været til kemo, må man få eller gøre noget, man har ønsket sig. En lækker frokost i byen, en særlig ansigtsolie, en weekendtur, en koncert, en picnic med veninder – noget af det, man ikke normalt får gjort eller købt til sig selv. På den måde får man bidt det lange behandlingsforløb over og intensiveret livsnyderiet. En lang, sej periode bliver brudt op med fine oplevelser og glæder. Jeg fik i den grad trænet det dér svære med at leve i nuet. I dag tager jeg – næsten – det hele som en selvfølge igen. Sikken en skam!

 

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst fik fjernet sit ene bryst: Min kvindelighed har aldrig siddet dér

9# Mærk efter – men ikke for meget!

Vi mennesker får af og til ondt et sted i kroppen. Eller hoster. Eller bløder ud af steder, man ikke skal. Og det skal vi holde øje med og sørge for at få tjekket. Men det er ikke kræft hver gang. Cirka et år efter mit sygeforløb fik jeg ondt i den ene side af hoften. Jeg nærmest kravlede ud af sengen hver morgen, fik tid hos fysioterapeut og lavede øvelser. I løbet af formiddagen aftog det. Mens tankerne tiltog. Min fysioterapeut syntes, jeg skulle bede om en scanning. Jeg fik en tid. Og blev ”frikendt”. Så meget man kan. For en scanning er bare et øjebliksbillede. Fem minutter efter kan der være kræftceller ude på ballade i éns krop, uden man kunne se det. Efter et års tid forsvandt de pludselig. Om det var en dårlig seng, kemo-afkalkede knogler eller bivirkninger af de anti-hormonpiller, jeg skal tage i 10 år, aner jeg ikke. Nu prøver jeg bare at huske at spise ekstra D-vitamin og få kalk. Og gå til kontrol hvert halve år, hvor lægen siger, at man bare skal ”mærke efter”. Men helt ærligt – kræft er jo kendt for at blive ”mærket” for sent. Og man kan ikke rende til scanning hele tiden. Så jeg øver mig mest i at mærke efter, hvad der gør mig glad, giver energi og mening. Uden at gå i ”tænk, hvis det var din sidste dag”-panik. De fleste af os er her også i morgen. Og overmorgen. Og meget længere. Mind mig bare om det, hvis du møder mig.

10# Mit mantra

Der var og er bange stunder. I små korte glimt. Gu er der det. Hjælpen kom fra veninden, der var et halvt år foran mig i behandlingsforløbet. En dag midt i det hele, hvor hun havde nogle meget dårlige tal af en eller anden art, og vi forsigtigt talte om risiko for spredning, sagde hun pragmatisk: ”Vi forholder os til det, vi ved”. Det blev vores fuldstændig fantastiske mantra – som i øvrigt burde gælde i alle livets forhold.

Læs mere om: