Jakob Olrik: Stop mudderkastningen og elsk hinanden!

Jakob Olrik er træt af mudderkastning mellem kønnene

I løbet af en almindelig uge i kønsrolledebatten i Danmark, kommer man omkring rigtig meget ubehagelig mudderkastning. En dansk radiovært skriver om, at han har fået en filippinsk kæreste, som er parat til at håndfodre ham og vaske hans undertøj i hånden, alt det, de ifølge ham kropumulige danske kvinder ikke gider. En kvindelig debattør skriver, at hun savner mænd, der har pæne sko og andet end en T-shirt på, når de dater. Og så eksploderer skyttegravskrigen igen på begge sider, og der skydes med skarpt om, at mændene er blevet sjuskede, slatne drengerøve uden punch og sans for klassisk kurtisering, så kvinderne i stigende grad foretrækker at klare sig selv. Mens kvinder er blevet maskuline maskiner, der ikke længere har sans for ømhed og omsorg, så mændene er nødt til at søge til Østen for at finde kærester, som er underdanige nok og ikke støder deres skrantende maskulinitet.

Stop nu!

Vi er for dårlige til at investere

Det kan ikke bare være mig, der efterhånden føler det dybt enerverende med disse evindelige generaliseringer, hvor alle skæres over én kam, og vi kæmper indædt på ord om, hvorvidt mændene eller kvinderne er mest uduelige. Skulle vi ikke hellere snakke om, hvordan der er opstået denne kønskultur, hvor vi åbenlyst ikke gider hinanden og parforholdet. Jeg tror nemlig, at diskussionen mest af alt bunder i frustrationer over, hvor dårlige vi er til at åbne os, satse, investere følelser og energi, file på vores egne særheder og tolerere en andens særheder. Alt for mange af os synes, det er besværligt at tale om og gøre ting, som ikke interesserer os, skulle gøre os umage, være omsorgsfulde og givende. Alt det, der også er en del af tosomheden.

Hvordan får vi den energi tilbage?

Vi kan jo begynde med at stoppe et øjeblik med skyderierne og lytte til os selv.

Jeg ved i hvert fald, at der er én ting ved tosomhed, jeg slet ikke gider, og det er de faste kønsrolleforventninger, som følger med, og som vi fortsat insisterer på at låse hinanden inde i. Jeg er da efterhånden indforstået med, at det nemt bliver enerverende for kvinder at nikke beundrende til en mand, mens han praler af, at han kan finde ud af at cykle op over Valby Bakke. Jeg er også med på, at kvinder ikke gider kun at blive elsket som sexkillinger eller gode husmødre. Til gengæld må vi mænd ærligt indrømme, at det er enerverende altid at skulle være den opfindsomme forfører eller den store klippe i kvinders liv, machoen, der sørger for det praktiske og beskytter hende. Især når vi for længst har fundet ud af lyksalighederne ved at være nærværende og følsomme, og ind imellem sande drengerøve, være dem, der bliver attrået eller møder en klippe af ro i den anden.

Jeg fatter ikke, hvorfor vi er så ivrige efter at blive i reaktionære roller, vi har brugt årtier på at tage afstand fra og komme væk fra. Lad os dog i stedet juble over, at vi befinder os i en spændende brydningstid. De mennesker, der brokker sig, er dem, der endnu ikke har set lyset og forstået det fantastiske i, at vi for første gang i verdenshistorien kan skalte og valte og sammensætte vores liv og samliv med det andet køn, næsten fuldstændig som vi vil og har lyst til.

LÆS OGSÅ: Jakob Olrik: Er du fraskilt på den rigtige måde?

Hyld valgfriheden

Personligt har jeg gennemlevet perioder, hvor jeg ærlig talt var temmelig machoagtig og tog for mig af retterne uden det store hensyn til andres følelsesliv - eller mit eget for den sags skyld. På den anden side har jeg også nydt at leve i kærlige, monogame forhold og vil for alt i verden ikke undvære at udleve mig selv som en omsorgsfuld far og meget nærværende ven.

På samme måde kender jeg kvinder, der i perioder af deres liv har fyret den max af på arbejdsmarkedet, satset alt på en topkarriere og foretrukket en løs følelsesmæssig tilknytning til diverse elskere. Men så er brændt ud og i næste fase har fundet livsfylde i at skabe en familie med den eneste ene.

Lige så stor valgfrihed har vi gudskelov fået på det seksuelle område. Jeg er glad for, at jeg som mand kan få lov til ind imellem at være den passive og blive taget i sengen, og at kvinder kan få lov til at være de aktive og forfører derudad.

Hvorfor i alverden bliver vi så ved med at synes, det var bedre, hvis vi fortsatte ud ad den ensporede landevej, der i bund og grund er … ensporet. Hvad forhindrer os i at stige ombord på fly, der kan flyve i alle retninger? Jeg er klar over, at det for mange er forbundet med nervøsitet og angst at kaste sig ud i noget nyt uden faste rammer og forbilleder, vi kan kigge på og lære af. Det er tryggere at søge hen imod det, vi kender fra barndommen og opvækstårene. De første skridt ud i friheden og det eksperimenterende er usikre og skælvende, men lad ikke det forhindre os i at gribe mulighederne og bruge dem til at blive gladere, friere og leve mere mangfoldigt.

Hvis nogle kvinder undervejs skulle blive skarpe på, at de ikke tænder på danske mænd i T-shirt og med kasketten omvendt på hovedet, så fred være med det. Fred også være med de mænd, har svært ved at forlene sig med selvstændigheden og travlheden hos danske kvinde. Verden er heldigvis stor, så tag dog bare til Filippinerne, hvis du tror, drømmekvinden befinder sig der, eller til Tanzania, Barbados eller Lapland, hvis du får et hint om, at drømmemanden muligvis vader rundt der.

Lad os i det hele taget samle vores energi om at ryste sløvheden af os, åbne os og turde gå ud og møde kærligheden, hvor end den er, og hvordan end den ser ud. Undervejs kan vi så benytte os af alle hjørner af den kompleksitet, vi har i os, det er sgu da det, der gør os interessante og livet spændende. På den måde kan vi skabe mere farverige, mere frie forbilleder for de næste generationer og selv blive tilfredse. For der findes fortsat ikke er noget smukkere, end når mennesker mødes og sød musik opstår, det kan vi godt blive enige om, ikke?